Socialpædagoger bliver klogere på udviklingshæmning og demens

I Danmark lever 50.000 mennesker med udviklingshæmning, 39 af dem bor på de to selvejende institutioner Østerled og Josephinehøj i Skovshoved i Gentofte Kommune. Mennesker med udviklingshæmning har 3-4 gange så stor risiko for at udvikle demens som andre, og de første tegn på demens ses ofte allerede i 40-års alderen. Både på Østerled og Josephinehøj er gennemsnitsalderen over 50 år.

-Vi har brug for viden om at opspore demens og behandle mennesker med demens, så vores beboere fortsat er trygge og har livskvalitet, siger socialpædagog Conni Andersen, leder af bofællesskabet Josephinehøj.

Hun er glad for, at Gentofte Kommune er med i projektet 'Mennesker med udviklingshæmning og demens', som skal opkvalificere medarbejdere på bosteder. Projektet er blevet til på initiativ fra Socialpædagogerne og forankret hos Fremfærd, der er et samarbejde mellem parterne på det kommunale arbejdsmarked.

Medarbejderne på Josephinehøj og Østerled har de seneste måneder gennemgået et e-læringskursus og været på temadag om aldersrelaterede sygdomme og demens.

- Vi havde besøg af en læge, som fortalte om hjernen og gennemgik flere demenstyper ud fra eksempler. Temadagen gav os blandt andet en skærpet opmærksomhed på ændret adfærd hos beboerne. Det er vigtigt, at vi får viden om demens, og om hvorvidt tab af funktionsevne skydes alder, beboernes funktionsnedsættelse eller begyndende demens, siger Conni Andersen.

Vi negligerer ikke de pårørendes bekymringer

Det er en lægefaglig opgave at udrede mennesker for demens, men medarbejderne på Josephinehøj og Østerled har i flere år anvendt Trinvold Demensskema, som er udviklet af Nationalt Videnscenter for Demens. Skemaet er et redskab, som bosteder kan bruge til at registrere beboeres adfærd og funktionsevne, så lægen har et bedre udgangspunkt for at stille en diagnose.

FAGLIGT FOKUS: Sådan bruger socialpædagog Cecilie Simonsen Trindvold Demensskema i praksis

- På Østerled har vi flere beboere med Downs syndrom, og projektet har gjort os opmærksomme på, at de kan udvikle demens allerede i 30-års alderen. Derfor vil vi nu begynde at bruge demensskemaet, allerede når de fylder 30 år, hvor vi tidligere først begyndte i 40-50-års alderen. Vi er også begyndt at observere på flere parametre end før. Hvis en beboer for eksempel begynder at gå langsommere, ville vi tidligere tilskrive det alder, men nu ser vi mere nuanceret på ændringer i adfærd, siger socialpædagog Kit Rønholm.

Hun har været leder af Østerled i otte år og oplever, at nogle pårørende til beboere er blevet kede af det forstærkede fokus på demens:

- Det er klart, at man bliver ked af at høre, at der er en forhøjet risiko for, at ens barn bliver dement i en tidlig alder. Vi vil gerne være med til at forebygge, at familier kommer i en dyb krise, og derfor har vi inviteret de pårørende til et møde om projektet sammen med personalet. Her har vi fortalt, at det handler om at sikre, at beboerne får den hjælp, de har behov for. Vi inddrager hele tiden familierne, så de ved, hvad der foregår, og viser hermed, at vi ikke negligerer deres bekymringer, siger Kit Rønholm.

- Pårørende lægger mærke til ændringer hos vores beboere, som vi måske ikke har øje for. Det kan for eksempel være en beboer, som mister interessen for en hobby, der tidligere betød meget. Den viden er vigtig, og derfor vil vi søge at inddrage familierne tidligere. Det er også vigtigt for os at vide, om der tidligere har været demens i familien, så den type informationer vil vi være mere opsøgende på fremover, siger hun.

Beboerne bekymrer sig om hinanden

Medarbejderne på de to institutioner er også blevet opmærksomme på at italesætte ændringer i en dement beboers adfærd overfor de andre beboere.

- Hvis en beboer plejede at være med til at skrælle gulerødder, men ikke kan håndtere skrælleren længere, forklarer vi de andre beboere, at det kan hun ikke mere. Vi fortæller også, at hun stadig gerne vil være en del af fællesskabet og se på. De fleste beboere har været her næsten hele deres liv år og bekymrer sig jo om hinanden, fortæller Kit Rønholm.

- Vi taler også med beboerne selv om de ændringer, der sker med dem. På den måde forsøger vi at mindske den angst og utryghed, de kan føle, og som kan gøre dem udadreagerende. Vi siger, at beboeren er lige så dejlig, som hun altid har været, men alderen gør, at vi ændrer os, og den vej skal vi alle. Vi møder beboeren der, hvor hun er, siger hun.

Tværfagligheden er vigtig – og socialpædagoger bygger broerne

Kit Rønholm og Conni Andersen er også glade for den tværfaglige del af projektet.

- Når vores beboere udvikler demens, får de – udover vores socialpædagogiske indsats – brug for sundhedsfagligt personale. Det kan godt være utrygt for beboerne, at der pludselig kommer nye mennesker ind i deres hjem, men med projektet og den tværfaglige deltagelse får vi kendskab til hinandens kompetencer, og vi socialpædagoger kan være med til at bygge bro, fordi beboerne har tillid til os, siger Conni Andersen.