Nu elsker Ida sig selv

I dag cykler Ida rundt selv – sammen med personalet, men på sin egen cykel. Hun klarer store dele af den personlige hygiejne, der er forbundet med hendes stomi - og hun stråler af selvtillid over alt det, hun nu kan selv.

Men sådan har det langt fra altid været. Idas liv har, fra da hun var barn, været præget af massive tarmproblemer. Hun har været indlagt utallige gange, og hendes tilstand blev forværret op gennem teenageårene, hvor hun var i permanent medicinsk behandling. Hendes hverdag var derfor præget af ubehag, utryghed, konflikter og uværdige situationer.

I 2005 skulle Ida som 19-årig gennemgå en stomioperation. Men hvordan forklarer man sådan en operation til en ung pige, som har infantil autisme og en udviklingsalder på to-fire år - og som tidligere har været båret og forflyttet meget i seler, hvor magtanvendelser ikke har været sjældne?

Det blev til en proces, der varede et halvt år, husker socialpædagog Kirsten Frandsen, der dengang havde kendt Ida i et halvt års tid, siden hun som 18-årig flyttede ind på Mejsevej - en del af Boenheden Nattergalevej i Skive. En proces, hvor Kirsten Frandsen bl.a. tog syge tøjdyr, ambulancer og stomiposer med vand i brug, når hun legede operation med Ida Larsen.

Grænseoverskridende oplevelse
Men én ting er at lege operation. Noget andet er den rigtige operation, og det var en barsk omgang for Ida. Det var svært at forklare forløbet rigtigt for den unge kvinde, der måtte sættes tre fra personalet på for at håndtere hende til selve operationen - og efterfølgende krævede indgrebet en meget lang tilvænning.

– Der er ingen tvivl om, at det var meget grænseoverskridende for Ida, konstaterer Kirsten Frandsen.

I årene efter operationen slog utrygheden ud i lys lue både i forbindelse med skift og selv meget små nye tiltag. Især om morgenen ville Ida ofte slet ikke ud af sengen, og den daglige pleje, der er påkrævet efter et stomiindgreb, var et tilbagevendende problem.

Ofte slog og skubbede Ida til den pædagog, der var ved at hjælpe hende med at skifte stomiposen og den plade, den sidder på. Også ved sygehus-og lægebesøg reagerede hun med utryghed og ville ikke lade sig undersøge – hvis hun overhovedet ville med på køreturen til lægen.

En særlig indsats
Så da Ida igen i 2016 skulle undersøges og i narkose igen, var det derfor åbenlyst, at der denne gang skulle gøres en særlig indsats for at få sikre et bedre forløb. Og allerede til forundersøgelsen – hvor Ida ellers havde nægtet at samarbejde med lægerne – fik socialpædagogerne en hjælpende hånd fra en narkoselæge, fortæller socialpædagog Birgitte Klæmmensen:

– Lægen fornemmede hurtigt, at der skulle noget lidt anderledes til. Hun gav Ida en narkosemaske med hjem, så hun sammen med os kunne lege med den i de tre uger op til operationen. Og vi sørgede for at tage billeder og film af omgivelserne på hospitalet, så vi kunne arbejde visuelt og auditivt med at forberede hende på det, der skulle ske, siger hun.

Legede operation med Ida
I boenheden blev der arbejdet med tegninger og fortællinger: Alle Idas bamser, pædagogerne og hende selv prøvede narkosemasken på ’operationsstuen’ hjemme hos hende selv.

Og Birgitte Klæmmensen, der skulle med til operationen, opbyggede en fast og klar struktur for dagene omkring selve operationen og brugte de samme ord og sætninger igen og igen, så Ida var helt sikker på, hvad der skulle ske.

Resultatet af indsatsen var ikke til at tage fejl af: Ida var rolig og tryg og samarbejdede i dagene op til og under selve operationen med fagpersonerne omkring hende.

– Efter operationen vågnede Ida op var så lettet og så glad, og i tiden efter gik hun glad til kontrolbesøgene på hospitalet. Og det er varet ved – hun er i det hele taget blomstret op, fortæller Birgitte Klæmmensen, som suppleres af kollegaen Kirsten Frandsen.

– Hun har fået et kæmpe boost af at komme sig over sin skræk for hospitalet og selve operationen, der har gjort det muligt for hende at tage et stort spring fremad, siger hun.

Giver mere overskud
Ida Larsens nye livsmod og styrkede selvtillid har gjort det muligt for de to socialpædagoger og deres kolleger at øge Idas selvværd og selvstændighed - bl.a. ved at lade hende selv varetage store dele af den personlige pleje selv.

– Vi satte fokus på hendes udvikling og greb den mulighed, det var, at hun selv var så motiveret. Nu skifter hun ofte selv stomiposen, og hun kan selv skifte sin ble. Og det giver jo øget overskud, når man er så selvhjulpen, konstaterer Kirsten Frandsen og peger på, at indsatsen ligger fint i forlængelse af tankerne og det nye mindset i den habiliterende organisation, som Skive Kommune har søsat.

Kan nu sige til i tide
Men hvordan kan det være, at udviklingen for Ida Larsen sker netop nu? For der har jo hele tiden været fast struktur omkring hende, og der har hele tiden været en indsats, der havde fokus på det niveau, hun udviklingsmæssigt er på.

Birgitte Klæmmensen og Kirsten Frandsen peger på, at den store forskel netop har været det intense forløb op til operationen, hvor tingene nærmest blev ’overindlært’ på en både meget struktureret og legende måde - og hvor Ida Larsen selv var meget motiveret.

Og da dagene omkring operationen – ikke mindst set fra Ida Larsens perspektiv – gik godt, har det givet hende det ekstra skub. De har i hvert fald kunnet konstatere, at hun i tiden efter indlæggelsen har taget nogle store spring.

Ud over det personlige ejerskab, hun tager for sin personlige hygiejne, har Ida Larsen også udviklet sit sprog. Det er blevet mere nuanceret og er gået fra enkeltord til hele sætninger, hvilket åbner op for nye muligheder.

– Nu kan hun oftere sige til i tide, hvor hun før først sagde fra med et skrig, når filmen var knækket. Det er noget, vi har arbejdet med intensivt over flere år, og nu er vi der, hvor hun retter sig selv. Det afspejler en selvbevidsthed, som igen er med til at styrke hendes tillid til omverdenen, siger Kristen Frandsen.

Selvtilliden er på plads
Men jo, der er stadig dage, hvor tingene vælter, fortæller de to kolleger.

– Men Ida er lettere at få tilbage på sporet nu – det ødelægger ikke hele dagen, hvis noget er galt. Hendes selvtillid har gjort hende mere fleksibel, siger Kirsten Frandsen.

Der skal også fortsat tænkes i, at Ida Larsen er afhængig af tryghedspersoner, og der skal ’samles op’ efter ferierne. Men den grundlæggende selvtillid er ikke til at tage fejl af. Hverken når Ida Larsen selv hiver plasteret af efter blodprøven på et kontrolbesøg på hospitalet – det var ellers altid Birgitte Klæmmensen, der skulle gøre det – eller når hun nu kaster sig ud i at køre på sin nye trehjulede cykel sammen med personalet.

– Hun har før kørt Tour de Bornholm på en tandem – men derfra så til selv at kunne cykle… Hun har fået så meget selvtillid og tro på sig selv, konstaterer Birgitte Klæmmensen – og citerer Ida Larsen for et nyligt glædesudbrud:

’Jeg er glad for mig selv! Jeg elsker mig selv!’