Etikken hjælper os med at sætte retning

Hvilket perspektiv ser du tingene ud fra, når du går på arbejde? Er du nærhedsetiker, konsekvensetiker – eller pligtetiker?

For bare et par år siden ville det spørgsmål formentlig have fremkaldt dybe panderynker og undren blandt de godt 50 bostøttemedarbejdere ved Støtteteam Åstrupvej i Hjørring Kommune.

Dengang stod de midt i nogle omfattende forandringer: Fire bostøtteafdelinger skulle samles til én – og tilgangen til borgerne lægges om, så det nu i højere grad hedder gruppetilbud frem for individuel bostøtte.

– Omstruktureringer på det niveau vil næsten altid være en kilde til usikkerhed og faglige frustrationer. Det var det også hos os, hvor nogle medarbejdere følte sig stresset af ikke at kunne finde mening med den nye retning, fortæller Anita Steensgaard Jensen, afdelingsleder i Støtteteam Åstrupvej i Hjørring.

De valgte derfor at få hjælp udefra til en proces, hvor medarbejderne i fællesskab skulle rustes til at håndtere hverdagens etiske dilemmaer.

– Vi blev alle sammen undervist i Det Etiske Landskab og de forskellige etikker, som vi hver især handler ud fra. Det gav os en forståelse for at kunne se dilemmaer ud fra forskellige synsvinkler samt reflektere over, at vores samarbejdspartnere måske ser på et dilemma ud fra en anden etik end den, vi selv befinder os i, siger hun.

Refleksioner over handlinger

Det Etiske Landskab kan kort fortalt koges ned til tre forskellige former for etik, der definerer, hvordan man som fagperson navigerer i forhold til egne holdninger, værdier og forpligtelser. Nærhedsetikeren, der har fokus på den nære relation og vægter medfølelse og empati højt. Konsekvensetikeren, der har en rationel og pragmatisk tilgang til problemstillinger – og pligtetikeren, der styrer efter regler og love frem for følelser.

– Da vi alle blev introduceret til de tre former for etik, var det med fokus på, hvor vi som faggruppe og hver især er placeret i Det Etiske Landskab, og hvordan vi handler ud fra det. Det gav en hel masse refleksioner over, hvorfor vi gør, tænker og handler, som vi gør – og hvorfor andre faggrupper nogle gange har et helt andet perspektiv og udgangspunkt at arbejde ud fra end os i bostøtten, fortæller socialpædagog Lone Bang Larsen.

Hun oplever, at hun og kollegerne står mere sikkert i den socialpædagogiske faglighed, efter at de er blevet bevidste om de forskellige tilgange til etiske dilemmaer i arbejdet:

– Vi er blevet bedre til at afgrænse den faglighed, vi står for. Og jo mere tydelig man selv er omkring ens faglighed, jo mindre bliver man ramt, når man fx møder noget, som man ikke lige synes er den bedste løsning for borgeren. Man lærer ligesom at se tingene fra flere forskellige perspektiver, og det er en stor hjælp, siger Lone Bang Larsen.

Bevidst om faglighed

Også hos socialpædagog og AMR Jonna Mikkelsen har arbejdet med Det Etiske Landskab øget den faglige bevidsthed:

– Jeg er blevet mere modig i forhold til at stå fast på min faglighed. Vi kan til tider blive udfordret, når andre samarbejdspartnere forventer, at vi skal udføre nogle bestemte arbejdsopgaver som fx at morgenvække en borger, som skal på arbejde – eller hjælpe med personlig pleje. Men hvis det ikke er et indsatsmål, som vi er bestilt til at udføre, så er det jo ikke en opgave, vi har tid til at udføre, siger Jonna Mikkelsen.

Hun mener derfor, det er vigtigt som socialpædagog at være bevidst om, hvilke opgaver man er bestilt til:

– Ellers risikerer man hurtigt, at man tager andres opgaver på sig – og derved bliver man presset og mister måske meningen i arbejdet.

Men det handler ikke om bare at kunne sige nej. Det handler om at hvile i sin faglighed.

– Ud fra de tre former for etik har vi lært at argumentere for det, vi gør som socialpædagoger. Når jeg fx ved, at jeg som fagperson er i nærhedsetikken, hvor der er fokus på følelser og relationer, så har jeg nu værktøjerne til at sætte ord på min praksis over for fx en sagsbehandler, der jo ofte er i konsekvens- eller pligtetikken, hvor meget er styret af regler og effektivitet. Det gør kommunikationen mere klar – og jeg står langt stærkere fagligt, siger Jonna Mikkelsen.

