Der er ingen nemme svar

Hvad gør man, hvis den aktive unge mand på botilbuddet, der har dyrket motocross og har elsket at være ude, pludselig begynder kun at ville hænge foran sin nye computer? Og han bliver mere og mere inaktiv, blegere og sløvere – og får problemer med sin vægt og sundhed? 

Skal man indføre forbud og restriktioner, eller skal han have lov til at gøre som tusindvis af andre teenagere på hans alder og bare spille igennem? Skal man give den som mor og far, der opstiller regler for skærmtid osv., eller handler det først og fremmest om at respektere den unge mands egne valg? Og hvordan finder man balancen mellem de to ting: Respekt for hans selvbestemmelse – og pligten til at vise omsorg for hans fysiske og mentale sundhed?  

Det er dilemmaer som disse, der er på bordet, når medlemmer af Socialpædagogernes etiske udvalg tager ud for at undervise på pædagoguddannelsen. En af underviserne er Jane Gejl. Hun arbejder selv som socialpædagog på Skovbjergparken i Ikast – et bo- og aktivitetstilbud til mennesker med autismespektrumforstyrrelser – og hun bruger flittigt sin egen praksis i undervisningen.

For hendes vedkommende startede undervisningen på pædagoguddannelsen, da et samarbejde mellem Socialpædagogernes Kreds Midt- og Vestjylland og en række uddannelsessteder satte gang i et projekt, der skulle bringe Socialpædagogernes etiske værdigrundlag i spil på uddannelsen. Det handlede om at sætte fokus på, hvordan værdi-grund-laget kan bruges i praksis, og kredsen ville gerne bruge Jane Gejl til opgaven som repræsentant for Socialpædagogernes etiske udvalg.

På uddannelsens første del, før specialiseringsvalget, sker undervisningen i samarbejde med BUPL, og undervisningen er foreløbig kommet på skinner i Ikast, mens der arbejdes på at lave lignende forløb på pædagoguddannelserne i Viborg og Holstebro. 

Vores faglige grundlag

Ifølge Jane Gejl er det både en fordel for forbundet at få vist fanen over for de studerende – og en kæmpe fordel for de studerende at få etikken ind med den pædagogiske modermælk på uddannelsen.

– Jeg formulerer Socialpædagogernes – og mine – indspark som en del af deres pædagogiske praksisdannelse. Det er afgørende at få en viden om og en forståelse for vores professions etiske værdi-grund-lag ind så tidligt på uddannelsen som muligt. For på den måde kan man som studerende forstå, hvad det er for et grundlag, vi som faggruppe står for udadtil, og hvilke standarder vi indadtil kan og skal holde hinanden op på, siger Jane Gejl.

Og det er på tide, at de studerende får præsenteret den etiske dimension tidligt i deres uddannelse, mener hun:  

– Det fik vi ikke i min generation – og vel heller ikke i den efter os. Vi blev i hvert fald ikke så tidligt og systematisk præsenteret for de etiske overvejelser og hvilken betydning, de har i forhold til udøvelsen af faget. Det er en central del af hverdagen i den pædagogiske praksis at kunne håndtere de mange etiske dilemmaer og udfordringer, der konstant møder os, lyder det fra Jane Gejl, som mener, at det at lære af sine fejl er helt centralt for socialpædagogers faglighed.

– Gennem fælles refleksion og diskussion med hinanden skal vi kunne begrunde og forklare vores handlinger i forhold til de etiske værdier.  Vi laver fejl på vejen – det kan ikke undgås – men de fejl, vi laver, skal vi lære af, så vi hele tiden kigger på vores egen praksis med et blik for, om vi kan gøre det her bedre. Det er centralt for vores faglighed, siger hun.

Dilemmaer fra fagbladet

Som en illustration af, at der ofte – eller som regel – er mindst to sider af en sag, bruger hun i undervisningen nogle af de dilemmaer, der har været diskuteret i artikler og efterfølgende debatter her i fagbladet. Det gælder fx sagen om de låste døre på Sølund, der blev behandlet i et tema, der beskrev, hvad der kan ske, når ‘reglerne møder virkeligheden’ (Socialpædagogen nr. 4/2018). 

