Fra åndsvag til medborger

Ribelund, en forårsdag i 1984:
Klokken 11.30 triller en mindre varevogn ind på parkeringspladsen foran den jyske centralinstitution og parkerer i båsen tættest ved indgangen. En klokke i bilen ringer højt et par gange, før en kraftig, lavstammet mand træder ud. Han åbner bagsmækken og overækker fadene med mad til personalet, der bringer maden ind i beboernes kantine. Klokken 12 er der frokost og pause fra institutionens snedkeri, hvor en del af de åndssvage arbejder. Imens spiser personalet deres egen mad i en kantine adskilt fra beboerne.

Mønstret gentager sig – dag efter dag.

Men siden sin første dag på jobbet har Kurt Berthelsen, en ung nyuddannet socialpædagog, undret sig over rutinen.

– Hvorfor spiste de åndssvage i en kantine adskilt fra personalets, og hvorfor fik de ikke lov til at lave deres egen mad og købe ind til det, spurgte han.  

Men det var ’systemet’ ikke indrettet til, fik han at vide.

Ølgod, en sommerdag i 2019:
Snakken bølger frem og tilbage over de medbragte madpakker i frokoststuen på Samstyrken Energivej. Borgerne sidder ved små borde og spiser, mens personalet har indtaget et bord ved siden af. 

Det er ikke tilfældigt, fortæller socialpædagog Charlotte Petersen. Hun er afdelingsleder for Samstyrkens beskæftigelsestilbud under Varde Kommune, der bl.a. dækker værkstedet i Ølgods industri­kvarter.  

– Borgerne skaber nemmere relationer til hinanden, når de får mulighed for at sidde sammen og spise. For så er det ikke os som personale, der definerer samtalerne.

Kurt Berthelsen, der i dag er centerleder for Samstyrken, stikker hovedet ind i frokoststuen og vinker til forsamlingen. 

– Frokosten her er fagligt begrundet. Det er måske den vigtigste forskel på før og nu, siger han.

Et kvarters tid senere er frokosten slut. En slank mand i 50’erne kommer bærende på en bunke brædder i retning mod en stor savebænk på græsset udenfor værkstedet. Det er Henrik Lauritz Corneliussen, som bor i et botilbud – og benytter sig af Samstyrkens beskæftigelsestilbud.

De brædder, han nu lægger ved siden af savebænken, kommer fra gamle opsplittede træpaller – og bliver siden til møbler og hyldesystemer eller indgår i dekorationer, der kan pynte i hjemmet. Varerne bliver solgt af borgere i Samstyrkens butik på Ølgod Torv.

Henrik Lauritz Corneliussen kan godt lide at arbejde med træ – men han kan mere end det, tilføjer han.

– Hver torsdag arbejder jeg i en herretøjsbutik i Ølgod by, og der går det altså ikke, at jeg møder op i det her tøj, siger han og peger ned på sine savsmuldsdækkede arbejdsshort med værktøj hængende i bæltet.

– Der skal jeg være velklædt. Men jeg skal også være ordentlig, høflig og imødekommende – for der kommer jo kunder! 

– Idéen med værkstedet her er netop, at borgerne med tiden kan supplere eller helt erstatte arbejdet med jobs i det almene erhvervsliv i det omfang, det er muligt for dem, tilføjer Charlotte Petersen.

De degenererede
I dag tager Henrik Lauritz Corneliussen og flere andre af hans kolleger selv turen fra deres botilbud til arbejde på cykel eller gåben, og hos Samstyrken får de tilbud om beskæftigelse inden for de rammer, der passer til deres behov. Men op til midten af 1900-tallet var det noget nær utænkeligt, at dem, man i dag kalder borgere med udviklingshæmning, fik muligheden for at arbejde udenfor centralinstitutionernes mure – eller i det almene erhvervsliv, fortæller Henning Jahn, formand for Dansk Forsorgshistorisk Museum og pensioneret socialpædagog.

– Datidens åndssvage udgjorde ikke bare en belastning, men en trussel for samfundet. Man anskuede dem som degenererede individer med dårlige arveanlæg, der for alt i verden ikke skulle føres videre.

