Vi spiller hinanden gode

Socialpædagog Jeanne Grejsmark kan med egne ord knap nok koge et æg. Når hun skal lave mad, kan det nemt brænde på eller blive alt for salt.
Men i køkkenet på akutinstitutionen Borgmesterbakken i Horsens bliver svagheden nogle gange til en styrke.

– Når Margit laver madplanen, ved hun godt, at jeg ikke er den store kok. Så når jeg skal have maddag, planlægger hun enten, at vi skal have noget meget nemt, så jeg fx bare lige skal varme en suppe, eller også sætter hun mig sammen med af de unge, der er rigtig gode til at lave mad. Og så kan det blive en pædagogisk fordel, at rollerne bliver byttet rundt, så det pludselig er den unge, der er mest kompetent, fortæller Jeanne Grejsmark.

– Ja, og samtidig viser vi også alle de andre børn, at det er okay, at man ikke kan alt, siger kollegaen Nana Lindhard.

Historien er et eksempel på det, socialpædagogerne Nana Lindhard, Jeanne Grejsmark og Margit Juhl Hansen kalder ’at spille hinanden gode’. Vi har sat dem stævne for at tale om det gode kollegaskab, som de mener, der er rigtig meget af på Borgmesterbakken.

– Jeg har aldrig før været på en arbejdsplads, hvor mine kollegaer gjorde mig til en bedre socialpædagog på samme måde, som de gør her, siger Jeanne Grejsmark.

– Jeg er 60 år, og jeg har været på mange forskellige arbejdspladser, men det her er den bedste, jeg nogensinde har været på, supplerer Margit Juhl Hansen.

Fagligt fundament
Når de tre socialpædagoger skal definere et godt kollegaskab, kommer de vidt omkring. Det handler om at have hinandens ryg. Om at kunne stole på hinanden - og om at hjælpe hinanden. Eller som de selv udtrykker det: ’At arbejde for hinanden’.
Det er noget med at kende hinanden, at kunne rumme hinanden og være der for hinanden. Noget med grin og noget med faglig sparring - både om det, der er svært og om det, der lykkes.

Og selv om gode kollegaer kan blive til gode venner, er godt kollegaskab ikke det samme som godt venskab. For ifølge de tre indeholder det gode kollegaskab to meget vigtige ingredienser: Et fælles fagligt fundament og et fælles mål, der her er at give børnene så god en institutionsoplevelse, som det overhovedet er muligt.

– Selv om vi sagtens kan holde en fed personalefest og hygge os sammen, er det ikke det, der gør den afgørende forskel. Det afgørende er vores fælles faglige fundament, siger Nana Lindhard.

Intern uddannelse
De sidste fire år har alt socialpædagogisk personale på Borgmesterbakken gennemført en intern uddannelse med psykolog Per Thomsen, hvor de på 10 hele dage pr. år har fået en masse fælles fagligt gods. Blandt andet med metoden: Spejl/Undersøg/Tilbyd, der kort og lidt forenklet sagt handler om først at spejle barnets følelser, dernæst undersøge, hvad der ligger bag - og til slut tilbyde hensigtsmæssige reaktioner og handlinger.
Efter en tur på skolebænken har personalet i dagligdagen hjulpet hinanden med at gøre teori til praksis.

– I begyndelsen var det lidt svært, fx fordi man skal bruge en bestemt spørgeteknik, og en dag var der en ung, der sagde: ’I taler så mærkeligt! Har I været på et eller andet kursus eller hvad?’ Men nu kan man altså ikke længere høre, at vi har været på kursus. Nu er det blevet helt naturligt for os at bruge metoden i dagligdagen, og det betyder rigtig meget, at vi er fælles om det. Bl.a. fordi vi kan bruge det til faglig sparring, siger Nana Lindhard.

Hun understreger samtidig vigtigheden af tillid i medarbejdergruppen.
– Vi er ikke bange for at gå til hinanden og sige: ’Jeg kan ikke tage denne her beslutning, jeg er helt vildt usikker på, hvad der er bedst her’.

Lad det dryppe
Nogle af de begreber, som alle i medarbejdergruppen har fået på plads med uddannelsen, er, at ’de skal lade det dryppe på hinanden’ og ’spille hinanden gode.’

– Jeg skal ikke tænke, at det kun gælder om, at netop jeg får en god relation til en ung. For hvad sker der så, når jeg ikke er her? Det er vigtigt, at de andre også får en god relation, og det kan jeg hjælpe til med ved at lade det dryppe på de andre, forklarer Nana Lindhard.

Ligesom i sport kan man spille hinanden god ved at lave et godt oplæg, sådan som Margit Juhl Hansen fx gør, når hun planlægger madplanen til Jeanne Grejsmarks fordel.
Og sådan som en anden kollega for nylig gjorde, da hun undlod at fortælle et barn, at kommunen havde bevilget noget rideudstyr. I stedet lod hun en anden kollega overbringe den glade nyhed næste dag, så hun derved bakkede op om kollegaens relation til barnet.

Vi arbejder for hinanden
Jeanne Grejsmark understreger, at alle på Borgmesterbakken prøver at arbejde for hinanden.

– Når jeg møder ind på arbejde om tirsdagen, oplever jeg, at dem, der var på vagt om mandagen, gjorde så meget, de overhovedet kunne for at være på forkant, så der ikke ligger en hel masse opgaver til mig. Så får jeg tid og rum til at være nærværende med børnene samtidig med, at jeg selvfølgelig også prøver at arbejde for dem, der møder ind onsdag, siger hun.

Margit Juhl Hansen supplerer:

– Hvis man er på arbejde klokken 23, og børnene sover, kunne man måske godt bare have sat sig ned og set fjernsyn. Men det gør vi ikke. Det er forskelligt, hvad den enkelte kollega er god til og begynder at gøre. Nogen læser måske statusopgørelser igennem for stavefejl. Andre skræller kartofler til næste dags aftensmad. Men fælles er, at det skaber et overskud. 

Det er vores sted
De tre socialpædagoger er enige om, at det gode kollegaskab hænger sammen med, at alle føler ejerskab til Borgmesterbakken.
Ejerskabet skabes bl.a. ved, at socialpædagogerne skiftes til at tage ledelse. Den, der har 7-23-vagten, er også den, der er dagens daglige leder og fx fordeler de konkrete arbejdsopgaver og træffer de daglige beslutninger.

– Vi har også alle sammen et firma-dankort, som vi kan bruge. Det har jeg heller ikke oplevet noget andet sted, siger Nana Lindhard.

Ansvaret og tilliden til medarbejderne gør, at hun og de andre har lyst til at gøre noget ekstra.

– Hvis en kollega er blevet syg, og jeg har mulighed for at blive lidt længere på arbejde, så gør jeg det da gerne. Og hvis jeg ikke selv kan, er jeg sikker på, at der er en af de andre, der gør det, siger Nana Lindhard.

For – som Margit Juhl Hansen siger:

– Det er vores sted, og vi brænder alle sammen for, at det skal være et godt sted.