Vold og trusler
TR: Vi kommer videre – men vi glemmer det aldrig
Åbenhed omkring det svære ved at arbejde med en målgruppe med uforudsigelig adfærd - og en række nye sikkerhedsprocedurer. Forebyggelsen af vold kom i højsædet efter et voldsomt overfald i 2013 på det socialpsykiatriske botilbud Lindevang
9. november 2018
Forfatter: Marie Dissing Sandahl
Der har næsten ikke været nogen magtanvendelser på det socialpsykiatriske botilbud Lindevang i Helsingør i de sidste fem-seks år. Et skarpt fokus på forebyggelse af vold og trusler har givet pote. Speederen på forebyggelsesarbejdet blev for alvor trykket i bund efter et voldsomt overfald på en socialpædagog i 2013 – og selvom baggrunden er tragisk, har det givet resultater.
Det fortæller socialpædagog og tillidsrepræsentant på botilbuddet Jeannette Lindberg. Fokus på alle medarbejderes sikkerhed har været den bærende tankegang – i alle aspekter. Det kræver et vedholdende arbejde – og en kulturændring, forklarer hun.
– Vi er blevet en arbejdsplads, hvor det er naturligt at tale åbent om usikkerhed eller angst i vores samvær med beboerne. På den måde kan vi få lagt nogle fælles strategier, så det bliver et fælles ansvar, at vi passer på hinanden - og ikke bare et personligt problem, siger Jeanette Lindberg.
Med overfaldet fik alle medarbejdere en meget ubehagelig påmindelse om, at sikkerhed er vigtigt i arbejdet med mennesker med sindslidelser.
– Man kommer sig ikke over et overfald på et bosted. Men man kommer videre, og forhåbentlig tager man ved lære. Men man glemmer det aldrig, siger Jeanette Lindberg.
Alles observationer tæller
Konkret er der på Lindevang indført løbende intern opkvalificering af både nyansatte og erfarne medarbejdere. De bliver fx introduceret til såkaldte frigørelsesgreb, ligesom der er faste procedurer for, hvordan og hvor medarbejderne mødes med borgerne, så man eksempelvis ikke tager en svær snak i beboerens hjem.
Tre gange dagligt foretages der risikovurderinger af borgerne. Og så forventes det, at alle – uanset om man arbejder med rengøring eller er socialpædagog – siger til, hvis de bemærker ændret adfærd hos borgerne. På den måde kan man hurtigere opspore – og måske forebygge – udadreagerende adfærd.
– For der har jo ligget noget før det overfald. Vi har bare ikke set det, lyder rationalet fra Jeanette Lindberg.
Samme logik hersker omkring brugen af alarmerne – efter devicen ’hellere et kald for meget end et for lidt’, så konflikterne kan tages i opløbet. Og den tankegang bliver kun mere aktuel i takt med, at beboersammensætningen på Lindevang har ændret sig, så flertallet af de nye beboere i dag har dobbeltdiagnoser – og medarbejderne dermed ofte oplever pludselige og uforudsigelige stemningsskift hos beboerne.
– Det har for nogle medarbejdere været svært at ændre måden, de tænker sikkerhed på. De har måske følt, det var deres eget ansvar og har måske tidligere tænkt, at det var et svaghedstegn ikke at kunne klare mosten alene. Og det nytter ikke noget at sige, at man skal passe på sig selv, hvis man ikke også viser det i den måde, man arbejder forbyggende på, siger hun og fortsætter:
– Men det er også at passe på borgerne, når vi arbejder for at forebygge vold ved at tilkalde hjælp, hvis man står i en situation, som føles forkert. For borgerne skal nogle gange beskyttes mod sig selv.
Efter overfaldet...
Hvordan kommer man som medarbejder og arbejdsplads videre efter en borgers voldelige eller krænkende opførsel? Vi har spurgt en krisepsykolog, en leder, en tillidsrepræsentant – og hende, der stod lige ved siden af, da overfaldet skete
Læs artikler om samme emne:
- Vidne til overfald: Jeg måtte forlade min kollega
- Psykolog: Hjælp kollegaer ved at debriefe
- Leder: Du kommer ikke igennem det alene