Herningmodellen vækker bekymring

Verne Pedersen: Hvorfor være bekymret over en model, der bygger på tidlig indsats? 

– I sig selv er indsatstrappen jo en god model for organisering af indsatserne. Men hvor tankegangen var, at man skulle starte på det rigtige trin – altså med den rette indsats – og at man skulle kunne bevæge sig både op og ned, så oplever vores medlemmer i stigende grad, at man starter nederst på trappen med indsatser efter princippet ’mindst indgribende’ og ikke efter princippet ’den rette indsats’. Dermed risikerer man, at flere børn får det dårligere, fordi de ikke får den rette og nødvendige hjælp. Samtidig savner jeg et fokus på, at der skal være kvalitet i alle indsatser på trappetrinene.  

Andelen af børn, der anbringes i familiepleje frem for på institution, er stigende på landsplan – hvad siger den udvikling dig? 

– Jeg er glad på vegne af dem, der passer ind i et tilbud om familiepleje. Men jeg frygter, at vi i fremtiden får flere svigt og sammenbrud, fordi mange af de børn, der er i familiepleje, er behandlingskrævende. Samtidig er der en trist tendens til, at hele Herningmodellen taler døgn­institutioner ned og ser dem som noget dårligt. Selve italesættelsen er med til at stigmatisere de børn, der bor på institutionerne og de børn og unge, der i fremtiden har behov for et døgninstitutionstilbud.  

Hvad tænker du om, at Herningmodellen nu skal udbredes yderligere? 

– Niveauet for viden på området, såvel i Herning som generelt, foruroliger mig. Jeg mener, at der mangler viden om effekterne for børnene. Nu er det politisk besluttet, at Den Sociale Investeringsfond skal udbrede modellen – men jeg synes, det er meget underligt at rulle en model ud, som man ikke har undersøgt virkningen af.