Kronik: Ser vi virkelig det hele menneske?

Det fremstilles ofte, hvordan børn diagnosticeret med autisme spektrum forstyrrelse (ASF) har brug for visuelt baseret støtte og et struktureret miljø. Derudover bliver der beskrevet andre kendetegn såsom nedsat social forståelse, en mangelfuld kommunikationsevne og svært ved at aflæse andres signaler. Og oftest bliver den nedsatte evne til mentalisering centraliseret. Men er mennesker med autisme ens og har målgruppen disse fælles kendetegn?

På baggrund af indsamling af viden om emnet, mener vi, at der oftest fokuseres på mennesker med autismes mangler og problematikker, og ikke deres mulighed for på sigt at udvikle kompetencer indenfor den sociale-, kommunikative- og mentaliserende evne.

Så kan vi, ved at udfordre denne universelle forståelse, centralisere etikkens betydning og vigtigheden i at anerkende barnet som et subjekt?

Dette satte vi os for at undersøge som led i vores uddannelse – Specialiseringen social- og specialpædagogik – og i denne kronik vil vi præsentere de vigtigste pointer, vi fandt frem til i processen.

Den indlejrede magt

Et emne, som vi mener bør italesættes, er den indlejrede magt, som befinder sig i det pædagogiske arbejde, da magten altid vil være en tilstedeværende faktor. Forholder vi os kritiske og bevidste til den magt, der er indlejret i den universelle forståelse af ASF, mener vi, at vi kan få øje på de diskurser, som ude i praksis kan dominere arbejdet med målgruppen. Denne bevidsthed kan ligeledes fremme børnenes ret og mulighed for selv- og medbestemmelse over eget liv.
Magten skal derfor ikke negligeres, men italesættes som et sårbart emne for at forhindre tabuisering, når der skal reflekteres over hændelser, hvor magten spiller en rolle.

Vi har erfaret, at autismespektret rummer en bred skare af mennesker, som alle er forskellige på trods af deres fælles diagnose. I arbejdet med denne målgruppe har vi observeret, at pædagogerne sigter efter at arbejde ud fra de individuelle behov, men at der i praksis vil være udfordringer ift. at kunne imødekomme alle.

Vi har stiftet bekendtskab med en kollektiv forståelse af, at børn diagnosticeret med ASF ofte har behov for ekstra støtte i hverdagen. Vi mener, at pædagogerne i praksis indtager en position, hvor målet er at gøre det rigtige. Magten udøves dermed ikke fra vores pædagogiske position, men i vores forsøg på at støtte barnet ud fra viden om diagnosen, og med henblik på at optimere barnets livskvalitet indenfor den pågældende diskurs.

Hjælpediskurs med en væsentlig barriere 

Man kan antage, at der eksisterer en bestemt hjælpediskurs i måden, vi italesætter mennesker med autisme spektrum forstyrrelsers behov for struktur og støtte. Denne hjælpediskurs rummer en væsentlig barriere for de børn, der er diagnosticeret med ASF, da den konstruerer vores praksis og dermed regulerer og disciplinerer adfærd og interaktioner mellem os og børnene.

Et dilemma i denne hjælpediskurs kan være, at det, vi anser som støtte for det enkelte barn, kan, ud fra deres perspektiv, ses som en fratagelse af deres ret til selv- og medbestemmelse. Hvis vi arbejder ud fra en universel forståelse, ser vi ikke børnenes individuelle kvaliteter, ressourcer og behov, men derimod risikerer vi at objektgøre børnene, da vi tillægger dem fælles egenskaber. 

Vi mener, at børnene kan risikere at internalisere de diskurser, der gør sig gældende i det pædagogiske arbejde, og derved disciplinere sig selv i overensstemmelse med disse. Dette, mener vi, kan medføre en ændring af børnenes egen selvforståelse, hvis de tilegner sig hjælpediskursens egenskaber.

At se individet frem for diagnosen 

Konsekvensen af at se på børnene ud fra en universel forståelse, kan fastholde dem i en relation, hvor de objektgøres, da vi identificerer børnene ift. deres diagnose. Vi mener dermed, at vi risikerer at skabe en subjekt-objektrelation mellem pædagog og barn, hvor der ikke skabes rum for individets mulige udvikling af selvafgrænsningsevnen.

