Kommentar
Tænketank skal holde på det grå guld
Vi ser desværre, at der på det socialpædagogiske område er alt for stor risiko for både fysisk og psykisk overbelastning
26. juli 2018
Forfattere: Michael Madsen og forbundskasserer
Regeringen har nedsat en tænketank for et længere og godt arbejdsliv, populært kaldet Seniortænketanken. Tænketanken skal bidrage med forslag til, hvordan kvaliteten i arbejdslivet for seniorer kan forbedres, så flere kan blive længere på arbejdsmarkedet og udskyde pensionen.
Socialpædagogerne hilser initiativet velkommen. Hos Socialpædagogerne ser vi en relativt høj tilslutning til efterlønsordningen, som peger på, at mange medlemmer overvejer, om de kan holde til at blive på arbejdsmarkedet helt frem til pensionsalderen. I takt med at pensionsalderen over de kommende år hæves, bliver denne type overvejelser kun mere aktuelle.
Samtidig ved vi fra arbejdsmarkedet generelt, at seniorer, som oplever at have et godt, stimulerende arbejde, gerne vil blive flere år på arbejdsmarkedet. Derfor er det på sin plads, at der kommer forslag på bordet i forhold til, hvordan vi sørger for, at mange flere seniorer oplever det som en reel mulighed at fortsætte arbejdslivet.
LO har fået to pladser i tænketanken, og hermed får Socialpædagogerne mulighed for at bidrage til arbejdet via en følgegruppe, som jeg indtræder i. Fra Socialpædagogernes side vil vi som udgangspunkt have fokus på, hvordan man kan styrke arbejdspladsernes forebyggende arbejdsmiljøindsats.
For vi ser desværre, at der på det socialpædagogiske område er alt for stor risiko for både fysisk og psykisk overbelastning. Vi vil ligeledes have fokus på, om der kan gøres mere i beskæftigelsesindsatsen for at hjælpe ledige seniorer hurtigere tilbage i arbejde – særligt dem, som har brug for et sporskifte for at få et godt seniorarbejdsliv.
Sidst, men ikke mindst, vil vi arbejde for, at det fortsat kan betale sig for seniorer at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet – også for dem, som har brug for at arbejde på nedsat tid i den sidste del af deres arbejdsliv. Her har de nye regler på pensionsområdet medført, at medlemmer, der benytter muligheden for at gå på delpension mister en række af de økonomiske fordele, som er forbundet med pensionsindbetalinger i de sidste år inden pensionsalderen. Hvad man reelt mister ved at benytte muligheden for delpension, bliver samtidig mere komplekst at få indblik i.
Formålet er klart at øge incitamentet og gevinsten ved at blive på arbejdsmarkedet. Men det er ærgerligt, hvis man samtidig gør det mindre attraktivt at arbejde på nedsat tid for den gruppe af seniorer, som gerne vil blive på arbejdsmarkedet, men ikke længere kan arbejde på fuld tid.