Acceptér, at du ikke forstår alt

Da coronakrisen lukkede landet ned i foråret 2020, var det ikke kun angsten for smitte og sygdom, der ramte os. Det var også en kollektiv følelse af kontroltab. Pludselig stod vi over for en virus, som ingen kendte – og coronasituationen blev et fælles vilkår, der satte en hel befolkning i en form for undtagelsestilstand.

Det eksempel bruger Marianne Træbing Secher til at indlede sin seneste videnskabelige artikel om begrebet ’mættede fænomener’ – en artikel, der handler om, at det ikke er alt, vi kan forstå.

Hun er selv uddannet socialpædagog med mange års erfaring inden for socialpsykiatrien – og underviser nu på efter-videreuddannelsen på VIA i Aarhus. Og så er hun netop blevet tildelt forskningsmidler til en ph.d., hvor hun skal udvikle ny viden og forståelse, der kan give velfærdsprofessionelle handlemuligheder i de situationer, hvor de ikke forstår borgeren eller
situationen.

– Coronakrisen er et aktuelt og meget konkret eksempel på en situation, hvor vi faktisk alle var ramt af et mættet fænomen. Et fænomen er kort sagt det, der viser sig – det, der opstår. Den begivenhed, oplevelse og lignende, der er anledningen til, at vi oplever, føler og tænker på en helt bestemt måde. Og under corona var vi alle ramt af et mættet fænomen, nemlig coronakrisen, som vi hverken kunne forstå, beskrive eller håndtere metodisk, forklarer Marianne Træbing Secher.

Kontroltab er en del af livet

Tiden med corona førte med andre ord til, at de fleste af os måtte erkende, at vi pludselig kollektivt stod i en situation, hvor ingen vidste, hvad der ventede:

– Vi måtte acceptere, at vi helt sikkert aldrig kommer til at vide alt om den her virus, og hvordan den påvirker os. Vi var med andre ord udsat for et kontroltab. Og det kan fint sammenlignes med det, som rigtig mange af de mennesker, socialpædagoger arbejder med, oplever, siger Marianne Træbing Secher og fortsætter:

– Mange af de borgere, jeg selv har mødt som socialpædagog i psykiatrien, har oplevet utallige kontroltab i deres liv – præcis som vi nu alle har oplevet det under corona. De har stået uden viden om, hvordan de skulle komme ud af en svær situation, og de har skullet udholde at leve med al den usikkerhed, der følger med, når man ikke ved, om der kommer en løsning på den situation, man står i.

Hendes pointe med at bruge corona som eksempel er, at man som fagprofessionel kan bruge det som anledning til at reflektere over, hvordan det opleves at føle sig hjælpeløs, afmægtig og ramt på livet. For de mennesker, som socialpædagoger arbejder med, lever med følelsen af være i en udsat situation som en fast del af livet.

Når ord ikke rækker

Som menneske og som fagperson har Marianne Træbing Secher altid forholdt sig nysgerrigt til det, hun møder – og altid søgt teoretiske forklaringer på de ting, hun har svært ved at forstå. Så da hun for nogle år siden på DPU blev præsenteret for den franske filosof Jean-Luc Marion, stødte hun på en teori, hun selv fik lyst til at udforske.

Teorien om mættede fænomener.

– Det var et begreb, jeg dengang aldrig havde hørt om før. Men det gav så god mening. Det med, at man kan opleve noget, der er så mættet med indtryk, at man er ude af stand til at sætte ord på og forklare det. Hvis man fx prøver at genkalde sig en stor og fantastisk begivenhed i sit liv, hvor tiden ligesom bliver ophævet, og man har følelsen af, at man simpelthen ikke med ord kan beskrive det for andre. Det er for stort. Ligesom den panoramaudsigt, man ikke kan fotografere – man skal være der for at få oplevelsen, siger hun og fortsætter:

– Den teori og begrebet mættede fænomener gav mig så meget flashback til praksis og mødet med borgere med psykiske vanskeligheder, som jo nærmest vader rundt i mættede fænomener i deres liv: oplevelser, tanker og et helt univers, som de ikke er i stand til at forklare for andre. Tidligere overgreb, ting, som borgeren oplever i psykotisk tilstand, stemmer – begivenheder, der er afgørende for dem, men som vi som fagpersoner har svært ved at forstå. Det vil jeg gerne udvikle nogle redskaber til at kunne arbejde med.

