Vi gør sårbare børn til kriminelle børn

– Der findes desværre eksempler på børn helt ned til 10 år, som begår grove overfald eller voldtægter. Disse børn har ligesom en ung på 13 eller 16 år brug for en fast og omsorgsfuld hånd, der viser dem vejen til en kriminalitetsfri tilværelse. Og det vil vi give dem.

Sådan skrev justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i et debatindlæg på Altinget tidligere på sommeren i forbindelse med, at regeringen sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti var blevet enige om en aftale om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet.

Med den aftale skulle det stå klart, at kriminel adfærd er uacceptabelt og har konsekvenser, forsikrede ministeren. Og med de ord præsenterede han og de øvrige aftaleparter 24 initiativer til at bekæmpe ungdomskriminaliteten i Danmark.

Blandt de 24 initiativer er bl.a. etableringen af et ungdomskriminalitetsnævn, hvor børn ned til 10 år kan stilles for en dommer. Nævnet kan fastsætte en opdragende og genoprettende ‘straksreaktion’ og et ‘forbedringsforløb’ for unge, der begår alvorlig kriminalitet.

Desuden skal socialpædagoger og andre medarbejdere have mulighed for øget magtanvendelse rundt om på de sikrede og delvist lukkede døgninstitutioner. Herunder obligatorisk videoovervågning af alle indendørs fællesarealer døgnet rundt og døralarmer på værelserne. På de sikrede institutioner bliver der desuden udvidet adgang til kropsvisitation før og efter besøg, og når børnene og de unge vender tilbage til institutionen.

Som et fængsel

Institutionerne kommer til at ligne fængsler, lød kritikken fra tidligere fængselsinspektør Bodil Philip.

– De sikrede afdelinger får så mange beføjelser, at jeg, som har været fængselsinspektør på et lukket fængsel, som havde de unge 15-17 årige, har svært ved at se de helt store forskelle, sagde hun i DR-programmet Deadline, da aftalen blev præsenteret.

– Vi vil se unge drenge, der skal fuldstændig afklædes foran en medarbejder, når de har været på besøg og kommer tilbage. Det vil de opleve som dybt krænkende, det er der ingen tvivl om.

Den vurdering er Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen, enig i. Socialpædagogerne har kritiseret, at det politiske udspil har større fokus på indsatser efter kriminalitet og ballade end forebyggende indsatser før. Det er desuden dybt bekymrende, at politikerne går fra at se de udsatte børn og unge som nogen, der skal have hjælp, til at opfatte dem som kriminelle.

– Man går væk fra sociale indsatser, der tager udgangspunkt i barnets behov, til et retsligt system, der straffer og tager udgangspunkt i at sikre retfærdighed, siger Verne Pedersen.

Det undrer særligt Verne Pedersen, at partierne vælger at gå den vej, efter at ungdomskriminaliteten ifølge Det Kriminalpræventive Råd er mere end halveret fra 2006 til 2015. 

– Vi ved, at forebyggende sociale indsatser virker. Den viden kaster man sådan set bort med den her politiske aftale og skruer i stedet bissen på. Det er meget skræmmende. For børn, der ryger ud i kriminalitet i 10-års alderen, er jo børn, der ikke er blevet passet ordentligt på, og som ikke har lært, hvordan man opfører sig. Det kan vi ikke straffe dem for. De har brug for sociale indsatser og for at komme ind i sunde fællesskaber, siger hun.

Ødelægger pædagogikken

Konsekvensen ved i stedet at stemple dem som kriminelle er, at de bliver endnu mere kriminelle, mener Bodil Philip.

– Desuden kan det her ødelægge rigtig meget socialpædagogisk arbejde. For kropsvisitering og overvågning er voldsomt. De fleste vil opleve det som meget grænseoverskridende. De mister den tillid til os, som, vi ellers ved, er helt afgørende for indsatsen hele forløbet igennem, siger hun.

Søren Skjødt, der er forstander på behandlingsinstitutionen Godhavn og formand for Foreningen af Døgn- og Dagtilbud, FADD, er enig i, at man spænder ben for den socialfaglige indsats ved at sætte hårdt mod hårdt over for de udsatte børn og unge. FADD har foreslået, at man i enkeltstående tilfælde kan ansøge om at bruge døralarmer, men ikke som en generel foranstaltning på institutionerne.

– Det bringer ikke de unge væk fra kriminaliteten og i retning af de voksne, som ellers er det, det hele handler om. Det gælder jo om at få så mange påvirkningsflader som overhovedet muligt, siger han.

Ud over de øgede magtbeføjelser har institutionerne pligt til at fastsætte en husorden, der sætter rammerne for ‘acceptabel adfærd på institutionerne’. Der skal være konsekvenser, hvis børnene og de unge ikke overholder husordnerne, lyder det.

‘For at sikre, at husordenen kan opfylde sit formål, skal personalet fremover kunne anvende fysisk magtanvendelse, hvis det er nødvendigt for at bringe overtrædelserne af husordenen på døgninstitutionen til ophør’, står der i aftaleteksten. 

– Politikerne går med den her aftale ind og blander sig i de grundlæggende rammer for de enkelte institutioner. Det kommer da til at udfordre os, lyder reaktionen fra Søren Skjødt.

Med fast hånd

Endelig skal det ikke være op til den enkelte institution at afgøre, om man vil gøre brug af de øgede magtbeføjelser. Politikerne vil derimod ensrette praksis på tværs af alle institutionerne. Og det undrer Søren Skjødt, at man ikke ser fordelene ved at drive institutionerne forskelligt afhængigt af målgruppen. Men det, der bekymrer ham mest, er den hårde retorik i aftaleteksten.

– Jeg bemærker, at man bruger ord som ‘fast hånd’. Det er meget gammeldags. Enhver med bare lidt faglig indsigt vil sige, at der skal skabes nogle rammer, der matcher de unges behov, siger han.

Når man derimod indfører opdragende straksreaktioner, hvor de unge fx skal rense graffiti eller vaske brandbiler, har man slet ikke forstået, hvad det er for en målgruppe, man har med at gøre, mener Søren Skjødt.

– Det er børn, der ikke kan konsekvensberegne, og som ikke ser meningen med noget som helst. Hvis de var i stand til det og til at underkaste sig den form for voksenstyring, så havde de gjort det noget før. Man fokuserer desuden kun på handlingen, fx fem smadrede termoruder, ikke den mistrivsel, der har bragt dem derhen. Det bekymrer mig, siger han.

For ham at se hviler der et meget tungt ansvar på medarbejdernes skuldre i forhold til at sikre, at de nye muligheder for magtanvendelser ikke bliver integreret pr. automatik.

– Med den her aftale krydser vi altså en grænse, hvor vi går fra omsorg til straf. Når man krydser en grænse, skal man tænke sig godt om. Derfor skal vi som faggruppe have nogle etiske dialoger om nødvendigheden af de muligheder, og hvordan vi skal benytte dem.

Regeringen vil i efteråret 2018 fremsætte de lovforslag, der skal gennemføre aftalen. 

Læs Socialpædagogernes formand Benny Andersens kommentar til aftalen