Læderenglen der blev lygtebærer

Mit liv har budt mig meget, og derfor kan jeg også sætte mig ind i meget. Man skal stå tidligt op, hvis man vil vise mig noget, jeg ikke kender til i forhold til misbrug, psykisk sygdom, vold og kriminalitet …’ Sådan lyder det fra Rolf Hermansen: Socialpædagog og mentor – med en fortid som både HA-rocker, fængselsfange, misbruger og omsorgssvigtet barn. 

Rolf Hermansen voksede op hos en alkoholiseret og psykisk syg mor.  

– Da jeg skulle konfirmeres, sagde jeg farvel til min mor. ’God tur’, svarede hun, og det var lige før, hun også løftede glasset og sagde ’skål’. Jeg gik helt alene hen til kirken, hvor alle de andre stod med deres familier. Spændte på mad og gaver. I kirken satte jeg mig på min bænk. Ved siden af: Ingen. Alligevel reagerede hverken præsten eller nogle af de andres forældre på, at der åbenlyst måtte være et eller andet helt galt hjemme hos mig. Så når jeg møder et menneske, der føler sig helt alene i verden, kan du tro, at jeg ved, hvordan de har det, fortæller han.

Respekt for alle  
I dag har Rolf Hermansen sin egen socialpædagogiske virksomhed, hvor kommuner hyrer ham som mentor for udsatte mennesker over 18 år. Og i det arbejde mener han både, at en tung, personlig bagage kan være en fordel og en ulempe. 

– Hvis du har styr på din egen historie og har arbejdet med dig selv, kan det være et plus. Ellers kan det være et minus. 

Rolf Hermansen har typisk seks til syv mentees af gangen, og de er vidt forskellige.  

– Nogle er i begyndelsen af 20´erne. Andre i 50´erne. Nogle har en diagnose. Andre en afhængighed. Nogle er kriminelle. Andre gemmer sig væk i en lejlighed. Men ligegyldig hvad, er der altid en grund til, at de er, hvor de er, fortæller han. 

Blandt såvel politikere som sagsbehandlere på fx jobcentre oplever han ofte en manglende forståelse for udsatte mennesker.  

– Der er rigtig mange, der har svært ved at sætte sig ind i, hvordan det er at være væltet i livet. De tænker: ’Rejs dig nu bare op og tag et arbejde’. Sådan har jeg det slet ikke. Min tanke er: ’Du er lige så meget værd som mig. Jeg har bare gjort noget andet end dig. Lidt før dig’. 

Fortæller om sig selv 
Engang var Rolf Hermansen flov over sig selv. Han hadede, når det var 30 grader varmt, så han var nødt til at lufte tatoveringerne. Og på pædagoguddannelsen havde han bestemt ikke lyst til at fortælle, at han havde siddet fire år i fængsel sammen med voldsmænd og mordere. 

– Det ændrede sig først, da jeg tog min terapi­uddannelse og lærte at sætte ord på, hvordan jeg havde det. Det var meget svært for mig at erkende, at min mor havde været en dårlig mor for mig, for jeg elskede hende lige, til hun døde. Men da jeg først begyndte at arbejde med mig selv, blev det klart, at ja, selvfølgelig, selvfølgelig skulle jeg lande, hvor jeg landede med misbrug og kriminalitet. Og så holdt jeg op med at skamme mig. 

I dag fortæller han gerne sine mentees om sit eget liv – når han tror, det kan gavne.  

– Fx kan jeg beskrive den ensomhedsfølelse, jeg selv oplevede som barn og forsigtigt spørge: Er det noget, du kan genkende? Og når jeg sætter ord på mine egne følelser, sker det tit, at de siger: Ja, jeg har det præcis sådan.  

Andre gange fungerer han mere som en ’lygtebærer’, der med sit eget eksempel viser, at der er håb. 

– Det er ikke alle, der kan gøre som mig og få en uddannelse og et arbejde. For nogle kan målet bare være, at de kan hente deres kontanthjælp uden at slå nogen ned på vejen. Men alle kan udvikle sig hen imod et mere værdigt liv.  

