I dag kan Heidi smøre en rugbrødsmad

De ligner mest af alt bare to gode venner, som de sidder der i sofaen og snakker. Lokalet indbyder til hygge med sine retro-møbler fra en moderne genbrugsbutik lige henne om hjørnet, ægte kunst på væggene, rustikke detaljer og varme farver. Og heller ikke samtalen lyder spor klinisk:

– Jeg må indrømme, at jeg er lidt bekymret for konfirmationen i næste uge.

– Okay. Lad os tale om det. Hvilke ting gør dig urolig?

– Der kommer mange mennesker. Og der kommer nogle familiemedlemmer, jeg ikke har set i mange år. Jeg er bange for, at jeg pludselig ikke kan være i det.

– Det kan jeg godt forstå. Hvilke muligheder har du, hvis du pludselig ikke kan være i det? Har du planlagt en strategi?

– Ja, jeg lavede en strategi i går. Hvis det er, så kan jeg gå lidt væk. Jeg kan gå for mig selv lidt og få ro på. Bliver det helt slemt, er der en, der godt vil hente mig.

Det er Heidi Jensen og Michael Petersen, der sidder i sofaen. Og alene at de gør dét, og endda i Kraftcentret i Esbjergs centrum frem for i Heidis lejlighed, er stort. 33-årige Heidi Jensen lider af depression og angst, i en grad så hun i slutningen af 2016 ikke havde lyst til at leve mere. 

Jeg havde ingenting at give

Da hun endelig fik råbt om hjælp, blev hun gennem psykiatrien tilknyttet Esbjerg Kommunes Kraftcenter, som er et særligt tilbud for personer med nedsat funktionsevne. Her fik Heidi Jensen fat i hjørnet af sin redningsplanke. For her mødte hun Michael Petersen.

– Jeg havde det så skidt, at det er svært at forestille sig. Min depression og ikke mindst angst var meget voldsom, og jeg kunne pludselig ingenting. Jeg kunne ikke gå ud ad min dør. Jeg kunne ikke tage mig af mine tre børn. Jeg fik ikke spist eller drukket nok, og jeg glemte den personlige hygiejne, fortæller Heidi Jensen, der dengang var 31 år.

Et par gange henvendte hun sig i den psykiatriske akutmodtagelse, hvor de opfordrede hende kraftigt til at blive indlagt, men Heidi Jensen følte, at hun måtte hjem til sine børn. Det ene barn var under et år gammelt og blev stadig ammet. Alt andet tog hendes kæreste sig af.

– Jeg havde ingenting at give mine børn, følte jeg, og samtidig udviklede jeg en sygdoms- og bakterieangst. Jeg blev så bange, når et af mine børn blev syge. Ikke bange for at blive smittet, men bange for, om de blev alvorligt syge, så jeg kunne miste dem. Derfor gik jeg ind i et helt andet lokale og blev dér, når de var syge. Men det er jo slet, slet ikke sådan, man skal være som mor, faktisk omvendt, og jeg havde det rædselsfuldt med det, siger hun.

Nemmere at snakke med Michael

Kraftcentret er et bredtfavnende tilbud i Esbjerg Kommune, som blev søsat for seks år siden, og som har til formål at give et anderledes tilbud til borgere, som har brug for hjælp til at håndtere hverdagslivet på grund af psykisk sårbarhed, senhjerneskade, en psykisk lidelse, eller fordi borgeren er socialt udfordret. 

Socialpædagog Michael Petersen, som blev Heidi Jensens kontaktperson, besøgte hende første gang hjemme i hendes lejlighed.

– Jeg besøgte Heidi hjemme, hvor hun føler sig tryg. Her handlede det jo i første omgang om, at vi skulle opbygge en relation, og Heidi skulle have muligheden for at fortælle, hvor hun var henne. Jeg fortalte også Heidi, at hun altid kunne ringe til mig, og at hun kunne skrive til mig, hvis noget var lettere at fortælle på skrift. Det var en fredag, og om mandagen mødte jeg ind til en mail med 28 skrevne sider fra Heidi, fortæller Michael Petersen med et skævt smil.

Heidi smiler også:

– Ja, jeg har altid haft det lettere ved at skrive tingene, og sådan et visitkort skulle han ikke stikke mig uden at få grundigt svar, ler hun.

Men bliver så alvorlig og tilføjer:

– Der var noget helt fra dag ét, fra Michaels første besøg hos mig, der bare føltes helt rigtigt. Der er ret stor forskel på Kraftcentret og psykiatrien, og for mit vedkommende fik jeg meget mere ud af at være i Kraftcentret, hvorimod jeg ikke følte, jeg kunne åbne mig nok op i psykiatrien. Jeg følte mig ikke tryg der. Det var meget nemmere for mig at snakke med Michael.

Målet er en 0’er

Michael Petersen fortalte også Heidi Jensen om Kraftcentrets måde at arbejde på: At sætte konkrete mål for, hvad hun gerne ville have, der skulle forandre sig i hendes liv, så hun kunne få det bedre. Få og klare mål, som de sammen skulle holde fokus på – og ikke mindst følge løsningen af. 

– I Kraftcentret har vi valgt at arbejde med resultat-dokumentation, hvor borgeren sammen med kontaktpersonen formulerer maks. tre mål. Herefter vurderes det hver måned, hvor borgeren er henne i forhold til målet, ved at score et sted mellem 0 og 4, og hvor 0 er normalfungerende, mens fire er værst fungerende. Borgeren skal så gerne flytte sig fra en scoring på måske 3 eller 4 til en 0’er, forklarer Michael Petersen.

