Bygger bro til hverdagen

Det er ikke let for et skolebarn at være indlagt på en psykiatrisk afdeling og samtidig bevare kontakten til et normalt hverdagsliv med skole, fritidsinteresser og venner. Og for forældrene til det indlagte barn kan det være svært at vide, hvordan de bedst håndterer overgangen til hverdagen, når barnet udskrives.

Det er baggrunden for, at man på Region Midtjyllands Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov lige nu afprøver effekten af et tværfagligt udgående team, TUT.

Teamet, der tæller en speciallæge, en specialpsykolog, en socialrådgiver, en socialpædagog og en sekretær, arbejder sammen omkring barnet både før, under og efter indlæggelsen.

– Det handler om at sikre, at barnet i forbindelse med sygdom og indlæggelse bevarer tilknytningen til hjemmemiljøet og hurtigere kommer tilbage til et normalt liv. Den tværfaglige sammensætning af teamet betyder, at vi hurtigt kan danne os et overblik over, hvilke indsatser der skal indgå i behandlingen. På den måde kan vi fra starten af indlæggelsen tage kontakt til alle de relevante personer omkring barnet. Det kan være i skolen, PPR, fritidsklubben eller socialforvaltningen, fortæller Dorthe Kristoffersen, som er socialpædagog i TUT.

Indsatserne dækker både familieterapeutisk hjælp, udredning i hjemmet, vejledning til barnets familie, skolen eller måske barnets fritidstilbud – og de nødvendige samarbejdsmøder med socialforvaltning, skole, PPR og andre professionelle ressourcepersoner omkring barnet.

Gør livet lettere for familierne

Projektet er finansieret af satspuljen og gennemføres i perioden fra 2015-2018. Men allerede i maj udgav Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center en rapport med de foreløbige resultater. Her kan man læse, at varigheden af indlæggelser er blevet reduceret med næsten en tredjedel for de børn, der har været indlagt på -Skolebørns Afsnit C, siden projektet startede. Projektet frigiver på den måde plads til, at andre børn kan indlægges.

Og så har det tværfaglige team på mange måder gjort livet lettere for mange af de berørte familier, vurderer teamets socialrådgiver, Anette Fosgerau.

– De børn, der kommer hos os, er dem, der har det allervanskeligst. De er mellem syv og 14 år og har blandede problemstillinger med fx autisme, ADHD, OCD, angst og indlæringsvanskeligheder – og de har ofte været isoleret længe uden legekammerater, skolegang og fritidsaktiviteter. Og det, vi gør, er at bygge bro til den hverdag, de skal være en del af igen efter indlæggelsen, siger hun.

Vi gør det, der virker

Noget af det, der er unikt ved teamet, er, at de rent fysisk kan tage ud i barnets miljø. For der er stor forskel på at sidde på et hospital og forklare forældrene, hvad de skal gøre – og så det at komme ud i hjemmet og vise det.

Og for socialpædagog Dorthe Kristoffersen starter det gode forløb allerede under indlæggelsen, hvor hun hilser på barnet og forældrene og deltager i de relevante koordinerende møder omkring barnet.

– Fordi jeg kender barnet fra indlæggelsen, kan jeg lettere finde frem til, hvad der fungerer for barnet. Det kan være et barn med autisme, som har det svært med overgange eller har brug for særlige regler omkring dagsplaner eller måltider. Og det, vi kan se fungerer for barnet, kan jeg så være med til at implementere hjemme hos barnets familie, fortæller hun.

Dorthe Kristoffersen arbejder bl.a. med mentaliseringsbaseret terapi, hvor hun anvender videooptagelser i vejledningen af familien – altid med afsæt i familiens behov og ønsker.

– Så filmer jeg fx et typisk måltid hos familien, for det er mange gange i de situationer, der kan opstå konflikter. Det kan være, at der er tale om et barn med autisme, som har det svært, når hele familien er samlet omkring måltidet. Og så bruger vi videoklippene til at snakke om, hvad der sker i den konkrete situation.

På den måde støtter Dorthe Kristoffersen familien i at udvikle strategier og metoder for, hvordan en situation som måltidet bliver en god oplevelse for alle.

– Det kan være, barnet skal have lov til at sidde med en bog indtil resten af familien er færdige. Det kan være, familien skal vælge et fælles samtaletema under måltidet eller måske handler det om at have klare rammer for, hvor længe barnet forventes at blive siddende ved bordet – fx ved anvendelse af Time Timer. Jeg tager afsæt i samtaler med forældrene og den viden, jeg har om barnet fra indlæggelsen, og bygger videre på succesoplevelserne hjemme hos familien.

Plads til dumme spørgsmål

Ifølge den foreløbige evaluering af projektet, har mange forældre til indlagte børn haft positive erfaringer med den tværfaglige indsats. I rapporten giver en række forældre udtryk for, hvad de finder særligt brugbart. Det er bl.a. søskendeinddragelse og hjemmebesøg, individuel rådgivning og konkret vejledning – og at teamet fortalte andet fagpersonale, hvad barnet har brug for.

– Der er ingen tvivl om, at det for mange forældre er meget bedre at sidde i deres hjem end på et børnepsykiatrisk kontor. I hjemmet føler de sig trygge, de kender rammerne – og de har modet til også at stille spørgsmål om alt det, de er i tvivl om. At få vejledning i hjemmet gør det også lettere for forældrene at overføre viden om deres barn og erfaringer fra indlæggelsen, siger Dorthe Kristoffersen.

Hun oplever også, at andre i barnets netværk, har glæde af indsatsen.

– Jeg går fx også ud på skolen og fortæller lærerne og klassen, hvad det er for en situation og diagnose, det handler om – og hvilke udfordringer, de måske vil møde, når den indlagte klassekammerat kommer tilbage. Det kan også være, at jeg snakker med andre pårørende som fx bedsteforældre eller måske fodboldtræneren eller spejderføreren, så de bliver klædt bedre på til at håndtere barnet på en god måde, når han eller hun bliver udskrevet.

Projektperioden udløber ved årsskiftet, men der arbejdes på at sikre, at så meget som muligt fra det eksisterende projekt bliver videreført også fremadrettet.