Samfundets syn på åndssvage begynder først for alvor at vende, da en ny åndssvagelov blev indført for 60 år siden.

En lov, der byggede på embedsmanden Niels Erik Bank-Mikkelsens idé om et normaliseringsprincip.

– Princippet baserede sig på et ideal om at sikre åndssvage en tilværelse så nær det normale som muligt. Og det får bl.a. betydning for den personalesammensætning, der kom i den nye åndssvage­forsorg, man oprettede i forbindelse med loven, og som Bank-Mikkelsen blev forsorgschef for, for­tæller Henning Jahn.

For gradvist bliver personalet bedre uddannet. Først som omsorgsassistenter, der siden suppleres af pædagogisk personale.

– Personaleudskiftningen tager for alvor fart, da de socialpædagogiske seminarier skyder op rundt i landet i løbet af 70’erne, hvor de første socialpædagoger og omsorgsassistenter også begynder at overtage ledelsesposterne, siger Henning Jahn.

En bombe af porcelæn
Det var tankerne om normalisering og ligeværd og en generel modvilje mod centralinstititutionernes opbygning som et afsondret parallelsamfund, der fik den unge Kurt Berthelsen og hans kolleger til at gå i rette med de gamle vaner på Ribelund. For selvom Åndssvageforsorgen officielt blev nedlagt i 1980, skete forandringen ikke fra den ene dag til den anden.

– Vi talte tit om at smide en bombe under systemet, husker han.

Bomben hed bl.a. Rød Studio og bestod af noget så skrøbeligt som porcelæn med rødmalede kanter, som de unge socialpædagoger købte ind til borgerne og brugte i stedet for de anonyme hvide tallerkner og kopper fra institutionens centraldepot.

– Det resulterede i et kæmpe møgfald fra ledelsen, da vi tillod os at afvige fra budgettet. Men det var et forsøg på at komme fri af ensretningen og institutionstanken, for der var ikke meget plads til det individuelle i de gamle institu­tionsrammer.

I midten af 1980’erne var der derimod stadig syersker, der syede borgernes tøj, og beboere, der alle duftede ens, fordi der kun fandtes en slags deodorant og en type sæbe af mærket Natusan på institutionens centraldepot.  

– Det, vi egentlig ønskede, var at give borgerne et liv på deres egne betingelser, siger Kurt Berthelsen.

Et spørgsmål om livskvalitet
Der sker et markant skifte i synet på datidens åndssvage med socialpædagogernes indtog på centralinstitutionerne, siger professionsforsker Bent Madsen, der selv har undervist på et af de tidlige seminarier og siden skrevet flere bøger om bl.a. socialpædagogikkens udvikling: 

– I takt med at socialpædagogikken etablerer sig som et fag med egen uddannelse, får vi en generation af professionelle, der op gennem 70’erne og 80’erne tager afsked med datidens sundhedsparadigme og dets fokus på ro, renlighed og regelmæssighed for de åndssvage.

På seminarierne introduceres de studerende fx for psykologiske og sociale teorier, der giver indsigt i handicap­pedes livssituation – og det faktum, at de også har følelser og personlige grænser, der kan krænkes, og at de kan udvikle sig gennem pædagogiske aktiviteter.

Sideløbende skaber en række kritiske rapporter om forholdene under ånds­svage­­forsorgen øget politisk opmærksomhed på problemerne med magtanvendelse og nedværdigende behandling af de åndssvage.

– Og det var der behov for. For de tvangsforanstaltninger, der stadig fandtes under åndssvageforsorgen, ville vi i dag betegne som overgreb, lyder det fra Bent Madsen.

Samtidig begynder fagpersonalet i stigende grad at tale om livskvalitet, udvikling og selvbestemmelse for borgerne.

– Socialpædagogerne stod altså for den daglige oversættelse af normaliseringsprincippets idéer om ligeværd og værdighed. Så det er på mange måder deres store fortjeneste, at vi i dag taler om mennesker med udviklingshæmning som medborgere med rettigheder, der er andet og mere end en omkostning for samfundet. Men som nogen, som også kan bidrage, siger Bent Madsen.

