Musik og fælles takt

Tove Stenderups vej igennem sit musikfaglige liv har altid været learning by doing. Med udspring i folkemusik har hun bevæget sig gennem den musikpædagogiske verden med nysgerrighed og engagement som ledestjerne.

Uddannet musikpædagog fra musikkonservatoriet gik vejen forbi rollen som underviser på musikskoler, kordirigent, rytmikunderviser og ud på landets daginstitutioner. Men her stødte hun på en udfordring: Når hun kom ud i den pædagogiske virkelighed med sin ’musikskolekasket’, blev hun opfattet som en gæst helt frakoblet institutionens øvrige dagligdag.

– Musik i et læringsmiljø er enormt spændende. Men når jeg kom med mit keyboard ud i børnehaven, lød det: ’Nu kommer musikskolen’, og så forlod pædagogerne ofte rummet. Hvis musikken skal integreres og bruges til noget pædagogisk, så skal pædagogerne selv på banen. Derfor stod det pludselig klart for mig, at hvis feltet skal ud og leve blandt pædagogerne, så skal jeg ansættes på pædagoguddannelsen!

Et hul i lærebøgerne
Som sagt, så gjort. Tove Stenderup blev ansat på pædagoguddannelsen, og det åbnede hendes øjne for socialpædagogikken.

– Den socialpædagogiske tilgang til musikpædagogik er anderledes end den traditionelle. Normalt er der jo et formål med at lære noget bestemt enten musisk fagligt eller alment fagligt. Men socialpædagogerne ved jo godt, at hvis de skal flytte borgeren, er de nødt til at tilrettelægge ud fra borgerens interesse, forståelse og kulturelle baggrund.

Men én ting undrede Tove Stenderup: at der aldrig var blevet skrevet noget om, hvordan musik og socialpædagogik virker. At ingen rigtig havde forsket i musikalsk samvær i socialpædagogikken.

Så da den garvede musikpædagog overværede nogle studerende spille, synge og danse karnevalsmusik med en gruppe udsatte, gjorde oplevelsen så stort indtryk på hende, at det satte nye tanker i gang.

– Jeg bemærkede fornemmelsen af glæde, nysgerrighed, autentisk selvudtryk og nærværende samvær omkring musik. Det var tydeligt, at både de studerende og de udsatte unge mestrede en legende og anerkendende måde at deltage i sambaoptoget på. Det var så smukt. Men jeg var ikke i stand til at forklare, hvad det var, jeg oplevede, og hvad det handlede om.

Teori bag aktiviteten
Netop det satte Tove Stenderup sig for at gøre. Hun ville afdække, hvad musik kan i en socialpædagogisk kontekst. Resultatet er en ny ph.d.-afhandling, ’Musikalsk samvær i den socialpædagogiske indsats med mennesker med erhvervet hjerneskade’ (se boks), hvor Tove Stenderup har undersøgt, hvilken betydning musikalsk samvær har i den socialpædagogiske indsats med mennesker med erhvervet hjerneskade.

Her sætter hun ord og teoretiske begreber på aktiviteter som netop den, hun nogle år forinden havde oplevet på pædagogstudiet:

– De studerende gjorde brug af en professionsfaglig viden om målgruppen generelt, samtidig med at de satte sig specifikt ind i de unges daglige rutiner. De var tilsyneladende ikke betænkelige ved, om de skulle ’tabe autoritet’. De søgte gennem deres her-og-nu-praksishandlinger i musik og fokuseret aflæsning af de unges reaktioner at skabe en samhørighed omkring dans, optog og instrumenter. Man kan fristes til at sige, at de hele tiden bestræbte sig på at være i takt på flere niveauer samtidig, forklarer Tove Stenderup.

Pædagogisk takt
Begrebet takt er hentet fra musikkens verden og er det, der holder sammen på musikken – og som musikere læner sig op ad for at følges ad. Tove Stenderup ser en parallel til musikken i socialpædagogikken og taler om pædagogisk takt, når hun forklarer, hvad det særlige socialpædagogiske greb er.

– For mig virker begrebet pædagogisk takt som et godt begreb til at forstå og forklare, hvordan socialpædagogen i en vekslen mellem borgerens integritet og ønske om social deltagelse tilpasser deres relation – vel vidende at takt er forskellig fra gang til gang, siger Tove Stenderup og fortsætter:

– Kan vi to holde takten? Kan vi følges ad? Den, der styrer, afstemmer tempoet med den anden. I svære passager sættes tempoet ned. Nogle gange styrer borgeren, nogle gange styrer jeg. Det handler om situationsfornemmelse og en afvejning af, hvor vi er.