Og det gælder ikke mindst den til tider ophidsede diskussion, der blev rejst i fagbladet for nogle år siden af en profileret forstander for et ungdomstilbud i Hvidovre. Han erkendte, at det stred mod reglerne, men forsvarede alligevel brugen af magtanvendelse til fx tilbageholdelse af en ung, der har et alvorligt misbrug, ud fra den betragtning, at det sker med den unges bedste i tankerne. 

Over for forstanderen stod en fremtrædende psykolog, der fordømte brugen af magt og kaldte tilbuddets tilgang for overgreb.

– Her kunne man virkelig diskutere etik ud fra meget konkret praksis. Og det var lærerigt for de studerende at se, at her var to anerkendte fagfolk, der begge ville de unge det bedste, men var dybt uenige om, hvordan de skulle nå dertil. De var netop uenige om, hvad etikken betyder, og hvad den byder dem at gøre. Det viste så tydeligt det, der også kommer til udtryk i mange andre sammenhænge: At man på ene side har loven, som forstanderen jo var på det rene med, at han var på kollisionskurs med, og på den anden side har man en omsorgspligt over for en ung med misbrugsproblemer eller en borger, der har en udviklingsalder, der slet ikke hænger sammen med den måde, han eller hun bliver betragtet på i lovmæssig sammenhæng. Og det clash – det kommer bag på og udfordrer de studerende, fortæller Jane Gejl.

Hvor langt vil vi gå?

Og så henviser hun til det dilemma, der er beskrevet i indledningen på denne artikel: Den unge mand, der går fra at være en fysisk aktiv teenager til at være en, der hænger ud foran sin computer og bliver mere og mere bleg og overvægtig. Det er et konkret eksempel, som en studerende kom tilbage med fra sin praktik.

– Den studerende kunne ikke forstå, at man ikke kunne eller ville stille flere krav og sætte flere regler op for ham. Hun spurgte: Hvad ville man gøre som forældre? Og det er jo essensen. For hvor meget ansvar vil og skal vi tage som socialpædagoger? Hvor langt skal vi gå, når vi nu skal skabe det gode liv for andre? De spørgsmål giver nogle gode diskussioner med de studerende, siger Jane Gejl. 

Det handler om at turde røre ved sin egen berøringsangst og om at turde diskutere den forråelse, der lurer, hvis man ikke kan og vil det.

Men forråelses-dimensionen handler ikke bare om den pædagogfaglige etik – det hænger også tæt sammen med de arbejdsvilkår, man som socialpædagog arbejder under, og de ressourcemæssige rammer, man skal agere i.

– Lad os sige, at du er hjemme hos en borger, der bor for sig selv og har det dårligt: Der er rod i hans liv, han har det fysisk dårligt – og han har tydeligvis brug for mere tid med dig, end du egentlig har i skemaet. Derfor kontakter du din leder. Men herfra er svaret, at du ikke kan blive længere, fordi der er andre borgere, der venter. Hvad gør du så? Hvad gør du dér – menneske til menneske? Den dimension kan man ikke tage ud af vores fag – og så kan politikerne godt sige, at de tager ansvaret for serviceniveauet. Det løser bare ikke det problem, man står med lige dér, siger Jane Gejl.

En katalysator

Og her er det så, at det etiske værdigrundlag og de mange kroge, det kaster ud i det uudgrundelige farvand, der hedder pædagogisk praksis, kommer til sin ret, mener hun.

– Det kan virke som en katalysator for at holde gang i diskussionen om, hvad det er for en fagprofession, vi står for. Det etiske værdigrundlag er direkte anvendeligt som en oversættelse – en måde at spejle, forstå og tale om den komplicerede praksis, vi har gang i hver dag. Den debat kan holde os oppe på dupperne, og det kræver kontinuerlig opmærksomhed, understreger Jane Gejl. 

Og det duer ikke at tro, at det med etikken bare er noget, man lige skal læse en enkelt gang, og så sidder den der:

– Jeg oplevede på et tidspunkt en studerende, der forlod undervisningen med ordene, at ‘det med etik, det havde hun styr på, for hun havde lige afleveret en opgave om det’. Det er jo helt galt. For sandheden er, at vi aldrig bliver færdige med at diskutere og reflektere over etikken i fagligheden – den udvikles og skærpes gennem hele vores arbejdsliv, siger Jane Gejl.