– Historisk har det nok været sådan, at når man arbejdede med mennesker, var det vigtigste, at relationen var god. Det er det stadigvæk, men nu er der kommet et klarere fokus på, hvor man gerne vil ende henne. Og der er ikke tale om tunge funktionsbeskrivelser og handleplaner med 20-25 mål, men om et smidigt værktøj, vi hurtigt kan tage frem og kigge på. Der er jo mange delte meninger om det her new public management, men i det her tilfælde synes jeg, det fungerer virkelig godt, siger han.

Heidi Jensen vidste ikke meget om new public management eller resultat-dokumentation, da hun mødte Michael Petersen. Men hun vidste, at hun gerne ville være en god mor for sine børn. Hun ønskede også at kunne gå ud på gaden og at kunne gøre ting, som andre mennesker gør. Handle ind. Vaske tøj. Smøre madpakker. 

Ved at ‘regne baglæns’ fra målet om at kunne komme ud ad døren fandt Heidi Jensen og Michael Petersen ud af, at Heidi Jensens allerførste skridt var at starte på et af Kraftcentrets angsthold. 

– Men alene det at skulle møde op derude var meget angstfyldt for mig. Alle de nye mennesker! Og hvis jeg skulle snakke med dem! Så Michael var med den første gang, siger Heidi Jensen.

Kram og rugbrødsmadder

Sådan begyndte de sammen den lange rejse hen mod et bedre liv for Heidi Jensen. Et stort projekt, men som en elefant, der kunne spises ved at dissekere den ned i bittesmå bidder. 

Michael Petersen husker, hvordan de især i starten brugte meget tid på at tale om, at Heidi Jensen for at blive den mor, hun gerne ville være, også måtte lære at tænke på sig selv. 

– Da jeg mødte Heidi, kunne hun aldrig slappe af, aldrig være der for sig selv. Hun følte hele tiden bekymring for børnene, og følte, at hun ikke bare kunne være sammen med dem, men skulle gøre noget ekstra. Om aftenen, når børnene var puttet, sad hun i timevis og lyttede til dem. For trak de nu vejret rigtigt? Så der var altid et alarmberedskab, der var ekstremt højt, siger Michael Petersen.

Sammen formulerede Heidi Jensen og Michael Petersen et mål om, at Heidi Jensen skulle skrive et par positive ting fra dagen ned hver aften. Noget, hun stadig gør i dag:

– Her er vi virkelig ude i de mindste ting som: ‘Jeg kom ud af sengen i morges. Dét var godt’. Eller der kan stå: ‘Jeg gav mine børn et kram’. Bittesmå ting, som andre gør som en selvfølge, men som bare ikke er en selvfølge for mig. Jeg kan mærke, at jeg får vendt min tankegang fra negativ til positiv ved at lave den øvelse, siger Heidi Jensen.

Noget, hun har det særligt svært med, er mad. Når hun har haft det mest skidt, har hun slet ikke spist, og hun har heller ikke kunnet forholde sig til at røre ved mad eller lave mad til sine børn.

– Så det er også noget, vi har trænet meget. At jeg skulle lære at smøre en rugbrødsmad. Det kan jeg i dag, og jeg kan også lave varm mad til mine børn om aftenen og endda nogle gange inddrage dem i madlavningen, smiler Heidi Jensen.

Mod på vandkanten

Et efter et begyndte tallene i Michael Petersens papirer med målene at blive lavere. 3’ere blev til 2’ere. 2’ere blev til 1’ere. Heidi Jensen kom tættere på sine mål. 

– Det er gået den rigtige vej hele tiden, og jeg kan så meget mere i dag end for halvandet år siden. Jeg er utrolig glad for det. Det er en helt særlig oplevelse at se, at scoren bliver bedre hele tiden. Michael og jeg mødes ca. hver anden uge, og derudover hvis der opstår noget akut, og så får jeg NADA-akupunktur og går til mindfulness i Kraftcentret, fortæller Heidi Jensen.

Netop den brede vifte af tilbud er et andet af Kraftcentrets kendetegn. Her er idrætspædagoger, der har træningshold og Idrætskraftcentret, som er en afdeling kun bestående af motionstilbud. Her er mindfulness-instruktører og angst-eksperter. Her er NADA-akupunktur og meget mere.

– Hver enkel borger får skræddersyet et forløb, hvor vi håndplukker lige de tilbud, der passer til ham eller hende. Opdager vi et behov, vi ikke dækker, så opstarter vi en ny læringsgruppe med det. Men mindst lige så vigtigt taler vi sammen på tværs i huset, så Heidi ikke oplever at skulle opdatere os personaler på sin situation hele tiden, og så hun føler sig tryg ved at tale med en anden, hvis jeg en dag ikke lige er der, siger Michael Petersen.

Heidi Jensen nikker og smiler. I dag er hun kommet så langt, at hun i foråret kunne tage til MGP-koncert med sine børn. Her i sommer er familien på ferie i udlandet for første gang nogensinde, og Heidi Jensen har tilmed fået godt has på sin angst for vand, så hun nu tør gå i vandkanten, hvor hun før ikke engang kunne sidde ved siden af et glas vand. 

– Og den anden dag kunne jeg sidde ved min seksårige datter, mens hun var syg og kastede op. Jeg kan stadig ikke gøre så meget for hende, men jeg sad ved hende, jeg blev ved hende. En situation, der var utænkelig for to år siden. Jeg er kommet så langt. Vi er kommet så langt, siger hun og smiler til Michael Petersen.

Han returnerer smilet. 

– Det er vi virkelig. Du kan godt være stolt.