Sheila anmeldte sin arbejdsplads

Som nyuddannet socialpædagog fik 31-årige Sheila De Wit i august 2018 sit ønskejob på et privat opholdssted for børn og unge med psykiske og sociale problemer. Stedet hed Nelton og lå ensomt på en grusvej fire kilometer uden for den lille nordjyske by Brovst.

– Det var mit første job, og min store drøm var, at jeg nu skulle ud og hjælpe de unge til at få et godt liv, siger Sheila De Wit.

I dag er Nelton lukket, og bygningerne ligger øde hen. Kaffekopper er efterladt ved køkkenvasken, vinduer er smadret - og på gårdspladsen har nogen smidt en sort sofa. Nelton blev lukket, efter Sheila De Wit valgte at sige fra og underrette Socialtilsyn Nord om forholdene på opholdsstedet.

– De unges hverdag på stedet var præget af vold, misbrug og mistrivsel, mens de ansatte havde elendige arbejdsforhold, var underbemandede og udbrændte, siger Sheila De Wit, der var ansat fem måneder på opholdsstedet.

Forsøgte at kramme volden væk
Allerede på sin første arbejdsdag begyndte hun at undre sig over forholdene på Nelton. Det første syn, der mødte hende i opholdsstedets stue, var en beboer, som kom trillende i sin kørestol med huen på hættetrøjen trukket over hovedet og en stor joint i munden.

– Jeg spurgte lederen af Nelton, hvad det her gik ud på. Han undskyldte med, at opholdsstedet var ret nystartet, og at det havde været svært for den her beboer, at der var kommet nye ejere, og at de var ved at få fat i en misbrugskonsulent til ham, fortæller Sheila De Wit.

Hun slog det i første omgang hen, men hun så ikke noget til nogen misbrugskonsulent.

Hverdagen på opholdsstedet var præget af kaotiske episoder, hvor beboerne truede hinanden og kom op at slås, mens medarbejderne følte sig mere og mere magtesløse. En dag stod en af beboerne på Nelton i haven og truede en anden beboer med en kniv, mens han råbte, at han ville slå ham ihjel. Sheila De Wit løb derud og stillede sig imellem de to beboere. Den unge mand smed kniven, og hun gav ham et kram.

En anden dag løb en af beboerne efter lederen af Nelton, mens han truede ham med en stor cykelpumpe. Sheila De Wit fortæller, at hun råbte ’nej’, at hun begyndte at græde og kastede sig om halsen på beboeren og gav ham et stort kram. Så stoppede han.

– Hver gang beboerne kom op i det røde felt, krammede jeg dem, eller også begyndte jeg at græde. Jeg ved godt, at det ikke var en rigtig pædagogisk tilgang, men hvad skulle jeg gøre? Jeg var som regel alene på arbejde, og jeg kunne ikke lige lægge dem ned, for de var meget større end mig, siger Sheila De Wit.

Skar i bemandingen
Lige efter hun var blevet ansat, blev der skåret i bemandingen. Tidligere var der én medarbejder, som arbejdede i døgnvagt, mens en anden mødte ind på aftenvagt fra kl. 14-22. Men snart blev aftenvagten skåret ned til nogle få timer fra kl. 19-22. Det var en helt uholdbar dårlig bemanding, især da antallet af beboere samtidig steg fra tre til seks.

– Huset væltede for alvor, da der kom flere beboere, og vi ikke blev flere ansatte af den grund. I begyndelsen var der kun tre beboere, som alle var først i 20’erne, men kort efter kom der tre nye til, som var 15-17 år. Misbruget spredte sig til de nye beboere, og det var som om, de unge havde taget magten over stedet. Beboerne kom op at slås, og det var bare vold, vold, vold, fortæller Sheila De Wit.

Hun turde ikke sove, når hun var alene på vagt om natten. Hun skulle holde sig klar, hvis noget gik galt mellem beboerne.

– Vi medarbejdere var fuldstændig drænede for energi og kunne slet ikke give beboerne den omsorg og opmærksomhed, som de havde brug for. Jeg vidste jo godt, at når de unge reagerede så voldsomt, så var det fordi, de ikke fik den hjælp, som de burde. Jeg stod bare og kunne se på, at der her var nogle skønne unge mennesker, som faktisk ville kunne nå langt, hvis de fik den rigtige støtte. Men det fik de jo ikke, siger hun.

Tvivlede på sig selv
Sheila De Wit oplevede, at hun kom meget tæt på de unge beboere og fik en god relation til dem. Men når hun tog hjem fra arbejde, blev hun overmandet af angst, fordi hun tænkte på, hvad der nu skete på Nelton.

– Jeg havde svært ved at slippe det, og nogle gange tog jeg på arbejde, selvom jeg havde fri, siger hun.

Hun sagde flere gange fra overfor både Neltons leder og bestyrelsesformand, fordi der ingen pædagogisk retning var på opholdsstedet, og fordi medarbejderne var så pressede af at være alene på arbejde. Men hun blev holdt hen med snak om, at der ville blive ansat ekstra kræfter.