Samvær uden dagsorden

I den ph.d., som Marianne Træbing Secher snart går i gang med, og som hun har fået forskningsmidler til fra Danmarks Frie Forskningsfond, skal hun bl.a. udvikle forskellige former for teori og metoder, som kan hjælpe til i forhold til at få nye handlemuligheder i netop de situationer, hvor man som velfærdsprofessionel ikke forstår borgeren i situationen eller i det hele taget.

– Mit projekt handler om at udvikle nogle metoder og teorier, der kan hjælpe fagprofessionelle med ikke at give op, så de i stedet hjælper borgeren på helt nye måder. Jeg ved godt, at det kan være grænseoverskridende for fx en socialpædagog at prøve at lade være med at forstå alting, for hvad skal man så dokumentere, og hvad skal man skrive i handleplanen? Men jeg tror på, at vi nogle gange skal have modet til at arbejde uden et konkret mål, siger hun og tilføjer, at hun med sit projekt forventer et output, som kan bruges i dokumentationsarbejdet, men ikke som vi kender det i dag.

Man mister fornemmelsen

Marianne Træbing Secher tager ofte afsæt i de situationer, hvor man som fx socialpædagog når det punkt, hvor man er tæt på at smide håndklædet i ringen.

– Mange socialpædagoger har oplevet at stå i situationer, hvor man er tæt på at give op, fordi man simpelthen synes, at man har prøvet alt – metoder, tilgange, supervision osv. – men hvor intet af det virker. Jeg hører det også ofte fra de studerende, jeg underviser på efter-videreuddannelsen, når de fx siger: ’Vi har prøvet alt. Vi har relationen. Men jeg forstår simpelthen ikke den borger, jeg prøver at hjælpe.’ Men når vi ikke forstår borgerne, så er der en risiko for, at der opstår afmagt, siger hun.

Fra Marianne Træbing Secher lyder en del af forklaringen på den problematik, at man som fagperson nogle gange mister fornemmelsen af, hvordan de, borgerne, oplever virkeligheden.

– ’Lad os drikke en kop kaffe’, siger man måske til en borger, som vægrer sig. Men hvad nu hvis den pågældende borger har oplevet noget, der gør, at kaffen opleves som forgiftet? Og hvad nu hvis den borger, som man gerne vil have til at svare på, om sengetøjet skal vaskes, befinder sig i en virkelighed, hvor han skal bekæmpe alle mulige fjender? Eller den beboer, man gerne vil have til at flytte værelse, ser farlige slanger i det mønster, der er på gulvet?

Tæt på at give op

Men i stedet for at give op skal man indimellem prøve at lade være med at ville forstå alt, lyder hendes anbefaling:

– Måske er løsningen at lade være med at gøre mere af det, der ikke virker. Måske er løsningen ikke at gøre noget. At have modet til bare at være der og forholde sig åbent til, hvad der måtte ske, uden at have en forkromet plan for borgeren, siger hun og uddyber sin anbefaling:

– Vi er skolet i, at vi skal kunne forstå, før vi handler. Men måske skal vi nogle gange også have modet til at turde agere i tomrummet uden at sætte en masse konkrete mål for, hvad vi vil opnå med borgeren. Dette kan måske også give borgeren en pause fra krav om konstant udvikling – eller retten til integritet i forhold til eget liv tilbage, siger Marianne Træbing Secher og nævner to konkrete bud på metoder til at gå den vej:

– Der er fx ’Åben dialog’, hvor man arbejder uden et mål for samtalen, og ’Kontakt-Ø’, som de anvender på bo- og aktivitetstilbuddet Sølund som en metode til at arbejde med en-til-en-samvær uden krav og forventninger. Begge er metoder, hvor man har fokus på at være sammen med borgeren uden at have et fast mål. Hvor det mere handler om bare at være til stede.