Ny regnemaskine ommøblerer dit arbejdsliv

Velkommen til et tankeeksperiment.

Forestil dig, at du arbejder på et herberg og møder en hjemløs midaldrende mand med et misbrug og paranoid skizofreni, som ikke har kontakt til sine fem børn. Forestil dig, at du arbejder på en sikret ungdomsinstitution og møder en vred og voldelig ung pige med ADHD og utallige afbrudte anbringelser bag sig efter en kaotisk barndom.

Eller forestil dig, at du arbejder som støtteperson for en dreng med autistiske træk, som nægter at forsøge at starte på en uddannelse på grund af massiv mobning på tidligere uddannelser.

Sådan ser hverdagen – sat på spidsen – ud for mange socialpædagoger, når de møder en ny borger og skal starte et nyt forløb op. Og det er en kolossal opgave at skabe forudsætningerne for forandringer i så udsatte menneskers liv.

Men prøv så at forestille dig, at du i stedet for kunne møde disse mennesker 10 eller måske 20 år tidligere. Gribe den midaldrende mand, når livet ramler og forebygge, at fem børn mister deres far. Sikre den lille pige stabile rammer i en langvarig anbringelse udenfor hjemmet allerede før, hun bliver tidligt skadet. Træne sociale færdigheder med drengen med autistiske træk fra barnsben. Og fortsat støtte ham i at mestre skolegang og skabelsen af sociale netværk.

Nye regnemaskiner til alle
Det sidste tankeeksperiment er visionen om fremtidens socialpolitik for de to socialdemokratiske folketingspolitikere Ane Halsboe-Jørgensen og Pernille Rosenkrantz-Theil.

De vil ommøblere socialpolitikken totalt og sætte forebyggelse af sociale problemer højt på dagsordenen. Og vise, at sociale investeringer – og offentligt ansatte – ikke er en udgift, men at de faktisk ikke alene skaber menneskelig værdi, men også økonomisk værdi.

Metoden er at justere regnemaskinerne i Finansministeriet og i alle kommunekontorer, så budgetterne også viser effekten af sociale indsatser. Og redskabet er: SØM-modellen. SØM, eller Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, er en avanceret regneformel udviklet for Socialstyrelsen for at beregne de økonomiske konsekvenser af sociale indsatser.

– Det er et redskab til at vise, at vores velfærdssamfund er den rigtige måde at opbygge et samfund på. Vi har et samfund, hvor vi giver uddannelse til alle og samtidig støtter og griber alle, der har brug for det. Og SØM viser, at det ikke bare er en rigtig fornuftig idé rent menneskeligt, men også økonomisk, fortæller Ane Halsboe-Jørgensen.

Regnemaskiner ser ikke værdi
Socialpædagoger kender godt værdien af deres arbejde, forklarer hun. Men det gør regnemaskinerne i kommunerne og finansministeriet ikke.

– Så for fremtiden vil vi gerne, at værdien af en social indsats er anerkendt og regnet med i budgetterne. Det vil betyde, at vi kan sætte tidligere ind og investere i forebyggelse og i sidste ende skabe bedre liv for færre penge, siger hun.

Sagt med andre ord kan man altså med SØM vise de økonomiske gevinster ved, at en social indsats kan ændre livet for et menneske – og samfundet dermed kan spare millioner til fx overførselsindkomster, sundhedsudgifter eller afsoning i fængsel.

– For når politikerne sidder med et budget nu, kan de uforvarende komme til at spare på noget, som på regnearket ser ud til at være en besparelse, men som om et par år har vokset sig meget større og bliver endnu dyrere og sværere at rette op på. Det svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

De to politikere mener, at indførslen af SØM vil få en kæmpe betydning for socialpædagoger og andre velfærdsmedarbejderes arbejdsliv. I dag oplever de begge, at mange offentligt ansatte er frustrerede over manglende ressourcer til at give den nødvendige sociale indsats – og at problemerne kun vokser sig større i mellemtiden.

Det skal der laves om på, forklarer Ane Halsboe-Jørgensen.

– Værdien af socialpædagogers arbejde vil med SØM-modellen blive anerkendt som en investering og ikke en udgift, siger hun.

Gevinsten tæller med
Lad os tage et konkret eksempel hentet fra Socialstyrelsen, som har lavet en samling beregninger af, hvordan SØM kan anvendes med afsæt i faktiske sociale indsatser.

I Aarhus ligger SORAS, der på årsbasis yder bostøtte og samværstilbud til omkring 360 voksne med autismespektrumforstyrrelser i egen bolig. Putter man SORAS og de mange ansatte socialpædagoger ned i SØM-regnemodellen, kan man sætte kroner og ører på den økonomiske gevinst for samfundet. Eller udgift.

For modellen viser, at prisen for SORAS samlet set er knap 10 mio. kr. om året, mens de positive økonomiske effekter kan gøres op til knap seks mio. kr. Dermed er den reelle udgift kun fire mio. kr. - og ikke ti mio. kr.

SØM-beregningen viser med andre ord, at den socialpædagogiske støtte sparer samfundet for seks mio. kr.

Og det er helt sådan, det skal være, mener de to politikere.

