Sami trådte væk fra kanten

– Det er nu eller aldrig, sagde ’Sami’ til sin støttekontaktperson uden at flytte blikket så meget som et sekund.

– Hvis jeg ikke får min afgangseksamen, så dropper jeg det der med uddannelse. Så tager jeg den anden vej.

Samis støttekontaktperson, socialpædagogen Walid El-Mohammad, var ikke i tvivl om, at Sami mente, hvad han sagde. For Sami havde i et års tid allerede bevæget sig med hastige skridt på vej mod kanten – ind i Høje-Taastrups hårdkogte narkomiljø, hvor han også flirtede med det radikaliserede bandemiljø – og videre ud over afgrunden.

Sami blev som 14-årig anbragt på et opholdssted lidt uden for Roskilde. For i stedet for at passe sin skole, brugte han krudtet på ‘drengestreger’, som han siger. Men han trivedes ikke. Til gengæld lærte han Walid El-Mohammad, der dengang var vikar på stedet, at kende. Og da forældrene efter to år anmodede om at få deres dreng hjem til Høje-Taastrup igen, var det med ønsket om, at Walid El-Mohammad, der nu arbejdede i Storkøbenhavn, blev hans støttekontaktperson.

– Walid var cool. Han var en, jeg så op til. Normalt gider jeg ikke mødes med en kontaktperson, men med Walid var det noget andet, forklarer den nu 18-årige Sami.

Da Sami ankom til opholdsstedet, kunne han hverken læse eller skrive. Da han forlod stedet to år senere, var det med skolefærdigheder svarende til 5.-6. klasses niveau, selvom han havde en alder, hvor han på papiret burde være på vej ud af folkeskolen. Samis papirer var imidlertid stemplet med diagnoser og indikationer på, at han var på vej til at blive både radikaliseret og indsluset i en intern gruppering inden for den berygtede bandegruppe Brothers.

– Al den snak om, at jeg måske var radikaliseret, fik mig til at tænke over, om jeg egentlig var det. Jeg var da også lige ved at gå den vej. Jeg tænkte bare, at jeg ikke havde andre muligheder, siger han med korslagte arme og et fast blik under den sorte kasket.

Jeg kunne ikke noget

Samis sagsbehandler greb initiativet fra Sami og forældrene og bad Walid El-Mohammad om at være hans støttekontaktperson. Walid El-Mohammad og hans kollega Mohamed Achiban, der også er socialpædagog, har i mange år beskæftiget sig med utilpassede og kriminelle unge. For et par år siden stiftede de virksomheden UR-MOVE, hvor de bl.a. forsøger at nå de unge på gadeplan, inden de bevæger sig ind i bandemiljøet.

Her møder de mange unge, som fx helt er droppet ud af skolen, har opbygget både gæld og et misbrug og som kæmper med lavt selvværd og følelsen af ikke at høre til noget sted i samfundet. En af dem blev Sami, der ud over at få Walid El-Mohammad som støttekontaktperson modtog en-til-en undervisning på den kommunale ungdomsskole.

– Jeg troede ikke på, at jeg ville blive til noget, og at jeg ville få min afgangseksamen. Det var der heller ikke andre, der troede på. Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke kunne noget. Men Walid sagde, at jeg skulle tro på mig selv, fortæller Sami.

Find din egen vej

Hver mandag mødtes Walid El-Mohammad med Samis forældre til familieterapi, så de kunne få nogle pædagogiske værktøjer til at håndtere deres store søn. Og hver mandag og onsdag kørte Walid El-Mohammad og Sami en tur, mødtes hos UR-MOVE for at lave lektier eller tog på biblioteket og skrev jobansøgninger.

Walid El-Mohammad stillede ikke forbud op for Sami. Men han forklarede ham mulighederne og konsekvenserne ved de valg, han traf – at en uddannelse ville give ham mulighed for at tjene hvide frem for sorte penge. At hashhandel på gaden i Høje-Taastrup ganske vist snildt kunne indbringe ham 20.000 kr. på en weekend, som han kunne brænde af på dyre hoteller og restauranter, men at det også betød, at han altid skulle se sig over skulderen.

