Vi har et dybt kendskab til be­boerne

’Jeg må sige, at vi var mange, der blev forskrækkede over tempoet, da sagen først, ja, eksploderede i medierne. Vi er da alle sammen klar på, at vi selvfølgelig skal overholde loven, men det her er jo ikke kun sort/hvidt. Og vi kunne da godt have ønsket, at nogle af alle de gode historier blev eksponeret på samme måde.’

Sådan siger socialpædagog Erik Borring, der er tillidsrepræsentant på Sølund i Skanderborg. Stedet kom i søgelyset i en sag om låste døre ud mod udearealerne – en aflåsning, der havde til formål at beskytte og skærme en beboer, der ellers kunne være i risiko for at begive sig ud på egen hånd – og dermed komme i fare i trafikken.

Men de låste døre strider mod reglerne, mente Socialtilsynet, og Sølund fik påbud om at finde en anden løsning. Hvorefter en pårørende på sociale medier opfordrede kommunen og Sølund til at trodse påbuddet. Det fik sagen til at ramme medierne.

Inden da havde man nu allerede været igennem sagen på Sølund, og det generede Erik Borring og kollegerne, at sagen blev fremstillet så forsimplet:

– Tilsynet havde ikke kun været på ét besøg. Og det er da klart, at lov er lov, og den skal vi overholde. Men der er jo heller ikke nogen af os, der bare låser døren, fordi det er let. Når vi skrider til sådan noget som låste døre, bygger det jo på nogle grundige pædagogiske vurderinger og faglige beskrivelser af den beboer, det handler om. Vi gør det af bekymring og omsorg, og der, hvor vi så fjerner noget frihed, sætter vi vores relation til den enkelte beboer i stedet. Det er den, vi byder ind med som socialpædagoger, og som giver vores beboere størst mulig livskvalitet, siger han.

Indgreb giver livskvalitet

– På Sølund bor der 240 mennesker med meget forskellige behov. Og der er nogen, hvor begrebet personlig frihed ikke giver så meget mening i gængs forstand, og som ikke kan håndtere den frihed, som fx helt åbne døre giver. Her kan det være påkrævet, at vi indimellem bruger det, der er defineret som magtanvendelse, for at sikre dem et godt og trygt liv, siger Erik Borring.

Han fortæller om en beboer, der har boet på Sølund i mere end 50 år, men hvor det at ‘træne ham i at være sikker i trafikken ikke været en mulighed’.

– For ham har vi lavet en grundig pædagogisk beskrivelse og har ansøgt og få lov til at udstyre ham med en GPS, så vi kan holde øje, hvis han går mere end 200 meter væk og så få ham guidet tilbage. Det er jo et indgreb i hans personlige frihed – men her vil jeg sige, at det har givet ham bedre livskvalitet.

Erik Borring peger på, at man som socialpædagog investerer mange følelser i arbejdet, og at de kommer i spil, når nogen udefra påtaler ens praksis:

– Jeg har været 20 år på Sølund, og jeg og mine kolleger har lært vores beboere meget godt at kende og holder af dem, og derfor skal der en del til for at ændre praksis. For den bygger jo på vores dybe kendskab til de her mennesker, siger han.

Og den grundpræmis stiller store krav til socialpædagoger – både som enkelte fagpersoner og som individer:

– Trods vores engagement i beboerne skal vi være nøgterne og passe på ikke at gøre dem dygtigere, end de er så at sige. Vi skal være helt objektive og fx med en borger kunne sige, at han har den og den udviklingsalder – og derfor er det ikke realistisk, at han kan blive trafiksikker. Og når det nu er sådan, må vi jo indrette omgivelserne efter det – alt andet ville jo være et svigt, mener Erik Borring.

Åben for kritik

Men som fagpersoner kræver netop den vurdering både akkuratesse og åbenhed:

– Det stiller store krav til, at vi som fagpersoner er åbne. Når man som jeg har gået meget sammen med en fast gruppe af andre kolleger på fx weekendvagterne, så er det klart, at der er en fare for, at man holder på sit, hvis der kommer kritik udefra. Så er det bare ‘dem’, der ikke forstår, hvad vi har gang i. Den fælde skal vi passe på ikke at falde i, og det kræver, at vi hele tiden dokumenterer og beskriver, hvad vi gør, og at vi er villige til at blive bokset til af folk, der ser det udefra. Den kritik skal vi da fagligt kunne holde til, siger Erik Borring

Men hvad så hvis sammenstødet mellem regler og pædagogisk meningsfuld praksis bliver for grel? Så må man bruge de brolagte veje op ad i systemet til at få ændret reglerne, mener han:

– Hvis der er noget, der ikke hænger sammen i forhold til vores praksis, så er den korte version vel, at vi som socialpædagoger må påvirke politikerne ved at gå til vores kredsfolk og til forbundsledelsen, og så må de gå videre til Christiansborg og få lovgiverne til at indrette lovgivningen, så den passer til fx vores beboere og sikrer dem så godt et liv som muligt, siger Erik Borring.