Vi skal være i faglig særklasse

– Vi har liiiige brug for en halv time mere, kan du vente? spørger socialpædagog Maria Hæstrup.

Hun er leder af den sikrede døgninstitution Kompasset og er ved at afslutte en jobsamtale med en håbefuld ansøger. Men det kræver grundige overvejelser – og ekstra tid – at sikre sig, at vedkommende har det menneskesyn og de værdier, der matcher stedets – og ikke mindst tilstrækkelig høj faglighed.

– Vi skal være i faglig særklasse. Når jeg slår en stilling op, slår jeg den op som socialpædagogisk stilling, og er man ikke pædagog, kommer man ikke i betragtning, siger Maria Hæstrup.

Sådan bør det være alle steder, mener hun. Som her på Kompasset, hvor udsatte børn og unge bliver anbragt bag høje hegn og låste døre, fordi de er til fare for sig selv eller andre.

Nogle er på kant med loven og kan være i varetægtssurrogat. Andre optager en social plads pga. farlighed eller behov for pædagogisk og psykologisk udredning. Fælles for dem er, at de har brug for specialiseret, socialpædagogisk støtte og grundig observation, indtil de skal afsone en dom eller visiteres til det rette socialpædagogiske tilbud.

Ønsker uddannelseskrav
Tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser ellers, at omkring hver fjerde medarbejder på kommunale døgntilbud for udsatte børn og unge er ufaglærte. Samme tendens ses inden for voksenområdet, og intet taler for, at det skulle være anderledes inden for det private.

Men sådan er det ikke på Kompasset. Tværtimod.

Her er 17 ud af 20 pædagogiske stillinger besat af socialpædagoger. De resterende tre har en anden social- eller sundhedsfaglig uddannelse. En af dem er snart færdig med merituddannelsen til pædagog, ligesom et par kolleger før ham.

– Dybest set forstår jeg ikke, at der ikke er et uddannelseskrav på socialområdet. Hvis man erkender kompleksiteten i arbejdet, må man også erkende, at det kræver en specialiseret indsats. Jeg er helt med på, at mulighederne for at rekruttere dygtige folk også afhænger af geografi og borgergruppe, men jeg tror på, at et solidt fagligt miljø tiltrækker dygtige socialpædagoger, siger Maria Hæstrup.

Ingen svar er givet
De unge på Kompasset er her i gennemsnit kun i godt og vel tre måneder. De er isoleret fra alle hverdagens fristelser. De kommer tynget af dårlig samvittighed og uden mulighed for at selvmedicinere det. Det stiller nogle særlige krav til socialpædagogerne, fortæller Maria Hæstrup.

– Vores forløb med de unge er superintense – på godt og ondt. Vi får arbejdsro, men vi får også alt det svære, fordi der kun er vores rammer at reagere på, når de pludselig kan mærke sig selv, siger hun.

Stedets ansatte er alle blevet efteruddannet i at arbejde mentaliserende og har desuden til sammen en metodisk værktøjskasse, der spænder over alt fra miljø­terapi og neuropædagogik til øreakupunktur og pædagogisk massage.

Når Maria Hæstrup skal ansætte en ny medarbejder, kigger hun – ud over erfaring – efter, om vedkommende går til opgaven med ydmyghed frem for at have klare svar på enhver udfordring.

– Jo mere man ved, jo mere ved man også, at man ikke ved. Har man ikke en høj faglighed, men tror, at alt hviler på erfaring, bliver udfordringerne gjort for simple: ’Nåh ja, sådan en borderliner, det har jeg prøvet masser af gange.’ Men vi har jo aldrig mødt ’Hannah’ før. Man skal desuden have en grundlæggende viden om udviklingspsykologi og en refleksiv og analytisk måde at se på, hvad der ligger bag de unges adfærd. Det kræver solid socialpædagogisk faglighed, siger hun.

Årsagen bag adfærden
Før Maria Hæstrup kom til Kompasset i 2012, arbejdede hun på et privat opholdssted. Og gennem sit arbejdsliv har hun oplevet ufaglærte i mødet med udsatte borgere. Hendes oplevelse er, at når arbejdet går i hårdknude – fx når en ung ikke vil ind på sit værelse klokken 22.30 – bliver svaret hurtigt: Det må vi have en regel for.

