Dansk, dansk, dansk

’Først tænkte jeg, at det ville være meget svært. Men det var meget nemt. Jeg trænede sammen med de handicappede hver dag, og på den måde lærte jeg mange nye danske ord. Jeg blev også hurtigere til at snakke dansk, så praktikken på SPUC har haft stor betydning.’

Sådan lyder det fra 21-årige Gowan Ramo, der har boet i Danmark i tre år og var en af de første flygtningepraktikanter på det socialpædagogiske tilbud.

Samme melding kommer fra 24-årige Alaa Issa.

– I værestedet var det min opgave at kommunikere med borgerne, spille spil med dem og spise med dem. Så jeg fik rigtig god mulighed for at tale dansk med danskere. Dansk, dansk, dansk. Hele tiden dansk, siger han.

Alaa Issa var i starten bange for at sige noget forkert, hvis han forsøgte sig på det nye sprog. Den første tid talte han derfor engelsk til alle, der kunne forstå det, fortæller han. Men det varede ikke længe.

– Da jeg efter et par uger begyndte at tale dansk, rettede de mig, hvis jeg fx byttede om på nutid og datid, så nu ved jeg, at jeg taler rigtigt. Man lærer også meget om kulturen, når man snakker med danskere, spiser dansk mad og er med til fester, siger han.

Gowan Ramo vil på sigt gerne være idrætslærer, og praktikken i Klub Liv og Motion var derfor lige ham. Han var i praktik i et halvt år og står nu selvstændigt for fitnesstilbuddet på SPUC hver tirsdag.

Som socialtræner er det her bl.a. hans opgave at motivere borgerne til at deltage, og målet er også, at fitnessholdet på et tidspunkt skal rykke ud i et almindeligt motionscenter.

Tjansen som socialtræner giver et lille honorar, og Gowan Ramo har også tjent lidt penge på at ledsage en borger på en Tysklands-tur. Det gik fint, og mens han går på VUC for at forfølge drømmen om en idrætsuddannelse, er der nu udsigt til vikararbejde som ledsager.

Videre ud i samfundet

På SPUC er der kun sjældent ledige stillinger. Stedet kunne derfor ikke love flygtningene, at de efter praktikken ville få et ordinært job.

– Men det, vi kunne love dem, var, at vi i personalegruppen hver især ville skambruge vores netværk for at få dem videre ud på arbejdsmarkedet, når de kunne tale en lille smule dansk og gøre sig forståelige, siger forstander Louise Manstrup.

Det løfte har Alaa Issa haft glæde af. Han nåede at færdiggøre en uddannelse som tandtekniker, før han flygtede fra Syrien, og ville gerne i praktik i samme fag her. 

– Men jeg kendte ikke nogen i Danmark ud over min lærer og min sagsbehandler, og de kunne ikke finde en praktikplads som tandtekniker. Før jeg kom til SPUC, var jeg derfor i praktik som gartner, fortæller han.

Da forstanderen hørte om Alaa Issas ønske, forhørte hun sig hos sin tandlæge, og det førte til, at han efter to måneder på SPUC startede i virksomhedspraktik hos en tandtekniker. Siden er han samme sted kommet i løntilskudsjob 24 timer om ugen. Samtidig går han nu på VUC for at kunne starte på den danske tandteknikeruddannelse til september, da eksamenspapirerne fra Damaskus ikke kan få det blå stempel i Danmark. Til den tid har tandteknikeren lovet ham en elevplads, som ellers kan være svær at finde.

Alaa Issa er lige som flere af de tidligere praktikanter stadig frivillig på SPUC. Men i takt med, at han får mere og mere at se til, er han nu en forholdsvis sjælden gæst. Og det er helt, som det skal være, mener socialpædagog Sanne Hildebrandt.

– Det er jo lige præcis dét, der er meningen. På SPUC skal vi være med til at give flygtningene en tryghed i forhold til det danske sprog og den danske kultur, som betyder, at de tør bevæge sig væk fra os og videre ud i samfundet for at bruge alt dét, de kan, siger hun.