Se verden gennem de pårørendes briller

– De pårørende er en ressource, som skal betragtes og inddrages som en aktiv del af borgerens liv.

Sådan lyder det fra Elena Rygaard Jacobsen, afdelingsleder på Bostedet Chr. X’s Allé.

For et par år siden tog hun uddannelsen i pårørendesamarbejde. Den viden, hun fik, har hun taget med ind i sin lederrolle. Først og fremmest blikket for den pårørende som andet og mere end ’pårørende’.

– Her står et menneske over for mig, en mor, en far, en søster – ofte en forælder, som bærer på en stor sorg over at have et handicappet barn. Et barn, som måske resten af sit liv skal være i systemets varetægt. Jeg er ikke i tvivl om, at den forståelse giver et mere nuanceret perspektiv, der gør samarbejdet nemmere, siger Elena Rygaard Jacobsen.

Perspektivet gav hende også en forståelse for, at det ikke kun er en borger, der flytter ind på botilbuddet. Det er en hel familie, som møder et nyt kommunalt system. Et system, som socialpædagoger og andre professionelle kender og forstår, men som er fremmed og svært at navigere i for de pårørende.

– Vi taler ikke altid det samme sprog. Som socialpædagoger taler vi selvfølgeligt om et system, vi er uddannet til, men som de slet ikke kender til. Denne her verden kan godt opfattes som et virvar – ligesom når jeg går i banken, og de snakker om aktier og obligationer – et system, som jeg ikke er uddannet i.

Ny viden og nye vinkler

En snak med en pårørende kan åbne for viden om eller nogle vinkler på en beboer, som personalet ikke har opdaget før. Når man får en forståelse for den hverdag og de rammer, borgeren er vant til hjemmefra, kan det give inspiration til, hvordan botilbuddet kan forme sig. 

– Det kan gøre os mere fleksible og bedre i stand til at imødekomme borgeren, siger Elena Rygaard Jacobsen og giver et eksempel:

– Det kan fx være, at man har en fredagsrutine, hvor man er vant til at sidde sammen i sofaen og se en film og drikke en kop te. Med den viden kan vi skabe en ramme, der er mere familiær. Det er ikke altid, man kan opfylde ønsket, men det kan i hvert fald komme op til overvejelse, om der er mulighed for at gøre det. Om ikke andet så få frem i lyset, at den praksis er forskellig fra botilbuddets fredagstraditioner, hvor man måske altid drikker kaffe.

Tag dialogen

I mødet mellem den professionelle og den pårørende er der somme tider modstridende ting på spil. Socialpædagoger er orienteret mod proces og udvikling og har både struktur i hverdagen og arbejdsgange på botilbuddet for øje – det har den pårørende ikke nødvendigvis. Så når socialpædagogen fx er optaget af, at en borger er ved at lære selv at tage tøj på, er det ikke så vigtigt, at han får to forskellige sokker på. Men når mor kommer og henter sin søn, bliver hun ked af, at han ikke er klædt pænt på til familiebesøget, forklarer Elena Rygaard Jacobsen:

– Morens fokus er mere på, at hendes søn er præsentabel til familiemiddagen, for hvor er det rart, at vi er sammen!

Forståelsen for de to forskellige perspektiver er vigtig for et samarbejde, mener hun og opfordrer til, at man bruger dialogredskaber til at sikre, at man får taget de snakke om, hvordan man møder hinanden. Og at man bruger sin faglighed i mødet til at aflæse: ’Hvad har den pårørende brug for fra mig?’

Stabilitet er afgørende

For Elena Rygaard Jacobsen er det 100 pct. genkendeligt, at en stabil personalegruppe er det vigtigste for de pårørende. At de ved, at personalet kender og forstår deres nære, og at de ved, hvem de kan får fat i, når de ringer, og oplever, at er der styr på ugens fødselsdag, eller hvem der skal komme i weekenden.

Det sagt er opgaven langtfra altid let og gnidningsfri, understreger Elena Rygaard Jacobsen. Det kræver stort fokus og øvelse at få det gode pårørendesamarbejde op at køre – og man skal kunne erkende, at indimellem fejler man.

– Jeg ser det som en proces – som et samarbejde, vi konstant øver os i, men hvor vi ikke er perfekte. Jeg har jo selv eksempler på, hvor dialogen ikke er gået perfekt, fordi jeg ikke fik forberedt mig godt nok med det, jeg ellers ved fra uddannelsen.