For at opnå en subjekt-subjektrelation, mener vi, at det er en forudsætning, at man som pædagog kan selvafgrænse og dermed give afkald på egne oplevelser, for at kunne sætte sig ind i barnets indre verden. Fokus skal derfor rettes mod individets oplevelse frem for selve diagnosen, hvilket kan give anledning til udvikling af barnets evne til selvafgrænsning. 

Anerkendelse - mere end blot ét begreb

Anerkendelse er mere og andet end blot indlevelse, medfølelse, bekræftelse og empati. Vi mener at anerkendelsesbegrebet indtager en central rolle i vores pædagogiske praksis, og i arbejdet med børn indenfor autismespektret er det en vigtig faktor, at vi er i stand til at opfange den andens bevidsthed. Som Anne-Lise Schibbye skriver: ’Individets bevidsthed bliver til i, eller gennem den andens bevidsthed. Det at udvikle sin egen bevidsthed er at genkende sig selv i en anden og tage sig selv tilbage som forandret’

Det er derfor en forudsætning, at pædagogerne, i mødet med barnet, er i stand til at være i kontakt med sin indre subjektivitet. Vi er blevet bevidste om, at dét kræver et vist mod fra pædagogisk side, da vi i nogle tilfælde er nødt til at justere os selv og vores egen opfattelse, for at kunne forstå barnets indre subjektive verden. Denne justering kan stille pædagogen i en sårbar position, da vi slipper vores eget ståsted og udfordrer det naturlige behov for kontrol og overblik. Denne sårbarhed, mener vi, gælder hele det pædagogiske felt, hvilket måske gør det endnu vanskeligere i arbejdet med børn, som alle har hver deres individuelle karaktertræk af nedsatte neurologiske funktioner. Vi mener derfor, at sårbarheden opstår i arbejdet med mennesker, da vi jo bare selv er et menneske.

Ønsket om at arbejde ud fra en kontekstorienteret tilgang kræver, at man italesætter de forventninger og udfordringer, der kan opstå i processen i at selvreflektere og selvafgrænse i praksis.

Vi mener ikke, at det kun er institutionen og ledelsens pligt at motivere og oplyse personalegruppen, men at det lige så vel er den enkelte fagpersons pligt at holde sig oplyst og reflekterende i praksis. Dette kan udvide forståelsen af selvet, de relationer vi indgår i, og hvordan vi påvirker hinanden i interaktionsprocessen.

En yderst kompleks og analytisk intelligens 

Vi har gennem vores arbejdsproces reflekteret over en anderledes og nuanceret måde at undersøge de førnævnte karaktertræk på diagnosen. Psykiater mm. Joachim Bauer skriver: ’Faktisk kompenserer utallige autistiske børn (...) for deres mangler inden for intuitiv forståelse i mellemmenneskelige situationer ved at udforme en yderst kompleks analytisk intelligens’.

Medtænker man Bauers perspektiv, kan man stille spørgsmål ved, hvorvidt fagprofessionelles brug af en universel tilgang kan være en barriere i forhold til forståelsen af autismespektrets kompleksitet.
Ved at udfordre diagnosens karaktertræk har vi reflekteret over, om børn med ASF kan være i besiddelse af en overdreven evne til at tænke, hvor de overvældes af tankestrømme og eventuelt befinder sig i et bekymringsunivers. Hvis børnene befinder sig i dette univers, kan man antage, at de kan blive overvældet af sansestimuli, hvilket gør, at de i situationen ikke kan regulere fra eller til.

Vi har i vores arbejde mødt børn, som, ud fra vores vurdering, har udvist karaktertræk, som gør sig gældende i evnen til at kunne mentalisere. Dette understreger yderligere vigtigheden i at være åben, når det gælder den pædagogiske praksis, og dermed arbejde kontekstorienteret. Men er en kontekstorienteret tilgang tilstrækkelig i arbejdet med en målgruppe, hvor diagnosens karaktertræk kan adskille sig meget fra individ til individ? Er vi ikke nødsaget til at arbejde individorienteret med den enkelte, for at kunne dykke ned i det enkelte barns behov og ressourcer? 

Det socialpædagogiske fag er et komplekst felt at navigere i som fagprofessionel, og spørgsmålet er, om vi har tid og de ressourcer som denne tilgang kræver, idet vi er underlagt systemets rationalitet, som politisk magt, regler og økonomi?