Er livet bedre i udkantsdanmark?

Der er så dejligt ude på landet, lyder indledningen på H.C. Andersens ‘Den grimme ælling’. Og selvom det ikke pludselig er forvandlet til et eventyr, så kan livet for mange udsatte i hvert fald blive dejligere, hvis de rykker fra de store byer ud på landet.

For et liv i udkantsdanmark kan gøre det lettere at holde sammen på hverdagen. Boligerne er billigere og lettere at holde fast i, og sagsbehandlingen i de små kommuner er præget at større fleksibilitet og et mere ‘menneskeligt ansigt’, fordi forvaltningerne ikke er så store og derfor hænger mere naturligt sammen.

Sådan lyder det i en ny rapport fra Rådet for Socialt Udsatte, ‘Socialt udsatte i udkantskommuner’. Udover at notere sig de positive effekter for den enkelte udsatte, peger rapporten dog også på en række problemer, der følger med, ligesom den sætter tal på en udvikling, der definitivt afliver myten om socialt udsatte som kun et storbyfænomen:

Målt ikke i antal, men i andel af befolkningen, er der i dag flere borgere på forsorgshjem og i misbrugsbehandling på landet og i de kommuner, der ligger længst fra de store byer, end der er i storbyerne selv. Faktisk nærmer udkanten sig målt på den måde situationen i de fire største kommuner (København, Aarhus, Odense og Aalborg), hvis udviklingen fortsætter, hedder det i rapporten.

Drastiske tal

Også på psykiatriområdet er der sket et skred: Mens antallet af borgere i ambulant psykiatrisk behandling er gået ned i de store og mellemstore bykommuner, er det det gået markant op i land- og yderkommunerne. Rapporten slår således fast, at land- og yderkommunerne er de kommuner, hvor der er den største andel af personer med komplekse problemer, der fx både indebærer et misbrug og en psykiatrisk diagnose.

Endvidere noterer rapporten, at tal viser, at land- og yderkommunerne som de eneste ikke har oplevet en nedgang i andelen af børn og unge, der er blevet anbragt uden for hjemmet. Andelen af anbragte børn og unge er således mere end dobbelt så høj i yderkommunerne, som den er i bykommunerne.

Når tallene er så drastiske, hænger det selvfølgelig også sammen med, at der er sket en affolkning af land- og yderkommunerne, hvor det især er de erhvervsaktive, der er søgt ind til byerne. Det betyder, at de udsatte grupper, borgere uden for arbejdsmarkedet – der fx er på førtidspension – og de ældre så at sige fylder mere i landskabet.

Social import

Men uanset demografiske forklaringer, den omdiskuterede ‘sociale eksport’ og andre faktorer, så er det et faktum, at livet på landet for mange udsatte udgør en mulighed for at skifte kurs.

Det handler som nævnt bl.a. om adgangen til de både gode og billige boliger, der er umulige at opdrive i de store byer, men også om rolige, naturskønne omgivelser og ikke mindst om ‘oplevelsen af en individuel og helhedsorienteret hjælp fra kommunen og andre sociale tilbud’. 

Han påpeger, at den tilgang nok især lader sig gøre i udkantskommunerne, fordi der ikke er store forvaltninger og mange team, hvor borgeren let kan blive til en sag, der skubbes rundt.

– I udkantskommunernes mindre enheder kender man ofte hinanden på tværs af fagligheder, og man ved, hvem der skal kontaktes for at søge en bestemt indsats til en borger. Det er noget, der lader til at virke for den enkelte udsatte borgers velbefindende, siger han og opfordrer især de helt store kommuner til at tage ved lære:

– Storbykommunerne bør importere tilgange til socialt arbejde fra udkantskommunerne. Det ville være mere konstruktivt end den ‘eksport’ af socialt udsatte, som har været fremme i medierne, siger Jann Sjursen.

Isolationen lurer

Men ligesom en række land- og yderkommuner har råbt vagt i gevær og gjort opmærksom på, at de er belastet til bristepunktet både økonomisk og socialt på udsatteområdet, så peger de socialt udsatte, der bor i land- og udkantskommunerne, også selv på en række problemer:

Mange har brug for behandling og medicin, og her er det et problem, at der mange steder i yderområderne er dårlig adgang til den praktiserende læge og langt til speciallæger og hospitaler. På fx misbrugsområdet er der sket en centralisering af behandlingsmulighederne, og her er den lange transporttid med ofte både dyr og mangelfuld offentlig transport en belastning.

Nogle oplever også problemer med at få bevilget sociale ydelser som fx bostøtte, der ellers kan være nødvendig for mange for at få hverdagen til at hænge sammen og fastholde livet i egen bolig. Der er også langt mellem de væresteder, der for mange udgør et fællesskab, og derfor er social isolation en risikofaktor. På samme måde fortæller nogle af de frivillige i undersøgelsen, at det kan være svært at lave de frivillige indsatser i yderområderne, der eller kunne rette op på dette.

Rapporten fra Rådet for Socialt Udsatte er en kvalitativ undersøgelse baseret på interview med brugere, medarbejdere og frivillige i Bornholms Regionskommune og i kommunerne Guldborgsund, Norddjurs, Sønderborg og Vesthimmerland. Find rapporten på www.udsatte.dk