Vi skal have ambitioner for anbragte børn

I mange hjem over hele landet er man ved at lave indflyvning til hverdagen efter sommerferien. En hverdag med arbejde, skolegang, kammerater, legeaftaler og andet. For nogle børn er der ikke en mor eller en far, som tjekker op på lektierne og legeaftalerne.

Børn anbragt uden for hjemmet har ikke den hjemmebanefordel, at de kan læne sig tilbage og stole på, at mor eller far kan hjælpe eller give et opmuntrende skub i ryggen, når selvtilliden i matematiktimerne er lav. Den opgave har samfundet. Og desværre gør vi det ikke godt nok.

Syv ud af ti anbragte børn får ikke afgangseksamen fra folkeskolen, viser nye tal. Det er både uanstændigt og uacceptabelt. Det skal vi gøre bedre. Derfor foreslår vi bl.a., at der skal laves en trivsels- og læringsplan, når børn bliver anbragt – og når de skal hjemgives. Skolen skal – sammen med anbringelsesstedet, sagsbehandleren, forældrene og barnet – lave både et tilpasset skoletilbud og en plan for trivsel og inklusion i klassens fællesskaber.

For vi ved, at indlæring er svær, hvis ikke børn er i social trivsel. Vi ved, at alt, hvad der sker i frikvarteret og mellem kl. 15 og til kl. 8 næste morgen, har stor betydning for, hvordan det går i skolen. Og desværre ved vi også, at udviklingen går den gale vej – og at vi som samfund ikke er blevet bedre til at sikre anbragte børn bedre liv.

Det må – og skal – vi kunne gøre bedre, når vi er så heldige at have en statsminister for børnene. Så vi glæder os til at se statsministerens fine ord fra nytårstalen blive udmøntet til konkret politik og handling.