Vikar råbte op, men endte med at gå selv

20-årige ’Katrine’ var ansat som ufaglært vikar på en socialpædagogiske arbejdsplads. Det hed sig, at de ufaglærte vikarer skulle aflaste socialpædagogerne. Men jobbet udviklede sig hurtigt til, at Katrine skulle varetage større opgaver som krævede socialfaglige kompetencer, fx tage sig af tvangsindlæggelser eller tage samtaler med politiet.

Hun var glad for at være der det første år, hvor hun nød godt af at være omgivet af meget dygtige kolleger, hvoraf flere havde været på arbejdspladsen i op til 20 år.  De kendte beboerne rigtig godt, og det skabte stabilitet på stedet og trivsel blandt beboerne.

Men efter en beboer udviklede problematikker, som tilbuddet ikke var gearet til at rumme, begyndte det at smuldre. Flere kolleger sagde op eller blev sygemeldt. Det betød bl.a., at Katrine i nogle perioder arbejdede op mod 90 timer om ugen. Samtidig var hun til tider alene på vagt, hvilket var stik imod stedets retningslinjer, som lød, at de ufaglærte vikarer altid skulle være på vagt sammen med en uddannet socialpædagog.

– Reelt var vi ofte kun ufaglærte på arbejde. Jeg har også været udsat for at være alene på vagt på trods af tilbuddets karakter med udadreagerende borgere, forklarer hun.

Kritik ikke taget alvorligt
Katrine tog flere gange fat i sin leder, men kritikken blev afmonteret, og der kom hverken en handleplan eller andre ændringer ud af det.

– Jeg oplevede at blive udsat for ’omvendt psykologi’ når jeg gik til min leder. Hun sagde ’Du gør det jo SÅ godt’.  Hun sagde også, at hun godt vidste, at det var et hårdt job, og at hun jo ikke kunne forhindre mig i at sige op, hvis jeg ikke kunne holde til det længere. Det var demotiverende.

Katrine kontaktede også Socialtilsynet, ligesom hun gik direkte til borgmesteren i den pågældende kommune for at gøre opmærksom på, at hun som 20-årig vikar uden faglige forudsætninger var alene på vagt, og at personalet til tider kun bestod af vikarer.

– Jeg gik til socialtilsynet og til borgmesteren, fordi jeg oplevede, at der ikke blev handlet på de alvorlige problemer, der havde udviklet sig på arbejdspladsen.

Endte med at forlade faget
Desværre oplevede Katrine, at hendes henvendelser ikke førte til de nødvendige ændringer.

– De snakkede kun med lederne. Jeg oplevede, at der blev lagt låg på problemerne fra ledelsens side, fortæller hun.

For hendes selv fik situationen alvorlige konsekvenser, da forholdene på arbejdspladsen blev så slemme, at det gik ud over hendes egen trivsel.

– Jeg fik dødstrusler fra en borger. Jeg var egentlig rigtig glad for at være der og havde forestillet mig, at jeg skulle fortsætte mange år i det socialpædagogiske felt. Men jeg endte med at gå til krisepsykolog, og på hendes opfordring sagde jeg op. Jeg har ikke arbejdet indenfor faget siden.