Boformer under pres
– Der ligger et bofælleskab… der ligger endnu et.

Gennem bilruden udpeger Kurt Berthelsen Samstyrkens mange botilbud, der ligger spredt rundt på villavejene i Varde.

De mange små enheder huser mellem 4 og 15 borgere, og på de mindste steder er der ikke mere end en enkelt socialpædagog på arbejde ad gangen. Nogle af beboerne har tidligere boet i egen lejlighed – men er efterfølgende flyttet i bofællesskab efter eget ønske. Parcelhusene med fællesstue, lejligheder og postkasser til de enkelte borgere ligner en idyllisk modpol til det totalbyggeri, Kurt Berthelsen startede sin karriere i – og ikke mindst institutionstanken, der formelt har været fortid i Danmark i mere end 20 år.

– Den helt åbenlyse kvalitet ved de små bofællesskaber er, at det emmer meget mere af hjem, end en totalinstitution gør. Jeg har altid troet på, at det er nemmere for en borger at udleve sin selvstændighed, når han har sin egen bolig – og en socialpædagogisk støtte afstemt efter hans behov. Det er svært at skabe den slags rammer, hvis man stuver mange folk sammen et sted. 

Men socialpædagoger og deres ledere skal passe på med at tage nutidens vilkår for givet, mener centerlederen. For i hans egen kommune, hvor økonomien på voksenhandicapområdet afstemmes gennem økonomisk fastsatte pakker, kommer de små botilbud nemt under pres.

– Hvis én borger flytter ud af et botilbud og erstattes af en anden borger, der er visiteret til en mindre støttepakke, står vi pludselig og mangler en pose penge. Men pengene kan vi dårligt tage fra personalesiden, når der i forvejen kun er en socialpædagog på arbejde ad gangen. Den slags udfordringer overkommer man nemmere på større tilbud med flere medarbejdere, hvor man fx kan trække på vikarer.

Men i dag er det en vedvarende kamp for Kurt Berthelsen at demonstrere overfor kommunen, at de små botilbud fortsat er økonomisk rentable. Lige nu fungerer det, men han ville ønske, at kommunen erstattede behovet for styring med en større tillid til dagligdagens praktikere. 

– Den måske største trussel mod vores fag er, at de økonomiske rammer varetages af konsulenter, der sidder langt væk fra kerneopgaven – af mennesker, der ikke ved, hvad socialpædagogisk kvalitet vil sige, og som ikke har den indsigt, vi har i borgernes liv. Men jeg håber og tror, at eftertiden vil grine af den form for økonomisk pakkestyring af vores fag, siger han.

Idealer på retur?
For kommer økonomien under for stort et pres, risikerer de faglige idealer at ryge i svinget – sammen med menneskesynet, mener Kurt Berthelsen.

– Jeg har hørt om lederkolleger, der er så pressede økonomisk, at de helt seriøst taler om at indføre særlige læger tilknyttet borgere med udviklingshæmning for at spare ledsagelsen til egen læge. En af mine store kæpheste i 80’erne var at komme af med den gamle huslæge, der dækkede borgerne på Ribelund, så borgerne selv kunne vælge læge. Den slags kassetænkning breder sig igen i dag, og det udfordrer det menneskesyn, der var grundlaget for, at vi forlod institutionstanken. Det er skræmmende at se på!

Så selvom socialpædagogikken hånd i hånd med vilkårene for mennesker med udviklingshæmning er nået langt, siden Kurt Berthelsens møde med madvognen i 1984, er vi ikke i mål, før vi slår ring om fortidens bedrifter og insisterer på retten til selv at udforme fremtidens rammer for faget, mener han.

– Min drøm for fremtiden er, at den nye generation af socialpædagoger tager nogle chancer og udfordrer arbejdsgivernes behov for styring, så de midler, der danner grundlaget for vores arbejde kommer tættere på opgaven. Både for vores fags skyld, men mest for borgernes skyld. Det tror jeg, er den bedste måde at holde fast i og udbygge den etik, der har ført os frem til der, hvor vi er i dag.