’Jeg ved ikke, hvordan mit liv havde set ud uden Lene og Michael’

27-02-09 ♥L & M♥

Den over 11 år gamle dato står tatoveret på 20-årige Stine Julie Hansens højre håndled, som et minde om en begivenhed, hun nu – som ung voksen - tilskriver en stor del af æren for, hvor og hvem hun er i dag.

Den 27. februar 2009 flyttede hun sammen med sin lillebror ind hos sine plejeforældre Lene og Michael Pedersen på deres landejendom i den fynske landsby Rolfsted.

Det var først aftenen forinden, at hendes biologiske mor fortalte, at hun og hendes bror skulle have et nyt hjem. I dag finder hun det absurd, at nyheden kom så sent, men den dengang otteårige pige var overraskende afklaret med beskeden, og hun var ikke ked af det. Faktisk var der ikke rigtig noget, hun hellere ville:

–Ligeså længe, jeg kan huske, har jeg ønsket mig væk hjemmefra, på børnehjem eller til en anden familie. Bare væk, siger Stine Julie Hansen.

For barndommen i den treværelses lejlighed, som hun delte med sin lillebror, storesøster, mor og papfar, efter storebroren var blevet anbragt, beskriver hun som et ’Et helvede’.

-Min mor talte konsekvent til os i en hård tone, og hun havde svært ved at sætte vores behov før sine egne. Når jeg ser tilbage på hendes adfærd i dag, kan jeg bedst beskrive hende som verbalt voldelig, men ikke kun det. Hvis hun bad mig hente noget til hende, og jeg nægtede, kunne konsekvensen være, at der fløj en fjernbetjening gennem stuen. Det var bare utrygt, fortæller hun.

Stine Julie Hansen reagerede i årene op til anbringelsen med at fortælle flere historier om forholdene i hjemmet til voksne omkring hende, men hun endte altid med at trække dem tilbage af hensyn til moren og frygten for, hvilke konsekvenser det kunne have for hendes lillebror, hvis hun selv blev fjernet. Derfor var det en lettelse for hende, at de begge endte hos den samme plejefamilie.

Fælles om tingene
Det første, der mødte Stine Julie Hansen, da hun som otteårig steg ud af bilen i Rolfsted hos sine nye plejeforældre var lugten af dyr: 

–’Hold kæft, hvor her stinker’ tænkte jeg. Lene og Michael havde tre heste på deres landejendom. Det var helt anderledes end mit liv i lejligheden i Svendborg.

Men det blev hurtigt tydeligt, at de landlige omgivelser ikke var det eneste, der var anderledes. For plejeforældrene viste hende en helt anden måde at være familie på.

–Hos Lene og Michael gjorde vi ting sammen. Vi lavede perler, bagte kager, gik på legepladsen, gik i svømmehallen. Vi var fælles om det hele. Som familie, siger hun.

Men det nye familieliv betød også nye regler – eller regler i det hele taget, og det var fremmed for den otteårige pige.

–Det var mega svært i starten, at der pludselig var regler for tingene. Hos Lene og Michael kunne man ikke bare sætte sig og spille computer hele dagen. Vi havde også sengetider, og vi spiste på faste tidspunkter. Men det var rutiner, som jeg faktisk begyndte at kunne lide, og med tiden blev det bare normalt, fortæller hun.

Gamle mønstre
Men selvom Stine Julie Hansen hurtigt begyndte at holde af hverdagen i den nye familie, som hun meget tidligt anså som sin egen familie, var der alligevel vaner fra hendes tidligere hjem, der sad fast i hende. Som en anspændthed i de helt små gøremål.

–Min bror og jeg bad om lov til alt. ’Må jeg tage et glas vand?’, spurgte vi, inden vi tændte for hanen. Vi satte os heller aldrig ned ved middagsbordet uden at have fået tilladelse. Selv når der på fødselsdage gik et kagefad rundt, var jeg nødt til at spørge, om det også var til mig, fortæller Stine Julie Hansen.

