De gode møder sætter sig i kroppen

– Hvor er Louise?

Det er nok det spørgsmål, der bliver stillet oftest i dag. Svaret kan være en hånd, der peger, eller et ‘hun var her lige før’ – eller måske bare en trækken på skuldrene, der betyder, at Louise er overalt. 

Vi er på Lokalcenter Hjortshøj uden for Aarhus, som også rummer et plejehjem. Og den Louise, der bliver spurgt efter, er Louise Bengtson, der er socialpædagog og oplevelsesmedarbejder i Aarhus Kommune: Hun skaber oplevelser for de ældre på syv af byens plejehjem. 

I dag er Hjortshøjs fire daginstitutioner og Virupskolens SFO mødt op med børn, og plejehjemmet er mødt op med de gamle. Hver institution har forberedt aktiviteter – en stor del af dem udendørs. En spansk kunstner står klar til at lave håndaftryk i gips, som skal indgå i et samlet værk i Aarhus. Masser af mennesker, masser af aktiviteter, alle skal have en god oplevelse – Louise Bengtson har travlt.

Forstander for Plejehjem Hjortshøj Nancy Skiffard var, inden det hele begyndte, med ude for at sætte stole op:

– Jeg har sat pænt meget personale på i dag. Det her er en prioritet. De kan komme i bad, når de bliver gamle, siger hun med et glimt i øjet.

Skyerne trækker op, vejrudsigten lover både regn og torden.

Initiativ – og så kører det

Da Socialpædagogen mødte Louise Bengtson første gang, var hun netop ved at sige farvel til Birthe – en af ‘strikkedamerne’. Det er en gruppe af damer, som kommer på det lokalcenter, hvor Louise Bengtson har kontor. 

Hun har inviteret dem ind på plejehjemmet, hvor de strikker, snakker, drikker kaffe og skaber ro, nærvær og hygge og inddragelse blandt beboerne på plejehjemmet. En helt lavpraktisk ordning, der kræver en idé og et initiativ – bagefter ruller det nærmest af sig selv.

Og det er det, som Louise Bengtson gør: skaber møder. Og i møderne opstår det nye – til gavn for begge parter.

Louise Bengtson er ansat i oplevelsesklyngen i Aarhus, der tæller tolv medarbejdere. Klyngen blev dannet i 2015, og Louise Bengtson har været ansat i halvandet år. Man kunne få den tanke, at hendes arbejde burde laves af de ansatte på plejehjemmene, men at de ikke længere har tid på grund af nedskæringer. Og det var en holdning, som Louise Bengtson mødte, da hun begyndte: At hun havde det job og de opgaver, som de faste på plejehjemmene gerne ville have. 

Men hun blev også mødt af noget andet:

– Det chokerede mig, at beboerne var så dårlige, fortæller hun.

Borgerne er så lang tid som muligt i eget hjem. Det vil sige, at de er meget dårlige, når de kommer på plejehjem, hvor de ofte er stærkt demente og har brug for pleje 24 timer i døgnet.

Det kan ikke lade sig gøre

Louise Bengtson er uddannet pædagog, hun har før arbejdet i en SFO og som underviser i pædagogik, udeliv og kreativitet på Aarhus Social-og Sundhedsskole. Hendes tilgang til beboerne er dermed en anden end den, der eksisterer blandt de ansatte på plejehjemmene:

– Jeg har ikke den sundhedsfaglige baggrund og prøver ikke at regne ud, hvad de fejler, men at ramme dem med gode oplevelser, fortæller hun

Som da hun fik en klasse fra sosu-skolen ud på et plejehjem. De fik til opgave at levere en oplevelse. Det blev et oplæg om hudsult (mangel på fysisk kontakt og nærvær, red.) for både beboere og personalet og derefter massage. Et møde til stor gavn for alle: 

– Eleverne vil vildt gerne ud, men de har svært ved at banke hul igennem til praksis, konstaterer Louise Bengtson.

Hun fortæller, at hun ofte har mødt reaktionen, at ‘det kan ikke lade sig gøre – det får vi dem aldrig til’. Og at hun var kendt som ‘hende båldamen’, fordi hun hele tiden insisterede på udeoplevelser som bål, pandekager og fx en mandeaften med pølser og øl.

Det viste sig, at det kan man godt få beboerne til, når det gribes an med respekt for både dem og de øvrige ansatte samt har fokus på ‘mødet’.

Børn og voksne 

I Hjortshøj begynder det først at regne, så at tordne. Gummistøvlekasterne bliver stædigt ved, enkelte af de gamle bliver kørt rundt pakket ind i improviseret regntøj af plasticsække, men de fleste aktiviteter trækker indendørs. En af de populæreste aktiviteter er fælles gymnastik på stole, hvor de gamle viser børnene, hvordan man gør:

– Mødet med vuggestue- og børnehavebørn skaber en kæmpe reminiscens (mindelse eller genklang, red.) hos de gamle – og de to grupper har det samme niveau i mange ting, fortæller Louise Bengtson.

Her er hendes pædagogiske baggrund en stor fordel. Hun ved, hvordan børn og pædagoger tænker. 

Og hun er værtinden. Hun har ansvar for, at alle føler sig velkomne og respekteret, at alle forlader arrangementet med en god følelse – også selvom de ikke husker selve oplevelsen dagen efter. 

Louise Bengtson fortæller, at det i begyndelsen ofte var forstanderne, der fik hende ud for at sætte aktiviteter i gang. Det store skift sker, når det er personalet, der begynder at få ideer til initiativer, og når initiativerne kan fortsætte, uden at Louise Bengtson behøver at være der:

– Jeg har sat spor, når det er personalet, der begynder at efterlyse initiativer, ikke ledelsen. For så har de set noget, der virker.

Det er, hvad hun oplever nu: At hun kan rykke på kulturen, inspirere personalet og at ‘bolden ruller’ på de plejehjem, hvor hun er tilknyttet.

Men nu er dagens arrangement ved at være slut – både børn og voksne har fået ristede pølser og er ved at være trætte. 

Så hvordan gik det, spørger Socialpædagogen hende dagen efter.

– Pædagogerne blev bekymrede, da det begyndte både at tordne og lyne. Det var lidt træls med vejret. Men på mange planer skete der noget dejligt: Personalet var seje og pakkede de gamle ind i plasticposer. Man ville det her. ‘Det gør vi igen næste år’, har jeg hørt fra alle sider. Men jeg var dæleme træt, da jeg kom hjem, siger Louise Bengtson.

Hun har en fin fornemmelse af at have efterladt noget godt:

– Gode oplevelser efterlader gode stemninger i kroppen. Jeg har efterladt en kerne af glæde.