Gå til indhold

Profit

Formanden om profitstop: Det er helt principielt

Arbejdet for at sætte en stopper for profit handler om at sige klart nej til et velfærdssamfund, hvor det er muligt at score penge på udsatte, mener forbundsformand Benny Andersen, der ønsker en løsning for dem, der måtte blive berørt

9. oktober 2020

Artikel
Benny_2_farve_1128x600.jpg

Hvorfor er du så optaget af det her med at sætte en stopper for profit på udsatte?

-Vi har set alt for mange eksempler på private tilbud, hvor der bliver udbetalt store overskud til ejerne i stedet for, at pengene går til det, de skal, nemlig at sikre faglig kvalitet til udsatte børn, unge og voksne. Og vi må helt principielt spørge os selv: 'Skal det være muligt for private at score profit på udsatte?' Mit svar er klart nej.

-Jeg er blevet spurgt, hvorfor vi ikke bruger krudt på at arbejde for ordentlige løn- og ansættelsesvilkår i stedet. Jeg er helt enig i, at det er vores hovedopgave som fagforening. Og arbejdet for at stoppe profit på udsatte handler også om det. For en af måderne at skabe profit er fx ved at ansætte flere ufaglærte og ved ikke have nogen overenskomst. Desuden går den profit, der trækkes ud, jo fra kommunerne, som i forvejen er presset på ressourcer. Derfor rammer det i sidste ende også socialpædagoger inden for det offentlige område.

-Endelig er det vigtigt for mig at understrege, at der findes masser af gode, velfungerende private tilbud. Et stop for profit og et styrket økonomisk og socialt tilsyn vil også komme dem til gavn – for deres gode indsats skal da ikke overskygges af, at andre skummer fløden på udsattes bekostning.

Nogle socialpædagoger frygter måske, at fagforeningen er i gang med at lukke deres arbejdsplads. Har de grund til det?

-Det er altså lidt af en skræmmekampagne, visse private aktører kører. Som udgangspunkt skal stederne ikke lukke, men omdanne sig til selvejende institutioner. Størstedelen af aktørerne på det private område er allerede selvejende i dag. 

-Når det så er sagt, er mit ønske da helt klart, at der skal være overgangsordninger, så hverken socialpædagoger eller borgere kommer i klemme. Det kan være en overgangsordning, så man kan nå at indrette sig, inden lovgivningen træder i kraft, eller en undtagelsesordning i tilfælde, hvor det er den bedste løsning.

Hvis der findes masser af gode, velfungerende steder, du ikke er ude efter – hvorfor skal de så rammes?

-Virkeligheden er, at det er en lille del af socialområdets tilbud, der hiver profit ud til egen lomme – sidste år trak 45 tilbud profit ud. Det er det, vi synes skal være forbudt, og det er dem, der vil blive ramt af den nye lovgivning. Rigtig mange private tilbud vil jo kunne fortsætte - bare som selvejende institutioner. Og vi har foreslået en friskolemodel, fordi den stadig gør det muligt for dem at have en sund virksomhed, hvor de kan tjene en ordentlig løn, og hvor overskuddet investeres i kerneopgaven.

I taler så meget om kvalitet. Hvorfor må man nu ikke tjene penge på socialområdet, hvis kvaliteten er i top?

-Det, vi er modstandere af, er noget helt principielt: Det skal ikke være muligt for private at score profit på udsatte. Når det så er sagt, så giver muligheden for at trække profit ud en risiko for dumping af kvaliteten – fordi en af måderne at skabe profit fx er ved at ansætte flere ufaglærte. Det er derfor, vi mener, at et forbud mod profit skal understøttes af et skærpet økonomisk og socialt tilsyn, som er med til at sikre kvalitet i de sociale tilbud og stille langt større krav til, at borgerne skal mødes af kompetent uddannet personale.

-Endelig vil jeg gerne understege, at der er i alt cirka 2000 sociale tilbud i dag. Heraf er kun lidt mere end 200 af dem kommercielle private tilbud. Så det er en meget hård – og helt forkert – dom over hele området, hvis man hævder, at innovation og udvikling kun kan komme fra det private. Der sker udvikling og innovation over hele linjen.

Bliv medlem
Bliv medlem