Kronik: Jul i plejefamilien

– Sig mig, hvad glæder du dig allermest til ved julen?, spurgte jeg Munni på vej i bilen til gymnastik, da vi passerede blinkende juledekorationer i farver.

– Juleaften!, kom det prompte fra pigen, der har tilbragt alle sine juleaftener hos os.

Børn og især anbragte børn skal vel ikke skånes for det vilde, usandsynligt eksalterede eventyr, som julen indvarsler, så her starter vi midt i november med en strategi, der gør, at alle ritualer vedrørende jul udleves: Bagning, oppyntning, julegave-fremstilling, julearrangementer og ikke mindst ønskelister.

De tre første punkter forestås med afdæmpet entusiasme fra undertegnede, men til gengæld bruger vi meget tid og energi på at lave ønskelister. I flere af årets måneder har et af vores plejebørn haft en tilbagevendende aktivitet: Skrive-på-ønskelisten.

Rekordlange ønskelister
Hun sidder ved mig og fortæller, hvad jeg skal skrive på listen, der ligger i en mappe på min pc. Seneste tjek viste 91 ønsker stillet op med almindelig brødtekst og i kolonner, der gemmes for hver tilføjelse.

– Så, nu har du sagt og fået skrevet de sidste ønsker, min skat – alletiders!

Barnet sætter ikke i særlig høj grad ønskerne på den rekordlange liste i forbindelse med selve Det Store Gaveshow juleaften simpelthen fordi alt, hvad man kan ønske sig, er med på listen.

Dog udbrød hun for et år siden, at netop sminkedukken var ’det eneste og bedste jeg ønskede, og så fik jeg den ikke, wuuaaah!’

– Men du fik jo alt muligt andet, lød svaret.

Sminkehovedet var naturligvis på fødselsdagsgavebordet et halvt år efter, hvor det nærmest blev ignoreret og vel udtrykker, hvordan jul og en hysterisk oppisket gavekultur via utallige reklameindslag ikke just gavner det anbragte barns behov for struktur og enkelhed.

Julens indsatsleder
Juleaftensdag forvandles jeg til indsatsleder og evakuerer børnene, der er blævrende bobler af forventning. Vi kører i skoven! Ude i det grønne falder der ro over gemytterne, for træer og stier ser ud, som de plejer.

Hjemme igen ligger programmet lige for: Vi går i gang med det hele tidligt, mørket er jo faldet på. Sidste jul tror jeg, vi spiste klokken fem, dansede om juletræet klokken seks og havde delt alle børnegaver ud klokken syv. Trætte børn blev lagt klokken halv ni, hvorefter vi voksne havde en hyggelig aften. Vi er nemlig enige om ikke at give hinanden gaver ud over dem, som et par kan lide at udveksle.

Rafling og andre gavelege er nedstemt - pyha!

Vi spiller spil, drengene mod pigerne, og det bliver rigtig sjovt. Også den sidste del af juleaften fejres i højt humør.

Hov, hvad med kirken? Nej. Det er vi ikke med på. Vores plejebørn ville aldrig kunne holde til at sidde stille så tæt med så mange og netop denne dag.

Dagen efter juleaften er super. Jeg glæder mig mægtigt indeni over, at julen for så vidt er ovre. De fleste år udholder jeg pynt og træ et par dage mere, men så ryger hele molevitten også ned og ud - ah!

Plejebørn i nytårstalen
Nytårsaften har vi lagt helt på børnenes præmisser, så de får lov at vælge en ret hver, som de tilbereder med voksnes hjælp. Sidste år hed det vist tomatsuppe til forret, burgere til hovedret og lagkage med hindbærfyld til dessert. Vi voksne fik dog en noget anderledes hovedret, så køkkenet var travlt i timerne før klokken seks.

Dronningen holdt sin tale, vi lyttede og debatterede i børnehøjde. Hun så træt ud, mente børnene – og så en lille snak om at være Johnny på slotskontoret. Vi joker en del med de kendte hoveder, må jeg indrømme.

Statsministerens tale hørte vi nytårsdag.

–I år snakkede Stats-medisteren om jer!

Og så blev den, for de mindste, uforståelige tale vendt og drejet af en familie, der må siges at være i målgruppen.

Vær på forkant – eller lad som om
Er vi som plejefamilie blevet væltet over ende af børnenes behov, kunne man spørge. Nej, min jule-afmagt er nærmere blevet afhjulpet ved, at jeg kan sikre vores plejebørns trivsel i juleriet på en særdeles fast og overskuelig måde. Spontane aktiviteter fører her til uro og ufred, derfor bliver hver aktivitet skrevet i kalenderen og forsøgt udført til tiden.

Således mestrer plejefamilien julen, som kategoriseres med sommerferie, konfirmation, voksnes runde fødselsdage, bio-barns bryllup osv. Det handler om at være på forkant - eller i bedste fald om at lade som om, man er det.

Sidste år kørte jeg i Bilka en aften kort før jul og fik på rekordfart købt de store pakker til de mindste i familien. Der var top på indkøbsvognen, og ved kassen fik jeg kvitteringen lagt i lommen.

– Ja, for det kan jo ske, de skal byttes, sagde den søde kassedame.

Næh, det bruger vi slet ikke. Jeg nævnte ikke for hende, at den anseelige udgift halveres, når vi sender dokumentation til kommunen. Men jeg tør godt prale af, at indkøbene tog mindre end tyve minutter i det halvtomme supermarked denne sene hverdagsaften. Igen en fordel at være kaptajn på broen, så diskussionen omkring gaveindkøb undgås.

Drømmen om en frysepizza
Når juleaften er vel overstået, italesætter jeg den som det allerdejligste, som vi nu desværre skal vente på i et helt år. Jeg kan sagtens både forstå og respektere, at man kan være oprigtigt glad for jul og juleaften. Den er helt typisk sat i ramme af ens egen familiebaggrund og altså de tidlige oplevelser af traditionen.

Min mor var traurig i juletiden, og hun lykkedes ikke med at skjule det, mens jeg var barn. Da jeg blev voksen og gjorde hende til mormor, gik det bedre. Hun oplevede tidligt at miste sin mor og at skulle stå for jul for familien. Jeg har ikke mistet eller på anden måde oplevet svigt i min barndom men mødt juletiden med barnets oprigtighed. Derfor sidder min mors traume i mig som et oprør. Hvorfor dog elske noget, der ikke giver mening for mig?

Dog vil jeg ikke lade min splittelse ødelægge julen for hverken plejebørn eller biobørn, sidstnævnte kender min jule-indstilling og griner af den, heldigvis. Nu er det sjovt for mig at se, hvordan vores børns spirende familiedannelse fører til deres individuelle juletradition.

– Jeg håber, jeg en dag kan nøjes med frysepizza og hygge med gemalen juleaften, siger jeg højt velvidende, at tanken er utopisk med flokken af børn, børnebørn og plejebørn, der bare elsker jul.

Og indrømmet: mens vi højt skrålende går om juletræet, og børnenes øjne stråler, så er jeg næsten lidt glad for jul. Men også kun lige der, for ellers minder jul - i familien som i plejefamilien - mig mest om et maratonløb. Frygtindgydende forinden, hårdt mens det står på og herligt bagefter.

Forfatteren til denne kronik har af hensyn til plejebørnene valgt at fremstå anonymt, ligesom børnenes navne er opdigtede, men redaktionen er bekendt med familieplejerens rigtige navn.