Loven giver os forfølgelses­vanvid

Du kender dem sikkert – de store, hvide tavler, der hænger i bostedets fællesrum, så beboeren kan se, hvad tid hun skal til fysioterapeut og hvilken medarbejder, der støtter hende i det.

På Socialpædagogisk Center Næstved for mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser er aktivitetstavler – som så mange andre steder – også en fast del af vægdekorationen. Men når en ny EU persondataforordning træder i kraft den 25. maj, er det slut med at have tavler med beboernes fulde navne hængende i fællesrummene, ligesom billedet af beboerne med navn på ikke længere må hænge uden for værelsesdøren. Medarbejderne må heller ikke sende en mail til de pårørende, medmindre de har en særlig sikker mail, og medarbejdernes skemaer med normtimer og afspadsering må ikke ligge fremme.

Derfor har socialpædagog og tillidsrepræsentant Tanja Lützen Jeppson og hendes kolleger det seneste år haft travlt med at forstå den nye lovgivning og med at finde ud af, hvad der skal til for, at de holder sig inden for loven og dermed undgår bødestraf på op mod 20 mio. euro.

– En del af den nye lovgivning giver god mening, for det er den vej samfundet går, men andet virker helt unødvendigt, siger hun.

Tilbage står nemlig at finde ud af, hvad de gør med bostedets aktivitetstavler. Dels de tavler, der giver medarbejderne et samlet overblik over beboerne og dermed dagens arbejdsopgaver, så medarbejderressourcerne bliver fordelt smartest. Dels de aktivitetstavler, som er lavet for enkelte beboere med fx autisme for at skabe ro og struktur.

Det har bl.a. været på tale at låse tavlerne inde i et skab, at hænge et gardin foran, eller at flytte dem ind på beboernes værelser. Uanset hvad, er det ikke uden problemer, forklarer Tanja Lützen Jeppson.

– Vi har at gøre med mennesker, der kan have meget svært ved afvigelser. De kan fx blive unødigt udadreagerende eller selvskadende. Selvfølgelig falder de til ro igen, men det har en pris, imens forandringen etableres – der er jo en grund til, at vi bruger den slags tavler til at skabe struktur og forudsigelighed i deres hverdag. Det kan have konsekvenser for hele resten af dagen, hvis de kommer skævt fra start, siger hun.

Tanja Lützen Jeppson anerkender, at det er en pædagogisk opgave at forberede borgerne på forandringerne. Men i sit stille sind undrer det hende, at bostedet skulle indeholde så vigtig data, at andre ikke må se det.

– Selvfølgelig skal vores beboere have et privatliv som alle andre. Men jeg forstår ikke, at vi skal helgardere os så meget. Hvad er faren ved, at en hacker ser, hvor mange afspadseringstimer jeg har, eller at en beboer skal ud og handle kl. 10? På den måde giver loven lidt en unødig fornemmelse af forfølgelsesvanvid, men selvfølgelig skal vi rette os efter den. Så må vi jo finde en løsning, der er tålelig for borgerne, siger hun.