– Der vil være nogle sociale indsatser, som ikke giver overskud, men som måske bare tjener en tiendedel af omkostningen hjem. Og det er fint. Det er det samme med topskattelettelser. Det giver heller ikke overskud i statskassen. Men det har en positiv effekt på samfundsøkonomien, som vi regner med, når vi laver finanslov – og dermed bliver topskattelettelsen billigere i budgetterne. Og det er bare det samme, vi skal gøre med sociale indsatser, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun understreger, at der selvfølgelig altid også skal være en social indsats til eksempelvis mennesker med store fysiske handicap, som aldrig kommer i nærheden af at være en overskudsforretning.

Ligestilling med topskattelettelser
Derfor er netop SORAS et godt eksempel på, hvad de vil med socialpolitikken, lyder det fra de to politikere. For SØM i sig selv er kun et redskab til at skabe klarhed over økonomien – og ligestille eksempelvis topskattelettelserne med sociale indsatser.

– Sådan som vi regner i dag, ser det ud til, at man ved at spare SORAS væk ville få 10 mio. kr. mere i pengekassen. Men SØM viser, at sådan er det ikke. For uden indsatsen ville der komme mange afledte udgifter oven i som fx overførselsindkomster og flere sociale serviceydelser, fordi borgerne ville blive dårligere, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at det handler om at give et retvisende billede af den offentlige økonomi.

- Hvad er mest retvisende, når vi kigger på SORAS? Det er da ikke, at det koster 10 mio. kr. Det mest retvisende billede er de fire mio. kr., slår hun fast og understreger, at det jo derefter stadig er en politisk prioritering, om der skal bruges fire mio. kr. på bostøtte til mennesker med autisme - eller på vejbump.

Dilemmaer ved økonomisk logik
På SORAS i Aarhus er afdelingsleder Lotte Engelbrecht Larsen umiddelbart begejstret for SØM-beregningerne af den sociale indsats, de yder på SORAS. Hun finder det positivt med fokus på indsatsens afledte effekter og forebyggelse.

– Det gør det tydeligt, at en stærk indsats oftest kan svare sig, og at det kan betale sig at investere i forebyggelse. Får borgerne den rette hjælp i tide, bliver mange selvhjulpne langt hen ad vejen, siger hun og understreger, at autisme er et livslangt handicap, og at nogle vil have et fortsat behov for støtte gennem hele livet.

Der er dog nogle dilemmaer forbundet med at lade en økonomisk logik blive dominerende, peger lederen på.

– Man foregøgler sig noget, hvis man tror, at det ikke i forvejen handler om penge. For der er allerede sat et prisskilt på vores borgere, og SØM vil sådan set bare gøre det mere gennemsigtigt. Men nytteetikken kan komme til at fylde så meget, at vi kun går op i, om det kan betale sig. Jeg mener, det skal balanceres med, at det enkelte menneske er noget værd og har behov for og ret til en fagligt funderet indsats, siger Lotte Engelbrecht Larsen.

Ingen ny spændetrøje
Kommer Socialdemokratiet i regering efter næste valg, vil SØM-regnemodellen blive brugt i både Finansministeriet og i kommunerne. Men de to kvinder mener ikke, at man skal frygte, at SØM bliver en ny ideologisk spændetrøje, der trumfer velfærdsmedarbejdernes faglighed. For her spiller den nye regnemodel godt sammen med Socialdemokratiets bebudede tillidsreform:

– Vi skal have tilliden tilbage til fagfolkene og det faglige skøn. Jeg har ikke som politiker behov for at vide, om man gennemfører kognitiv adfærdsterapi eller har en anden metodisk tilgang i arbejdet med en alkoholiker. Man skal gøre det, som fagpersoner vurderer, er bedst. Det skal hverken politikere eller økonomimodeller blande sig i. Og vi har heller ikke behov for at kende metoden for at kunne regne på det, siger Pernille Rosenkrantz-Theil og tilføjer:

– Men er der store afvigelser fra budgettet, og det viser sig, at indsatserne gør borgerne dårligere, så skal vi selvfølgelig følge op.

Er job altid målet?
I SØM-modellen fylder beskæftigelse meget som et mål for sociale indsatser – også i beregningerne af SORAS. Og det er dilemmafyldt, mener Lotte Engelbrecht Larsen fra SORAS. For risikerer man så at skulle få x antal personer i arbejde for at kunne argumentere for værdien af indsatsen?

– Vi skal have flere succeskriterier end beskæftigelse – og hos os er livsmestring ambitionen. Og livsmestring er mange ting – ikke kun uddannelse og arbejde. Det handler også om at være så selvbestemmende og autonom som muligt. Vores arbejde tager udgangspunkt i borgernes håb og drømme, siger hun.

Men hendes frygt er ubegrundet, mener politikerne.

– Vi skal ikke vurdere fra Christiansborg, om livskvaliteten stiger med det ene eller andet tilbud. Det er jo det, vi har fagfolk til. Beskæftigelse er ofte et effektmål i SØM, fordi det har store økonomiske konsekvenser. Og det kan være interessant i økonomiforvaltningen. Men i socialforvaltningen og for fagfolkene er det interessante jo, om borgerne har fået det liv og den service, som vi politisk har besluttet os for, at man som dansker har ret til, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.