Redningsplanken 
Rolf Hermansens store forbillede er socialpædagogen Milo, som han mødte, da han som pædagogstuderende kom i praktik i en ungdomsklub i Høje Gladsaxe. 

– Jeg kan ikke huske, at min mor har givet mig et eneste kram, og i Hells Angels var det mere sådan nogle mandeklap på skulderen. Men Milo lærte mig at kramme. I begyndelsen stod jeg stiv som en pind, men til sidst lærte jeg at slappe af, fortæller han. 

Det var også Milo, der blev Rolf Hermansens redningsplanke den dag, han blev fyret to gange på 20 minutter, fordi et nyt bijob tjekkede hans straffeattest – og bagefter orienterede hans hovedarbejdsplads om de sorte pletter. 

– Jeg var rigtig glad for mit arbejde og havde lige fået oplevelsen af, at der var nogen, der troede på mig – og så troede de pludselig alligevel ikke på mig. På vej hjem fra fyringen myldrede tankerne i mit hoved: ’Jeg er ikke god nok.’ ’Ingen vil mig det godt.’ Jeg var ved at opgive det hele, men så rakte jeg alligevel ud: Jeg ringede til Milo. Og jeg glemmer aldrig, da han sagde: ’Det er sgu ikke så godt Rolf. Hvad gør vi så nu?’ 

Rolf Hermansen smiler og gentager sætningen:  

Hvad gør VI så nu? 

– Det var fantastisk. Jeg var alligevel ikke helt alene. Og med kommunens opbakning lykkedes det Milo at ansætte mig med løntilskud i hans egen mentor-virksomhed for voksne udsatte. 

Kram til alle 
I dag prøver Rolf Hermansen selv at gå i Milos fodspor.  

– Jeg arbejder meget med at komme hjem til folk. Vi skal ikke mødes på kommunen, hvor jeg er den, der sidder på den anden side af skrivebordet. Det skal være mig, der kommer på besøg. Mig, der spørger: Hvordan har du det? Hvorfor er du væltet? Hvad drømmer du om?, siger han og understreger, at alle skal behandles med respekt.  

– Uanset hvor meget de lugter, og hvordan de ser ud, er jeg klar til at give et kram. Også til ham, der sidder på bænken med en vodkaflaske og ham, der er topkriminel med tatoveringer i panden. Det kan godt være, at jeg bagefter bruger noget håndsprit i bilen, men jeg fordømmer ikke nogen. Det ville jeg slet ikke kunne med min baggrund. 

Fortiden spændte ben 
På den og mange andre måder ser Rolf Hermansen sin egen bagage som en fordel i det socialpædagogiske arbejde. Men han vurderer også, at en vanskelig opvækst kan spænde ben.  

– Da jeg for tyve år siden begyndte som mentor, havde jeg svært ved at adskille mig selv fra dem, jeg skulle hjælpe. Jeg tog for meget ansvar for dem, og det slog mig helt ud, hvis de alligevel fik et tilbagefald. Det endte med, at jeg blev brændt ud i en tidlig alder, så jeg til sidst slet ikke kunne overskue at hjælpe nogen.  

I en periode arbejdede Rolf Hermansen med nogle helt andre målgrupper samtidig med, at han gik i terapi. 

– Man kan ikke nå længere med andre, end man er nået med sig selv. Der er stadig en masse ting, der larmer inden i mig – en masse sår, jeg skal have bearbejdet. Men jeg er blevet god til ikke at blande det sammen med mit arbejde. 

I dag bliver Rolf Hermansen derfor ikke længere personligt ramt, når en mentee fx igen begynder at drikke efter misbrugsbehandling. 

– I dag ved jeg, at hvis du er væltet i livet, kan du ikke bare rejse dig og gå oprejst videre. Der vil altid komme tilbagefald, og det vil ikke være min skyld. Nu siger jeg: Jeg kan kun hjælpe nogen, der vil hjælpes: Jeg er banderne på bowlingbanen, og hvis du vil i mål, går jeg med dig hele vejen. Men det er dig, der er kuglen.