Vi skal tale om dem, man sjældent taler om

– Det er så vigtigt at holde fest! Det er dét ekstra, som er så vigtigt. Også for medarbejderne!
Ordene kommer fra Danmarks måske kommende statsminister, Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Og den fest, hun taler om, er Handicap Grand Prix sidste sommer i Faxe, hvor hun var dommer. Og havde en kæmpe fest.
Hvilket hun tydeligt mærkede, at både deltagere, gæster og de ledsagende socialpædagoger også havde.

– Stjernestunder som disse er så vigtige - også for medarbejderne. Og fest, det skal vi have råd til, slår hun fast og henviser til, at det ofte er aktiviteterne og ikke den livsnødvendige pleje og omsorg, der spares væk. 

Om Socialdemokraterne vil lave en fast festkvote for landets botilbud, er endnu uvist. Men der er en hel del andre socialpolitiske – og mere seriøse – idéer, som formanden gerne vil løfte sløret for.
Fagbladet Socialpædagogen har sat to formænd stævne for at tale om fremtiden for de mest udsatte personer; nemlig Mette Frederiksen og forbundsformand Benny Andersen, som er talerør for de 39.000 socialpædagoger, der hver dag er nogle af de ansigter, som Danmarks udsatte møder.

– Jeg insisterer på at tale om de mennesker, der ikke er mange, der taler om. Tag fx voksne med store funktionsnedsættelser. Dem er der ikke mange, der taler om. De rydder ingen forsider, siger Mette Frederiksen.

– Nej - og derfor er det endnu vigtigere, at vi sørger for, at der er fokus på de mennesker, som aldrig kan varetage et job og bidrage til samfundet i traditionel forstand. Dem, som ikke altid kan tale for sig selv. De mennesker er meget sjældent på politikernes dagsorden, siger Benny Andersen.

Én indgang til de mest udsatte
Men mennesker med funktionsnedsættelser er ikke de eneste mennesker, som man sjældent ser pryde avisernes forsider. Det gælder også socialt udsatte mennesker med misbrug, hjemløshed og ofte også psykiatriske problemstillinger. Og anbragte børn, som har forældre, der ikke magter forældreopgaven - og som i hvert fald ikke magter at tale deres børns sag på samme måde, som flertallet af forældre kan.

Men dem vender vi tilbage til senere.
Lad os starte den dag, Mette Frederiksen havde været både i psykiatrien i Slagelse og på rundtur på gaderne på Vesterbro. For hun var nok langt fra den eneste, der netop havde været de to steder den dag.

– Problemet er jo, at hvis de i psykiatrien får en ung ind med paranoid skizofreni og et misbrug, så kan de i psykiatrien ikke håndtere misbruget, og i misbrugsbehandlingen har de ikke kompetencerne til at behandle skizofrenien. Så jeg drømmer om, at vi skal skabe de rette tilbud, der kombinerer misbrugsbehandling og psykiatri, forklarer Mette Frederiksen.
Og tankegangen er den samme, når det kommer til de allermest udsatte, som hun fx mødte på Vesterbro. For også her er der ofte tale om mere end ét problem: prostitution, somatiske lidelser, gæld, hjemløshed, misbrug – og så er der det med ydelserne og måske et behov for hjælpemidler. Og så videre.

– De mennesker løber spidsrod mellem de forskellige instanser. De kan ikke overskue det. Og det ville jeg ærligt talt heller ikke selv kunne. Vi ser jo mange gange, at det ene problem er kommet på grund af det andet og medfører det næste. Og vi løser dem kun ved at se helheden. Så vi skal have ét sted til de allermest udsatte. Én indgang til det hele, siger Mette Frederiksen.

– Ja, man skal være stærk for at være udsat, siger Benny Andersen, som ser mange gode takter i S-formandens forslag.

– Tænk hvis vi kunne organisere indsatserne sådan, at borgerne ikke oplever, at de skal løbe spidsrod. Så de i stedet oplever en rød tråd i mødet med de forskellige fagligheder – fx socialpædagoger, socialrådgivere eller sundhedspersonale. Så skal de kun bruge deres ressourcer på at skabe den forandring i deres liv, som de har brug for. Og ikke på at tilfredsstille ’systemet’, siger han.

Graviditet et overset vindue
Og så er der børnene. Dem, som forældrene skulle have passet på, men ikke magtede det. Men måske kunne de blive i stand til det? For Mette Frederiksen mener ikke, at den nuværende tidlige indsats er tidlig nok. For hvad med at sætte ind allerede samtidig med graviditeten?

