LA2 tager pulsen på beboerne

– Det er os som fagpersoner, som skal tune ind på borgerens behov. Der er ikke nogle borgere, som har lyst til at være udadreagerende. Der er ikke nogle borgere, som har lyst til at slå andre. Enhver konflikt er problemskabende både for den, der udfører konflikten, og for den, der modtager konflikten.

Sådan fortæller Ulla Leth, centerleder på Grevenlund – et bo- og aktivitetstilbud for voksne med varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne i Odense.

Her anvender de ca. 50 medarbejdere og fire team systematisk metoden LA2. Filosofien er, at jo mere medarbejdere og borgere samarbejder om at øge trivsel og tryghed, jo større er sandsynligheden for, at der bliver færre konflikter, og at de bliver nemmere at håndtere.

– Vi gør meget ud af at lære borgerne at kende og finde ud af, hvad det er for nogle tegn, de viser. Vi kender tegnene på, når borgeren er i trivsel, men også tegnene på, hvornår borgeren kommer i krise og føler sig presset, siger socialpædagog Jan Hoffmann Pedersen.

Det er os, som er hjælperen

LA2-metoden bygger på tre forskellige værktøjer: Trivselsplanen, tryghedsplanen og læringsplanen. 

Den første plan, trivselsplanen, handler om forebyggelse. Den beskriver, hvordan borgeren fremstår, når han eller hun trives, og hvilke tiltag der er aftalt, hvis det kniber med trivslen.

– Når vi arbejder med trivselsplaner, bliver det meget nemmere, fordi man ikke bare gør det, man synes eller tror, er det bedste. Man arbejder ud fra noget, som er skrevet ned, siger Jan Hoffmann Pedersen.

Tryghedsplanen fokuserer på, hvordan borger og medarbejder håndterer svære situationer, så borgeren så vidt muligt undgår at komme i affekt og miste selvkontrollen. Som centerleder Ulla Leth beskriver det, kan selv den bedste forebyggelse ikke forhindre, at der opstår konflikter. Og så er det, at tryghedsplanen tages i brug. 

– Nogle gange reagerer en borger helt oppe i rødt. Og hvordan skal man så være i det som medarbejder? Der har vi hele tiden det perspektiv, at vi kigger på borgeren og ved, hvad vi skal gøre. Det kan være, man skal undgå direkte øjenkontakt. At man skal sørge for, at borgeren har en flugtmulighed ved fx at lade være med at stille sig foran borgeren, men derimod ved siden af. Eller at man skal give borgeren flere pauser. Det er os som medarbejdere, der er hjælperne, siger hun.

En pause kan være løsningen

Den tredje plan, læringsplanen, handler om at hente fælles læring i kritiske episoder og lade det indgå i det fremadrettede samarbejde. 

– Vi bruger rigtig meget tid på at analysere de situationer, vi kommer ud i med borgeren. Det handler i høj grad om at hjælpe borgeren med at finde nogle mestringsstrategier. Vi stiller os aldrig over i et hjørne og peger på borgeren som bærer af problemet – det er faktisk et fælles problem, som vi har muligheden for at gøre noget ved i fællesskab, siger Jan Hoffmann Pedersen.

Målet er, at både medarbejdere og borgere tager læringen med sig og er i stand til at bruge en bedre strategi næste gang, konflikten melder sig.