Gå til indhold

Coronavirus

5 tips: Sådan lærer I af coronatiden

Med høj faglighed har ledere og socialpædagoger formået at vende corona-kaos og nedlukning til nærvær og struktur. Og for nogle har coronakrisen været en faglig øjenåbner. Konsulent i Etikos Uffe Lund giver fem tips til at samle op på de positive erfaringer

26. maj 2020

Artikel
COLOURBOX44149900-web.gif

Forfatter: Lea Holtze

Foto: Colourbox

Hos den private konsulentvirksomhed Etikos, som bl.a. rådgiver socialpædagogiske arbejdspladser i arbejdet med etik, kultur og læringsopsamling, har konsulent Uffe Lund i de seneste måneder talt med adskillige ledere på socialområdet.

De fortæller om en tid, hvor der har været brug for kreative løsninger på, hvordan man leverer relationsarbejde og støtte til nogle af samfundets allermest udsatte – på afstand. En tid, der både har budt på faglige dilemmaer og positive erfaringer. På bosteder har ledere i følge Uffe Lund fx oplevet, at tiden under corona gjorde borgerne mindre selvstændige, men at nærværet var større.

– Man har været nødt til at gøre mere for borgerne og begrænse deres frihed. Det giver mindelser om ’det gamle paradigme’. Omvendt har der ikke har været fokus på handleplaner, ligesom mange aktiviteter har været lukket ned, og medarbejderne har været tæt på borgerne hele dagen. Det individuelle fokus er virkelig styrket, og nogle borgere er ligefrem blomstret op. Den læring er helt vildt afgørende, siger Uffe Lund.

Mere selvhjulpne borgere
Også på bostøtteområdet har hverdagen også været spækket med dilemmaer – gode såvel som dårlige erfaringer at tage med videre, fortæller han:

– Bostøtte over telefonen har været rigtig svært. Og den store bekymring er, hvad det får af betydning på længere sigt. Omvendt har nogle borgere været mere selvhjulpne end forventet i takt med, at de har haft mere styring på, hvornår og hvordan de gerne ville hjælpes.

Her får du Uffe Lunds fem anbefalinger til, hvordan man kan samle op på nogle af de positive erfaringer under coronakrisen:

Sådan lærer I af coronatiden

1. Nedsæt en arbejdsgruppe
Det er ikke nok, at hver afdeling gør sine egne erfaringer. Hele organisationen skal trække i samme retning. Derfor skal ledere og medarbejdere på tværs af faggrupper og tilbud være repræsenteret i et læringsopsamlingsteam.

2. Saml op undervejs
Man kan dårligt tale om, at vi er på den anden side af coronakrisen endnu, men man falder hurtigt tilbage i gamle vaner og mønstre. Derfor er det en god idé at samle op på læring, imens man står i det.

3. Tag fat i dilemmaerne
Det er vigtigt ikke kun at lære af solstrålehistorierne. I skal ned under overfladen og tale om årsagen til effekterne af det, I har gjort anderledes og de dilemmaer, I har oplevet. Her kan værdier støde sammen, og metoder trække i positiv og negativ retning.

4. Husk borgerne
Spørg også nogle borgere og pårørende, hvad de mener, har været godt og skidt under coronakrisen.

5. Prøv det af
Identificer nogle konkrete løsninger, metoder eller måder at samarbejde, som skal prøves af i hele organisationen. Aftal, hvem der gør hvad og hvornår. Og tænk det som et eksperiment, I følger op på.

Kilde: Uffe Lund, Etikos

Bliv medlem