– Graviditeten er en overset periode. For næsten ligegyldigt hvor udsat du er, så vil dit modergen blive stimuleret voldsomt. Alle forældre vil gerne være gode forældre i udgangspunktet, og det vindue udnytter vi ikke godt nok i dag, siger hun.

Metoden skulle være en helhedsorienteret indsats til den gravide – typisk en socialpædagog i samarbejde med sundhedsplejerske og jordemor – som i fællesskab arbejder med at udvikle forældreevnen.

– Hvis vi så konstaterer, at forældreevnen ikke er der, så vil jeg have, at vi har et mere entydigt fokus på barnet. Der skal samfundet tage over. Og jeg mener, vi skal tage hurtigere og mere resolut over, end vi gør i dag, siger hun.

Uenige om tvangsadoption
Problemet i dag er, at der går for lang tid, før det konstateres, at forældeevnen er utilstrækkelig, mener begge formænd.

– Vores medlemmer oplever jo ofte, at udsatte børn nærmest skal kvalificere sig til at få den rette faglige gode anbringelse. Man starter med at prøve med at arbejde med moren. Det duede ikke - og så prøver man noget andet, hvor barnet bliver givet en ny slags foranstaltning og oplever forskellige anbringelser, fortæller han.

Men der stopper enigheden også. For hvor Mette Frederiksen er fortaler for tvangsadoption – hendes parti er endda netop nu er ved at vedtage en ny lovgivning, der gør tvangsadoption nemmere – så er Benny Andersen imod.

– Vi skal ikke per automatik lukke døren til, at forældrene kan spille en eller anden rolle i det barns liv. Hvordan den rolle kan være, må jo være op til de faglige vurderinger. Men det er rigtigt at sige, at vi må spørge os selv: hvis side er vi på. Og det er jo barnets. Men det er ikke lig med at tage de biologiske forældre ud af ligningen, siger han.

For mange svigt
Men det er ikke kun de biologiske forældre, der svigter de anbragte børn, mener de to. Alt for ofte får barnet eller den unge ikke den rette foranstaltning i første hug. Men hvad der er så den rette foranstaltning? Tendensen i det kommunale landskab er klar. Flere børn end nogensinde anbringes i familiepleje.

– Er matchet det rigtige, har der været en ordentlig forventningsafstemning, og får plejefamilien den rette faglige supervision løbende, så kan plejefamilien noget, som en institution ikke kan. Men er matchet ikke det rette, har plejefamilien ikke den rette faglighed, og kommer der sammenbrud i anbringelsen, så kan plejefamilie være værre end en institution, siger Mette Frederiksen. 

– Og vi har for mange svigt. Og der er matchet og tidspunktet for anbringelsen afgørende, tilføjer hun.

Joeh, lyder det fra forbundsformanden. For han er enig i, at der sker for mange svigt i dag. Men han opfordrer også til at være påpasselig med altid at tænke, at plejefamilier er den bedste anbringelsesform, hvis matchet er rigtigt.

– Det her felt er så vigtigt, at vi skal droppe trosbekendelserne og det, man gør, ’fordi alle gør det’. For det er ikke alle børn, som en familieplejeanbringelse er det rigtige for. Derfor det så afgørende, at vi har døgninstitutioner og meget gerne udvikler nye tilbud som fx familieanbringelser. Vi må sikre, at vi har alle de rigtige faglige tilbud. Ellers er det at svigte børnene, siger han.

Rammen er for sårbar
Samtidig er det så vigtigt, at når kommunerne, når de så vælger at anbringe i plejefamilier, samtidig sikrer, at plejefamilierne får faglig supervision. Og det kunne vi jo sikre ved at knytte familieplejerne til døgninstitution, pointerer Benny Andersen og fortsætter:

– Og så er der jo det, som jeg hører igen og igen. Hvis vi vil blive ved med at have plejefamilier som anbringelsesform - og det skal vi, for jeg tror meget på den form til nogle børn – så er vi nødt til at kigge på vilkårene, indskyder Benny Andersen og bliver afbrudt af partiformanden:

– Jeg skulle lige til at sige det. Der er et økonomispørgsmål, som skal adresseres. For sker det gode, at det anbragte barn får det bedre, så ændrer det økonomien for plejefamilien. Den nuværende ramme er for sårbar over for potentielle konfliktsituationer, så skal skabes noget kontinuitet, siger Mette Frederiksen.

– Ja, vi skal have en aftale, som sikrer familieplejerne ordentlige ansættelsesvilkår.  Det må du gerne fortælle kommunerne, lyder det fra Benny Andersen til partiformanden.