Samme værdimæssige retning

På bostedet Bo-Vejle har medarbejdere og ledelse i en årrække arbejdet med samme metode – Det Etiske Landskab.

– Vi savnede et fælles reflektionsværktøj. Der var lidt for mange synsninger og privat etik til stede i hverdagen, så vi valgte at gå all-in på at uddanne medarbejdere og ledelse i etisk dilemmahåndtering. Det har givet os en organisation, hvor vi alle arbejder i samme værdimæssige retning ud fra en fælles kerneopgave, fortæller stedfortræder i Bo-Vejle Karen-Marie Skov Sørensen.

Processen har bl.a. ført til, at der er uddannet en række etik-facilitatorer samt etableret et etisk dialogforum, hvor Det Etiske Landskab bruges som metode til nuanceret refleksion over faglige dilemmaer. Alle kan byde ind med konkrete dilemmaer – om alt lige fra en velkendt udfordring, hvor lægen siger, at en borger er for overvægtig, men borgeren selv helst vil leve af fastfood – til situationer, hvor en borger foretrækker én bestemt medarbejder, og kollegerne er uenige om, hvordan det skal håndteres.

– Vi arbejder med et begreb, vi kalder ’buen’. Det illustrerer, at vi nogle gange må undlade at gå den direkte vej til målet for i stedet at sikre, at vi får reflekteret over et dilemma og mulige måder at håndtere det på. Det er med til at understøtte en velovervejet faglig tilgang frem for hurtige løsninger, siger Karen-Marie Skov Sørensen.

Breder dugen ud

I Bo-Vejle har de udviklet en særlig dug, hvor den ene side viser Det Etiske Landskab med de tre etikker med relevante hjælpespørgsmål, mens den anden side af dugen beskriver den fælles kerneopgave.

Dugen tages i brug, når der opstår et konkret etisk dilemma.

– Så vælger vi en, som faciliterer dilemmasnakken, mens de involverede medarbejdere stiller sig op på de tre positioner. Derfra snakker man om, hvad de tre etikker kan byde ind med. På nærhedsetikken snakker man måske empati og relationer, mens kollegerne på pligt­etikken tager afsæt i love og regler. Ingen skelner til, hvad man selv synes – det handler udelukkende om at argumentere ud fra de tre konkrete etikker, forklarer Karen-Marie Skov Sørensen.

Næste skridt er at vende dugen om og diskutere mulige håndteringer af dilemmaet ud fra kerneopgaven.

– Det foregår som en hvilken som helst anden debat, hvor vi snakker om, hvad man kan gøre for at håndtere dilemmaet. Den store forskel er, at det er med blikket på kerneopgaven – og ikke med blikket på ’hvad synes jeg selv’. Vi har supergode erfaringer med den måde at gå til dilemmaer på, fordi det sikrer, at vi kommer hele vejen rundt uden for mange følelser. Det giver alle en tydelig retning, siger Karen-Marie Skov Sørensen.

Bevidst om kerneopgaven

Både i Hjørring og i Vejle har Det Etiske Landskab resulteret i en større bevidsthed om kerneopgaven.

– Jeg synes, vi er lykkedes med at tale vores kerneopgave ind i projektet om etikken. Vi har i fællesskab defineret kerneopgaven og derfra diskuteret, hvilke fælles etiske refleksioner der er afgørende for at være i tråd med kerneopgaven og vores værdier, fortæller afdelingsleder Anita Steensgaard Jensen og fortsætter:

– En øget bevidsthed om ens kernefaglighed og kerneopgaven gør, at man lettere opnår følelsen af, at okay – jeg har faktisk gjort et godt stykke arbejde i dag. Jeg kan se mig selv i øjnene og sige, at jeg har gjort det, jeg kan inden for de rammer, jeg har. Det skulle gerne give en større tilfredsstillelse med det arbejde, man udfører.

Også i Vejle er alle blevet mere skarpe på kerneopgaven, fortæller Karen-Marie Skov Sørensen:

– Når vi diskuterer etiske dilemmaer, tager vi altid afsæt i kerneopgaven og bruger den til at sætte retning på den måde, vi vælger at håndtere dilemmaer på. Det er virkelig nyttigt i fx situationer, hvor to kolleger er uenige om fremgangsmåden i en given situation, at man holder fast i, at det over alt andet handler om at understøtte et værdigt liv på egne præmisser for den enkelte borger.