– I stedet for at bevare nysgerrigheden ender man i forsimplinger og rigide regler. For når man ikke har en faglig hylde med en masse tilgange og metoder at lægge sin indsats på, så peger pilen i stedet på, at der mangler struktur, at der er noget galt med den unge eller en selv, når ting ikke lykkes, siger hun.

Det kunne jo være, at den unge var bange for at være overladt til egne tanker? Måske er han utryg ved ikke at vide, hvor der er en voksen, når døren lukker bag ham? Måske har han behov for at udfordre rammerne for at tjekke, om de voksne har styr på ham, når han ikke har styr på sig selv?

– Derfor spørger socialpædagogen til årsagen bag adfærden. Hvis den unge svarer ’fuck dig, socialpædagog nr. 500’ og er kørt helt op i arousal, møder man ham selvfølgelig ikke med ’så for søren, hvad er der på spil i dig nu?’ Så skal tilgangen være en anden, og den bruger man sin faglighed til at vælge, siger hun.

Fælles fagligt miljø
Kollegerne på Kompasset samler løbende op på læring i et fælles fagligt miljø – i erkendelsen af, at ingen kan løse opgaven med de unge alene. Det sker fx, når et hold medarbejdere afløser det næste om morgenen og om eftermiddagen. Her bliver der talt systematisk om, hvilke observationer man har gjort sig, hvad der skal ske de kommende timer, hvilke hypoteser man har om, hvordan de unge vil reagere på det, hvordan man metodisk vil gå til værks – og hvem der har ansvaret.

– Vi skal sikre, at der, hvor den ene slipper, tager den næste fat, så vi hurtigt bliver kloge på den unge og ved, hvornår det bliver svært, og hvor der skal understøttes, forklarer Maria Hæstrup.

Uden for vinduet kan man høre resultatet af, at medarbejderne puljer deres faglighed og viden sammen: Faglæreren fra metalværkstedet bumler brummende forbi på en gammel havetraktor med en af de unge bagpå. Faglærerens observationer havde vist, at sådan en tur beroligede den unge.

– Han er skadet på et meget tidligt tidspunkt i sit liv. Vi ved, det har konsekvenser, hvis børn ikke fx bliver vugget som små. Ved hjælp af den viden og vores fælles faglige refleksionsrum er vi nået frem til, at den gamle havetraktor giver ham en kropslig regulering, der bringer ham tilbage i fostertilstand og giver tryghed. Det kan vi bygge videre på og oversætte til hans omverden, siger hun.

Hensigten bag handlingen
Det svier i Maria Hæstrups faglige stolthed, når hun modtager ansøgninger fra ufaglærte, der tror, at ti år som dørmand i Jomfru Ane Gade er en adgangsbillet til et job på en højt specialiseret, socialpædagogisk arbejdsplads som Kompasset.

Problemet er, at man ikke kan se, hvad socialpædagoger laver, mener hun. Udadtil laver de det samme som alle andre: går en tur, laver mad med de unge og spiller badminton i hallen. Det, man ikke kan se, er alle de overvejelser, socialpædagogen gør sig.

– Socialpædagogen spiller ikke badminton med ’Abdul’ for at aflede ham fra at lave ballade, men fordi han slapper af og derfor bedre kan tale, end når vi sidder over for hinanden. Samtidig bruger socialpædagogen tillidsforholdet til at italesætte en af sine kolleger, som den unge har det svært med, positivt. Der er hele tiden en hensigt med enten at afdække noget eller forberede noget, siger hun.

Så går de i stykker
I sidste ende handler Maria Hæstrups bøn om et uddannelseskrav ikke kun om at passe på borgerne, men også om at passe på medarbejderne. Og hun køber ikke argumentet ’han er bare fantastisk god til mennesker’.

– Det kan sagtens være, man er fantastisk god til mennesker, men hvad når ung nr. 1.001 kommer, som man ikke når ind til? En faglært kan sige: ’Det var satans, uanset tilgang får jeg at vide, at jeg er en møg­luder.’ Men for en ufaglært bliver det et personligt nederlag, og så går det i maven, siger hun og synker tilbage i stolen.

– Med tiden går medarbejderen i stykker. Og går han ikke i stykker, peger pilen på, at der er noget galt med den unge. Og så går den unge i stykker.