– Jeg undrede mig jo meget over, hvordan tingene kørte på Nelson. Jeg spurgte både lederen og en kollega på et andet opholdssted, om det virkelig var normal praksis med så dårlig bemanding og så kaotiske forhold med vold og mistrivsel. De sagde begge, at det var helt normalt, og at man ligeså stille vænnede sig til det, fortæller hun.

Så kom dråben
Men Sheila De Wit kunne ikke vænne sig til forholdene på Nelton. Hun tænkte, at det måske var fordi, hun var nyuddannet – og hun overvejede indimellem, om det virkelig bare var hende, der var skør.

– Og så fortsatte jeg med at gøre det bedste, som jeg nu kunne under omstændighederne, siger hun.

En dag ringede en skole, som en af Neltons beboere gik på. Skolen fortalte Sheila, at den 15-årige dreng havde pralet med, at han røg hash. Sheila afviste skolens oplysninger og blev lidt harm over, at der altid er sådan en fordomsfuld holdning til unge, der bor på opholdssted.

– Men bagefter spurgte jeg drengen til det, og han fortalte, at det var rigtig nok, at han røg hash. Det blev dråben for mig, for drengen var jo ikke misbruger, da han kom til Nelton. Samtidig tænkte jeg, at jeg ikke længere ville holdes hen med snak om, at der snart ville komme flere medarbejdere. Det ville jo ikke komme til at ske, siger hun.

Anmeldelsen sendt
Efter fem måneder slap hendes tålmodighed med opholdsstedet op. Sheila De Wit besluttede sig for at underrette Socialtilsyn Nord om forholdene på Nelton og gik i gang med at indsamle dokumentation for, hvad der var foregået.

Hun tog kopi af medarbejdernes logbøger, der fortalte om de unges mistrivsel og de mange episoder med hashrygning, vold, hærværk osv. Hun fik også fat på regnskaber, der blandt andet dokumenterede, hvordan bestyrelsesformanden havde udbetalt en månedsløn til sig selv på gennemsnitlig 68.600 kr.

Hun sendte sin anmeldelse til Socialtilsyn Nord den 10. januar 2019. Samtidig tog hun sammen med to kolleger kontakt til de anbringende kommuner for at fortælle dem om forholdene på Nelton.

– Alle medarbejderne bakkede op, da jeg sagde, at jeg ville kontakte socialtilsynet. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville være anonym, for så risikerede mine kolleger at blive mistænkt for at stå bag anmeldelsen, siger hun.

Blev fyret på sms
Fire dage efter Sheila De Wits anmeldelse kom Socialtilsyn Nord på uanmeldt tilsynsbesøg. Samme dag fik hun en sms fra bestyrelsesformanden om, at hun var fyret.

Socialtilsynet mødte et opholdssted præget af kaos. Fire unge sad på et værelse og røg hash, og både de unge beboere og medarbejderne kunne fortælle om vold, knivkast, underbemanding, mistrivsel og misbrug af stoffer.

Socialtilsynet kunne konstatere, at Nelton primært havde indskrevet unge med massive misbrugsproblemer, hvilket tilbuddet slet ikke var godkendt til. Hovedparten af de unge havde et større misbrug af hash, men der var ikke fra tilbuddet iværksat målrettede forebyggende initiativer.

Besøget gav socialtilsynet anledning til alvorlig bekymring for de unges sikkerhed og sundhed. Deres vurdering var, at der ikke var tilstrækkeligt personale med relevante kompetencer, og at der ikke var den fornødne samlede kvalitet i tilbuddet. 

Den 31. januar fratog socialtilsynet opholdsstedets godkendelse.

Lod ung flytte ind
– I dag føler jeg, at det bedste, jeg nogensinde har gjort, var, da jeg anmeldte Nelton til socialtilsynet. Men lige efter havde jeg dårlig samvittighed. Mine kolleger blev fyret, og flere af dem er gået ned med stress. De unge blev spredt for alle vinde, men de har fået det bedre i dag, siger Sheila De Wit.

23-årige Brian Lerche var en af de unge, der var bange for at være på Nelton og bare måtte hurtigt væk, da sagen for alvor begyndte at rulle midt i januar. Derfor bad han Sheila De Wit om hjælp. Efter aftale med hans hjemkommune, Københavns Kommune, tilbød hun, at han kunne bo gratis hjemme ved hende, indtil der bliver fundet en løsning.

– Jeg har aldrig før hørt Brian bede om hjælp, så det gjorde indtryk på mig. Men jeg havde selvfølgelig mange overvejelser, inden jeg sagde ja til, at han kunne flytte ind. Jeg tænkte, om jeg var det rette tilbud til ham, men jeg kunne bare ikke se anden udvej for ham. Mit krav var, at han skulle stoppe med at tage stoffer, og det gjorde han, siger Sheila De Wit.

I dag bor han stadig sammen med hende og hendes to børn på otte og ti år. Han har fået sin egen afdeling i hendes hus.

– Planen er, at han skal flytte i egen lejlighed med bostøtte. Jeg tror, det er realistisk, at han bliver helt klar til det efter sommerferien. Indtil da bliver han boende her, siger Sheila De Wit.