– Jeg havde smag for de nemme penge, og jeg gik meget op i bandemiljø. Det var de tider, hvor ISIS (Islamisk Stat, red.) var kendt, og vi snakkede om, hvad ISIS egentlig gør ved andre mennesker. Så måtte jeg selv finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg vidste godt, der var en anden vej end kriminalitet. Den var bare lidt sværere, fortæller Sami.

Samtidig insisterede Walid El-Mohammad på, at de to skulle have daglig kontakt. For mellem to onsdagsaftaler kunne meget nå at ske i Samis liv. Men der var perioder, hvor netværket i Høje-Taastrup trak meget mere end en aftale med Walid El-Mohammad – hvor Sami ikke dukkede op eller tog telefonen. Og perioder, hvor Sami blev rasende på sin støttekontaktperson, fordi han fx orienterede forældrene, når Sami trådte ved siden af, og SSP kom på banen.

– Jeg gider ikke have dig som kontaktperson mere, råbte Sami ind i telefonen.

Men der gik ikke lang tid, før han ringede tilbage. For han godt kunne se, at Walid El-Mohammad faktisk forsøgte at passe på ham. Og derfor blev Walid El-Mohammad da også ved med at ringe. Ved og ved. Når der slet ikke var hul igennem, kørte han rundt i nærområdet og spurgte efter Sami.

– Før i tiden tænkte jeg, at Walid kun hjalp mig for at tjene penge. Derfor gad jeg ikke være sammen med ham. Men han blev ved med at ringe til mig. Hvis det var mig, var jeg nok bare gået, men Walid var ikke ligeglad, siger Sami.

Det modsatte bevist

Derfor tog socialpædagogen det også alvorligt den dag, Sami meddelte, at nu var det sidste chance – enten fik han sin afgangseksamen, eller også valgt han gaden.

Selvom Walid El-Mohammad gennemgik den ene dansk-tekst efter den anden med Sami, havde Sami svært ved at huske, hvad han fik fortalt. De to fandt i stedet ud af, at hvis de opførte danskteksterne som skuespil, så satte både karakterer og handlingsforløb sig fast i hovedet på Sami. Og selvom Sami var hunderæd den dag, han skulle op til eksamen, så kunne han gå stolt derfra med karakteren 7 i dansk og desuden 4 i matematik. Dermed var vejen banet for en erhvervsuddannelse.

– Min sagsbehandler har selv sagt, at hun regnede med, at jeg ville sidde i fængsel nu. Men jeg beviste det modsatte, siger Sami med et skævt smil.

Forstadsdrømme

Sami forsøgte sig med uddannelsen til sosu-assistent og skulle for første gang i sit liv gå i en helt almindelig klasse. Han skulle lige lære, at man ikke skal puste sig op med sort hættetrøje og korslagte arme foran skolen – ligesom han gjorde, da han handlede hash på gaden – hvis man gerne vil gøre sig gode venner med klassekammeraterne. Og lærerne skulle lige forstå, at Sami havde godt af at brænde krudt af nede i skolens fitnessrum, før han kunne sidde stille på en stol i klasselokalet.

I dag har Sami fundet ud af, at hans drøm ikke er at blive sosu-assistent. Derfor har han i stedet søgt ind og skal starte på teknisk skole efter sommerferien. Ambitionen er en dag at arbejde med bagagetransport i en lufthavn – måske suppleret med at være pædagog-vikar, ligesom Walid El-Mohammad var.

– Jeg kan godt lide det der med at hjælpe andre. Ligesom Walid hjalp mig. Og så håber jeg, at jeg får en familie og en bil – ja, et helt almindeligt liv i Høje-Taastrup, siger Sami.

Når han bliver spurgt, hvad han selv synes, han er god til i dag, bliver han stadig tavs.

– Altså, hvad mener du med god, lyder responsen.

Men efter noget tid, dukker den spirende selvtillid alligevel op til overfladen – han er jo faktisk blevet god til at stå op om morgenen, holde sine aftaler, køre bil, flytte ting fra A til B, sætte sig mål og nå dem.

– For tre år siden ville jeg slet ikke have kunnet sidde stille her. Det ville have været alt for kedeligt. Meget har ændret sig i mit liv. Og jeg glemmer aldrig den støtte, jeg har fået undervejs, siger han.

Samis navn og navnet på hans hjemkommune er opdigtet af hensyn til hans sikkerhed. Hans virkelige identitet er kendt af redaktionen.