For efter at have erfaret, hvilke konsekvenser ’forkert’ opførsel kunne medføre, havde børnene lært at træde varsomt. Med tiden lykkedes det dog plejeforældrene at få Stine Julie Hansen til at slappe af i erkendelsen af, at hun nu befandt sig i et trygt miljø. Men der er stadig vaner fra hendes tidlige barndom, der nok aldrig slipper hende:

–Jeg kan fx stadig ikke spise mad fra en pakke uden at kigge på datoen, selvom jeg lige har købt det. For jeg har prøvet at spise fordærvet mad alt for mange gange. Det sidder bare fast.

Altid på barnets side
Når Stine Julie Hansen kigger sin sag fra anbringelsen igennem, som hun har fået aktindsigt i som voksen, kan hun læse om en pige, der var ’usynlig’: 

–Jeg bliver beskrevet som en gennemsigtig grå mus, en der kravler langs panelerne og lever i sin egen osteklokke. Hvis nogen skændtes eller diskuterede, lukkede jeg af. Det var nok en overlevelsesstrategi.  Men Lene og Michael viste mig, at det var okay at vise følelser, okay at tale om ting, der havde gjort mig ked af det.

Og så var de altid på hendes side, når forventningerne fra den biologiske mor satte hende i svære dilemmaer, som fx den første jul væk fra hjemmet. Her ønskede moren at få børnene hjem til jul. Lillebroren havde samme ønske, men Stine Julie Hansen ville ikke hjem, og det var svært at få sig selv til at sige.

–Lene og Michael så min modstand, og de bakkede mig op. Så det blev til, at min bror tog hjem og jeg holdt jul med dem. Det var så afgørende, at de var på min side, for det var den slags støtte, der lærte mig at sætte grænser og lytte til mig selv, siger Stine Julie Hansen.

Tog ansvar for skolegangen
Stine Julie Hansens svære skolegang var dog en udfordring, der tog længere tid for plejefamilien at vende. I indskolingsårene op til anbringelsen, havde hun ingen venner og fortalte løgnehistorier om gaver, hun aldrig havde fået og familieudflugter, hun ikke havde været på.

–Jeg ville bare så gerne passe ind og være ligesom alle de andre, siger hun om tiden dengang.

Derfor stod det klart for plejeforældrene, at når Stine Julie Hansen skulle op i tredje klasse, måtte det være på en ny skole.

–Dér havde jeg det fantastisk. Jeg fik venner og Lene og Michael hjalp mig med at lave legeaftaler.  

Men skoleskiftene var ikke ovre. Undervejs ville kommunen anbringe hende i en specialklasse, som hun efter eget udsagn slet ikke var målgruppen for. Plejeforældrene bakkede hende op og insisterede på, at hun skulle på en friskole og sidenhen efterskole, hvor hun fandt sig godt til rette i de sidste år af sin skoletid.

–De sørgede for, at jeg omsider endte på den rigtige skole og fik en dagligdag, jeg var glad for, og det har helt klar haft betydning for, at jeg i dag har færdiggjort min uddannelse.

Et vendepunkt på håndleddet
Uddannelsen som social- og sundhedshjælper, som netop har ført til hendes første job, er Stine Julie Hansen virkelig stolt af. For det er langt fra en selvfølge, at anbragte børn får sig en uddannelse. Fx viser en analyse fra AE-rådet fra januar, at mere end hver anden ung, der har været anbragt som barn er ufaglært som 30-årig, hvilket er næsten fire gange så mange som blandt unge, der ikke har været anbragt.

Så når Stine Julie Hansens kigger på tatoveringen på sit håndled i dag, er det et vendepunkt, hun ser:

–Jeg tør ikke tænke på, hvordan mit liv havde set ud uden Lene og Michael. De tog ansvar for alle områder af min barndom, og selvom jeg ikke var deres biologiske barn, har jeg aldrig følt mig i anden række.