Gå til indhold

Fotoreportage

Tal til mig

Mest mulig indflydelse på sit eget liv – det er målet på JAC. Med digitale assistenter, talecomputere m.m. får mennesker, som har svært ved at tale, en stemme. Teknologien giver mennesker med handicap mulighed for at gribe taktstokken over deres eget liv

25. november 2021

Artikel
Tal til mig.png
Christian skriver med øjnene. Via en special­designet computer og et tastatur, som han styrer med sine pupiller, kommunikerer han med omverdenen. Personalet kan læse med på displayet. – Vi bliver nogle gange pænt bedt om at smutte, for Christian kan sagtens klare det selv, siger ergoterapeut Martin Branebjerg.

Forfatter: Malene Dreyer

Foto: Sofia Busk

IKT-linjen (Informations- og Kommunikationsteknologi) er et tilbud på JAC målrettet borgere med fysiske funktionsnedsættelser, der bruger elektroniske kommunikations­hjælpemidler, primært talemaskiner. Her er gruppen i fuld gang med at forberede et oplæg, som IKT-linjen skal holde på pædagoguddannelsen i Hillerød.
Når Nikita ankommer til parkeringspladsen om morgenen, ringer hun til socialpædagog Thilde Bøgh Thorsklint via FaceTime og fortæller, at nu kan personalet godt komme ned og tage imod hende.
Mads kan tænde lyset, køre rullegardinerne ned eller bede om en kop kaffe via Googles digitale assistent. – Vi tror på, at alle kan udvikle sig og lære nyt. Det menneskesyn betyder, at vi som personale hele tiden kigger efter potentialer, fortæller ergoterapeut Martin Branebjerg.
Medarbejderne på IKT-linjen – for de går på arbejde og kaldes derfor ikke borgere – har cerebral parese og derfor ofte begrænset talesprog og bevægelsesfrihed. Men de kan styre talemaskinen med øjnene.
Personalet i den lille enhed styrer selv deres budget og har dermed frie hænder til at investere i fx ny velfærdsteknologi, der kan gøre borgerne mere uafhængige. – Vi arbejder for at blive testcenter for virksomheder, som udvikler software, hardware og VR (virtual reality, red.), og vi laver bl.a. videodokumentation om brugen af udstyret, siger Martin Branebjerg.
På JAC er en flad ledelsesstruktur med til at skabe trivsel hos både personale og medarbejdere, som brugerne betegnes. – Vi får lov til at være os selv. Vi har selv ansvaret for, at vores hverdag fungerer, og vi finder fx også selv vikarer. Det giver arbejdsglæde, fortæller socialpædagog Trine Theodorsen fra værkstedet Kreativitet og Samvær.
JAC producerer brugsgenstande som fx keramik og tekstiler, som sælges til både private virksomheder og kunder fra gaden. Det stiller krav til produkternes kvalitet og betyder, at medarbejderne oplever, at deres job giver mening og bliver taget alvorligt.
– Det er verdens bedste arbejdsplads, siger Rikke. I dag væver hun viskestykker, men en dag om ugen er hun medhjælper i IKEA, hvor en del af JAC’s medarbejdere har deres faste gang ledsaget af socialpædagogisk personale.

Stolthed og trivsel

Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret (JAC) i Gentofte rummer over 20 forskellige tilbud af uddannelse, aktiviteter, beskæftigelse og behandling til mennesker med særlige behov.

Et af tilbuddene er IKT-linjen for borgere med fysiske funktionsnedsættelser, der bruger elektroniske kommunikationshjælpemidler som fx talemaskiner. IKT står for informations- og kommunikationsteknologi.

På JAC kalder man brugerne medarbejdere, da det er en arbejdsplads – og ikke kun et pædagogisk opholdssted.

Gang på gang har JAC vundet titlen som Danmarks bedste arbejdsplads. Spørger man det pædagogiske personale på JAC, er nøglen til det gode arbejdsmiljø tillid, selvbestemmelse, et stærkt fællesskab og stolthed over det faglige arbejde. 

Bliv medlem
Bliv medlem