Vi gambler med børns trivsel

Seks trin. Med hver sin indsats. Det er kernen i den såkaldte Herningmodel, der kort fortalt handler om at sikre en helhedsorienteret indsats for udsatte børn og unge – med afsæt i indsatstrappens seks trin. Jo højere op af trappen, man bevæger sig, jo mere indgribende er indsatsen. 

Over halvdelen af landets kommuner bruger allerede Herningmodellen og har i større eller mindre grad omstillet til at prioritere forebyggende indsatser for udsatte børn og unge. Og for nylig fastslog en bred politisk aftale, at Den Sociale Investeringsfond skal se på, hvordan man kan udbrede modellen yderligere.  

Men de seneste år har der været en voksende skepsis overfor den måde, Herningmodellen anvendes på i praksis. Tendensen er, at flere børn anbringes i familie- eller slægts- og netværkspleje – og færre på institution.  

– Hvis man var mistænkelig af natur, kunne man tro, at Herningmodellen bliver brugt som en spareøvelse. Vi er positive i forhold til effektivisering, men det er vel først effektivt, hvis det virker for dem, det handler om, lyder det fra Søren Skjødt, bestyrelsesmedlem i Foreningen af Døgn og Daginstitutioner, FADD og forstander på behandlingsinstitutionen Godhavn.  

Han oplever, at en del kommuner anvender Herningmodellen som et dække over andre prioriteringer:  

– Nogle kommuner siger kategorisk: ’Vi anbringer ikke børn og unge under 16.’ Men i nogle tilfælde har børnene jo behov for en indsats i døgnområdet. I det somatiske system svarer det til at sige: Vi indlægger principielt ikke børn på hospitalet, for det er bedst at klare det med en Panodil.  

Institutioner lukker på stribe 
Generelt er det politisk besluttet herhjemme, at kommunerne skal arbejde for tidlige indsatser – og at børn skal vokse op i et miljø så tæt som muligt på et normalt børneliv. I praksis betyder det, at flere børn anbringes i familiepleje, mens en række tilbud på indsatstrappen helt forsvinder.  

I 2017, da endnu en døgninstitution i Herning Kommune måtte dreje nøglen om, fik over 50 socialpædagoger og andre kommunalt ansatte nok. De aktionerede i fællesskab i protest mod udviklingen af Herningmodellen.  

’Vi er bekymrede for, at det går ud over børnene’, lød det dengang fra kredsformand i Socialpædagogerne Midt- og Vestjylland Peter Sandkvist. Bekymringen er ikke blevet mindre siden. 

– Vores medlemmer ser flere ustabile og dårligt fungerende børn i takt med, at man har fjernet tilbud på alle trin af indsatstrappen. I dag er der fx ingen døgn­institutioner for børn og unge tilbage i kommunen, og det er en forkert udvikling. Og jeg synes da, at det er iøjnefaldende, at det, som ikke fungerer i Herning, skal stå som flagskibet for de andre kommuner, siger Peter Sandkvist. 

Ingen grund til bekymring 
Men ifølge centerchef fra Børn og Forebyggelse i Herning Kommune, Grethe Wilmoes, er der dog ikke grund til bekymring. 

– I Herningmodellen arbejder vi konsekvent efter ’rette indsats på rette tidspunkt’, og vores ledestjerne er, at alle børn og unge har ret til et almindeligt hverdagsliv. Det arbejder vi benhårdt på, og vi lykkes med at anbringe flere børn i familiepleje i stedet for døgnpleje. En afledt konsekvens er, at der i mindre grad er brug for døgnpladser, siger hun. 

Og i Kommunernes Landsforening understreger formand for KL’s socialudvalg Joy Mogensen, at anbringelser altid skal være baseret på en individuel vurdering af, hvad der er bedst for barnet. ’Det afgørende er børnenes behov, og viser det sig, at flere har behov for en specialiseret plads, så løser kommunerne det. Kommunerne holder hele tiden for øje, at børnene trives og følger løbende op på det. Det vil vi blive ved med, skriver hun i et mailsvar. 

Evaluering mangler 
I en evaluering af Herning­modellen fra 2017 konkluderede KORA, (nu VIVE, red.), at modellen havde ført til færre institutionsanbringelser og store besparelser, og at der var få klager og få sammenbrud i anbringelser. Men datagrundlaget var ikke solidt nok til, at man kunne sige, hvordan indsatsen påvirkede trivslen hos børnene og de unge.  

’Da Herning-modellen implementeres i flere og flere danske kommuner, anbefaler KORA, at der måles systematisk på udviklingen af børnenes trivsel i disse kommuner, så der kan opnås solid viden om virkningen på børnenes og de unges trivsel’, stod der i evalueringen. 

I Herning kommune har man dog endnu ikke målinger af børnenes trivsel i en form, hvor det kan kvantificeres. Ifølge chefkonsulent Stinne Højer Mathiasen vurderes børnenes trivsel jævnligt af socialrådgiveren, og man justerer indsatsen ud fra vurderingen.  

I en mail til Socialpædagogen skriver hun: ’Der er lavet enkelte kvalitative interviews med børn og borgere, der tyder på tilfredshed med omlægningen af praksis på området for børn og unge i udsatte positioner’. 

Vi skal vide mere 
Men nu hvor Herningmodellen står til at blive yderligere udbredt i landets kommuner, bør man da som minimum vide, om metoden virker, lyder det fra Søren Skjødt: 

– Det er da lidt foruroligende, at man nu vil udbrede en model, som man ikke har undersøgt virkningen af. Kommunernes egen evaluering af modellen siger, at man bør interessere sig mere for, hvordan den virker. Med andre ord: Operationen er lykkedes, men vi ved ikke, om patienten overlevede. 

Som forstander på Godhavn oplever han på nært hold konsekvenserne af fejlslagne indsatser.  

– Hos os ser vi tilfælde, hvor børn er skadede, fordi de har været udsat for fejlbehandling fx i ambulante tiltag eller familiepleje. Det har bl.a. de konsekvenser for børnene, at de får endnu en oplevelse med sig af, at det virkede heller ikke denne gang, fortæller Søren Skjødt. 

Hans anbefaling er, at man venter med at rulle Herningmodellen mere ud, til man har skaffet et større vidensgrundlag om, hvordan den virker på børnene og de unge.  

– Det bør handle om deres trivsel og udvikling fremfor nogle strukturelle og økonomiske målsætninger, mener Søren Skjødt.