00'erne: ’Plejer’ er væk for altid

– Jeg elskede mit arbejde fra første dag.

Sådan beskriver Bettina Pedersen den følelse, hun havde, da hun for 14 år siden trådte ind i det socialpædagogiske fag. Dengang og i dag arbejder hun på Synscenter Refsnæs, og det har hun aldrig fortrudt et sekund – selvom årene har budt på seks sparerunder og en retænkning af hele arbejdspladsen.

– Da jeg trådte ind i faget, var opgaven at støtte og udvikle børnene til at være mest muligt selvhjulpne trods deres udfordringer. Det er det stadig, og det er den fedeste opgave. Omstændighederne har gjort, at det har været hårdt, men vi hænger i, og det er jeg virkelig stolt af. Vi må have gjort noget rigtigt, siden vi er her den dag i dag, siger hun.

Synscenter Refsnæs er det nationale specialpædagogiske ressource- og videnscenter for børn og unge med syns­nedsættelse – bl.a. med et botilbud, skole, STU og specialrådgivning.

Tomme pladser og røde tal

Da Bettina Pedersen tiltrådte i 2006, gjaldt det for hende og kollegerne om at skabe et familiært hjem for børnene, da flere af dem boede der i mange år.

For at bevare status som et højtspecialiseret tilbud inden for så lille et specialområde var kompetenceudvikling vigtig. Studerende og medarbejdere blev videreuddannet i bl.a. ADL og Mobility (taktikker til at kunne færdes så selvstændigt som muligt, red.) og informationsteknologi. Og i de første år var det meste muligt, fortæller Bettina Pedersen.

Men det fik sin afslutning, da amterne med strukturreformen i 2007 blev nedlagt. Fra at døgninstitutioner og special­tilbud havde modtaget børn fra hele amtet og sågar hele landet, bestræbte kommunerne sig nu på at visitere til egne tilbud. Tilbage stod tomme pladser og røde tal på bundlinjen.

– ’Plejer’ var væk for altid. Først var det selvfølgelig bygninger, drift og den slags, der blev kigget på. Men til sidst måtte man også fyre, og en meget tæt gruppe af specialiserede mennesker blev splittet. Vi kunne også se, at andre steder måtte lukke, og det var voldsomt, siger Bettina Pedersen.

Må se fremad

Men oven i alt det svære fulgte en spændende udvikling, tilføjer hun. For stedet var nødt til at tænke nyt og udvikle sig for at sikre sin egen overlevelse.

I årenes løb har Synscenter Refsnæs fx åbnet et efterskolelignende tilbud, en udviklings- og vidensenhed, der bidrager til pædagogisk metodeudvikling, og musik-STU til elever med synsnedsættelse. Der bliver i dag hovedsageligt visiteret unge til botilbuddene, hvor nogle har langt mere komplekse og meget forskellige udfordringer.

– For ti år siden vidste jeg intet om psykiatriske diagnoser. Det gør jeg nu. Og i dag samarbejder jeg med både sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, psykologer og psykiatere – og jeg forholder mig til udviklings- og samværsplaner. Det er nødvendigt for at komme hele vejen rundt om de unge, og det er sindssygt spændende, siger Bettina Pedersen.

Det er dog stadig relationsarbejdet, der er bærende i hendes hverdag. For det er det, der får den unge til fx at ville vaske hår, børste tænder og se muligheder i livet.

– Men vi skal blive ved med at tænke kreativt og vil altid have økonomien hængende over os – ikke mindst efter corona. Derfor skal man ikke dvæle for meget ved fortiden, men være hér lige nu – og lidt længere fremme. Så vil man opdage, at selv en sindssygt hård situation, hvor meget er sort, kan føre noget godt med sig.