Fra stille pige til fagpolitisk aktivist

Sarah Baagøe Petersen kan ikke lade være med at grine.

– Hvad de ville sige? Dem, der kun kendte mig som barn? Hvis de hørte, at jeg lige er blevet valgt ind i kredsbestyrelsen for Socialpædagogerne Lillebælt? Ja, de ville i hvert fald ikke sige: ’Selvfølgelig! Det er da lige Sarah.’ De ville nok blive temmelig overraskede.

41-årige Sarah Baagøe Petersen voksede op i Agedrup udenfor Odense. I et hjem, hvor der stort set aldrig blev talt om politik. Jo, TV Avisen kørte måske i baggrunden, men det var aldrig noget med at diskutere, om det nu var bedst, at rød eller blå blok kom til magten.

Hendes mor arbejdede som rengøringsassistent, og hendes far var autolakerer. Men den dag i dag ved Sarah Baagøe Petersen ikke, om de var med i en fagforening.

– Det må de næsten have været, men det var aldrig nogensinde noget, der blev talt om, siger hun.

Stort engagement
Selv var Sarah Baagøe Petersen med egne ord en ’stille og lidt forsagt pige’, der kun sjældent sad med fingeren oppe i timerne.

Forsagt er ellers ikke lige dét ord, der springer først i munden, når man skal beskrive hende i dag. Med iver og engagement fortæller hun om stoltheden ved at være socialpædagog, glæden ved at skulle påbegynde arbejdet i kredsbestyrelsen, drømmene om at se flere yngre socialpædagoger blive aktive i fagforeningen – og vigtigheden af at kæmpe for et bedre arbejdsmiljø.

Alene indenfor det sidste år har hun været i medierne med tre forskellige sager: En lokal opfordring til at donere julegaver til de hjemløse på forsorgshjemmet St. Dannesbo udenfor Odense, hvor hun arbejder som socialpædagog. Et debatindlæg i Politiken med overskriften: ’Jeg vil ikke have flere beskeder om kollegaer, der er blevet stukket ned’. Og en mængde interviews med forskellige medier efter at den fynske LGBT-forening Lambda i december 2018 blev udsat for nynazistisk hærværk.

– På en måde er jeg to personer. Jeg kan stadig være genert som privatperson, men der sker noget med mig, når jeg fx står foran en journalist med en mikrofon og taler for en sag. Selv min stemme forandrer sig, fortæller Sarah Baagøe Petersen.

Følelsen af at være anderledes
Som barn følte Sarah Baagøe Petersen altid, at hun var anderledes.

– Først tænkte jeg, at det nok var fordi, min mor var ældre end de fleste andre mødre – hun var 40 år, da hun fik mig. Senere, da mine forældre var blevet skilt, troede jeg, at det var fordi, jeg var det eneste skilsmissebarn i klassen. Men det var først som ung voksen, at jeg forstod, at det var seksualitetsdelen, der gjorde mig anderledes. I starten skjulte jeg det og havde fx en hemmelig kæreste, fortæller hun.

Sarah Baagøe Petersen blev aktiv i den fynske LGBT-forening Lambda. Både fordi hun søgte og fandt et fællesskab, og fordi hun gerne ville hjælpe andre unge, der måske også havde svært ved at acceptere sig selv. Fx tog hun ud på skoler og holdt foredrag.

Da hun selv sprang ud og fortalte sine forældre, at hun var til piger, reagerede hendes far lige så negativt, som hun havde frygtet.

– Jeg husker det faktisk som om, han fysisk skubbede mig væk. I hvert fald havde han meget svært ved at acceptere det, og det var slet ikke noget, han ville tale om. Og så fik jeg lyst til at provokere. Jeg tænkte, at hvis min far ikke ville høre det, så skulle han have det smasket i ansigtet.

Bredere engagement
Derfor begyndte hun at melde sig, når Lambda efterlyste frivillige, som havde mod på at tale med journalister – og sammen med sin daværende kæreste var hun i TV2 for at tale om homoseksuelles ret til adoption.

– I begyndelsen stod jeg frem som en form for provokation, men sådan blev det ikke ved med at være. Nu står jeg frem, fordi jeg gerne vil gøre en forskel og påvirke nogle ting, siger Sarah Baagøe Petersen, der også lægger vægt på, at hun i dag har et godt forhold til sin far.

– Vi er begge to blevet mere voksne, siger hun.
Skridt for skridt banede Sarah Baagøe Petersens LGBT-aktivisme vej for et større samfundsmæssigt engagement.

– Man kan sige, at jeg i begyndelsen engagerede mig i en sag, som jeg havde en stor personlig interesse i. Så blev mit engagement lidt bredere – og så lidt bredere endnu. Og jeg håber, at noget af det, jeg har lært som LGBT-aktivist, også kan bruges i andre sammenhænge, siger hun.