Det er et eksempel på det, hun kalder praktisk klogskab, som socialpædagoger ofte praktiserer – en vekslen mellem teoretisk viden og praktisk kunnen. Faglig viden om, hvad der virker, kombineres med indsigt i, hvordan man får det til at virke. I socialpædagogikken udmøntes praktisk klogskab forskelligt afhængigt af til hvem, med hvem og af hvem, forklarer Tove Stenderup.

Det fælles tredje
Det socialpædagogiske sigte med det musikalske samvær er anderledes end i den øvrige musikpædagogiske verden. Det færdige værk er ikke så vigtigt, og der er ikke et konkret udbytte på samme måde, som hvis elever skal lære noder eller fortolke en sangtekst. Det vigtigste er processen og relationen. 

Musikken bliver et redskab og en ramme mellem borger og pædagog, som giver en fælles oplevelse. Det kan nedtone de personlige roller, udviske magtskævheden eller det terapeutiske mål og give luft under vingerne, så en autentisk og ligeværdig relation kan opstå.

Så kan indholdet – det, der er svært at tale om, eller det, man har på hjerte – komme frem, fordi fokus ikke ligger på ’her kommer jeg og skal hjælpe dig’.

– Musikken kan flytte fokus fra dig og mig, pædagog og borger, til noget andet, siger Tove Stenderup og giver et konkret eksempel. En borger har ikke lyst til at tale om det, der er svært. Men hvis han spiller guitar samtidig, så glider samtalen meget lettere.

– Når vi er sammen om musikken, deler vi oplevelsen. Det bliver nemmere for ham, for fokus bliver flyttet væk fra hans person. Så er det sagen, der fylder i stedet for personerne.

Husker med pulsstøtte
Musikalsk samvær kan også forbedre borgernes motorik, hukommelse, sprog, initiativ og sociale samvær. Fx viste det sig i Tove Stenderups forskningsprojekt, at en af deltagerne ved hjælp af pulsstøtte kunne huske navnet på sit barnebarn. Og sangen ’Så længe jeg lever’ gav hende impuls til at fortælle om John Mogensens liv – en viden, hun lå inde med og gerne ville dele med de andre.

På den måde forandrede og forbedrede musikaktiviteten borgerens hukommelse og evne til at formidle og kommunikere med andre. Samtidig viser Tove Stenderups forskning, at musikaktiviteterne kan understøtte borgernes oplevelse af meningsfuldhed og motivation.

– Musikaktiviteter kan bidrage til borgerens oplevelse af mestring af livsvilkår efter erhvervet hjerneskade på tre punkter: tiltro til egen evne til at løse opgaver med succes, evne til at danne sociale netværk og øget sammenhæng mellem nutidens oplevelser og tidligere erfaringer og handlinger og tanker, forklarer hun.

Større indsigt i borgerne
Et andet interessant fund i hendes forskning er, at det musikalske samvær også har en vigtig effekt på socialpædagogerne. Det kan gøre dem klogere på borgerens potentialer og give en ny og anden indsigt i borgerens liv og kompetencer.

– Socialpædagogerne i projektet får øje på potentialer hos borgerne, som de ellers ikke havde fået øje på. De ser, at borgerne kan noget andet. Der kommer flere aspekter ind i forståelsen, så man bedre kan tilrettelægge, hvordan man i det hele taget kan understøtte borgeren, siger Tove Stenderup.

Forskningsprojektet havde mennesker med erhvervet hjerneskade som målgruppe. Men metoden kan udmærket bruges på alle andre målgrupper på det socialpædagogiske område, vurderer Tove Stenderup. Hun understreger også, at man ikke behøver at være en Lukas Graham for at kunne praktisere musik som socialpædagogisk metode. Faktisk behøver man hverken kunne spille et instrument eller have en tone i livet. Man kan sagtens bruge de muligheder, der findes i fx at afspille et nummer fra Spotify på anlægget og synge sammen med borgeren eller tromme med på rytmen, siger Tove Stenderup.

– Det behøver ikke være skønsang, tværtimod. For hvis det bliver for perfekt, kan den anden godt føle afmagt. Når man laver musik sammen, kan man fejle sammen, grine sammen og udvikle sig sammen.