Ud over at være næstforperson og talsperson for Lambda er Sarah Baagøe Petersen også forperson for Mangfoldighedsfest Odense, som hun selv har været med til at etablere.

– Nogle tror, at det er en parade i stil med Pride i København, men det er det ikke. Det handler ikke kun om LGTB-personer, men om alle minoriteter – fx også mennesker med udviklingshæmning eller hjemløse, siger hun

Aktiv i fagforeningen
Sidste skud på stammen i Sarah Baagøe Petersens engagement handler om fagforeningen. Det fik stor næring, da hun søgte – og blev optaget – på Socialpædagogernes fagpolitiske uddannelse, hvor man på sammenlagt 12 dage lærer at sætte ord på den socialpædagogiske faglighed – og laver alt fra debatkonkurrencer til at skrive læserbreve.

– Jeg blev helt høj af det. Det er sådan en uddannelse, hvor man kommer dødtræt hjem og samtidig er fuld af energi, siger hun.

Den fagpolitiske uddannelse skærpede Sarah Baagøe Petersens faglige identitet.

– Nu ved jeg, at jeg også er socialpædagog indeni, siger hun.

Samtidig fylder det at være homoseksuel på en anden måde.

– Da jeg var yngre, var det nok en mere vigtig del af min identitet. Sådan er det, når du hele tiden skal springe ud og igen og igen sige: ’Nej, min kæreste er ikke en han. Det er en hun.’ Det skal jeg sådan set stadig, men nu er det mere en biting. Til gengæld kommer min faglige identitet til at fylde mere og mere. Min kæreste siger i hvert fald tit: ’Åh, skal du nu også være socialpædagog herhjemme?’ Og selve det at mit fag fylder mere i min identitet, giver mig også større lyst til aktivisme: Jeg vil gerne være med til at udvikle faget og løfte vilkårene op på et højere niveau, siger Sarah Baagøe Petersen.

Og ligesom hendes fars modstand i sin tid var med til at vække hendes aktivisme i LGBT-bevægelsen, får hendes engagement i fagbevægelsen nu næring af den modstand, hun oplever, når der fx er besparelser på vej.

– Jeg er ikke god til at sidde på hænderne, hvis jeg synes, at noget er uretfærdigt.

Stikker fingeren i jorden
Som LGBT- og mangfoldighedsaktivist har Sarah Baagøe Petersen oplevet meget, der er lykkedes.
Fra små ting som et enkelt vellykket foredrag til de større glæder, som når Odense Byråd vælger at donere 200.000 kr. til mangfoldighedsfesten – og til de største sejre som fx da Folketinget i 2012 vedtog loven om kønsneutrale ægteskaber.

Når det gælder arbejdet i fagbevægelsen, håber hun også på succeser. Men hun har samtidig en ydmyg tilgang:

– Nu skal jeg først og fremmest lige finde ud af, hvad det hele går ud på. Det at være kredsbestyrelsesmedlem er jo en helt ny verden for mig, og jeg har stor respekt for dem, der har været i gang i mange år. Men det er min drøm, at jeg selv er med til at gøre en forskel i to retninger: At vi får et bedre arbejdsmiljø, og at vi om nogle år kan sidde til en kredsgeneralforsamling og kigge på rigtig mange deltagere. Mange flere end de 100, max 200, der plejer at dukke op. Og at jeg vil kunne se, at mange af dem er yngre end mig. Og så vil jeg aldrig kunne tænke, at det er min fortjeneste – men at det er noget, vi har opnået i fællesskab, siger hun.

Tifold tilbage
Præcis hvad der skal til for at engagere flere socialpædagoger, ved Sarah Baagøe Petersen ikke.

– Det er ikke sådan, at jeg allerede har de vises sten. Jeg vil gerne være undersøgende og fx spørge de unge selv. Hvad skal der til, for at de vil være med? Men jeg tror i hvert fald, det handler om at give mulighed for, at man kan engagere sig på mange forskellige måder, siger hun.

Når Sarah Baagøe Petersen tænker tilbage, var det ikke særlig sjovt at være en stille pige, der skilte sig ud fra mængden. Dengang ville hun bare gerne have været som alle andre.

– Men selvfølgelig har det været en vigtig faktor for mig, at jeg var nødt til at lære at stå ved mig selv. Gennem LGBT-aktivismen har jeg lært at have mod til at turde. Jeg har lært at handle og oplevet, at du kan rykke noget ved fx at lave lobbyarbejde eller gå i medierne. Og jeg har lært, at det du selv giver ud i frivilligt arbejde, kan du få tifold tilbage i form af meningsfuldhed og fællesskab.