Vi skal tilbyde dem et federe fællesskab

Hvis du går med os, så har vi din ryg. Vi står sammen igennem alt. Vi kæmper hinandens kampe. Vi hjælper hinanden økonomisk. Vi giver altid en joint, og vi skaffer dig en plads ved bordet på selv de mest fyldte diskoteker. Du bliver en del af et fællesskab.

Ifølge formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, er det nogenlunde sådan, invitationen til at komme ind i et bandefællesskab på fx Nørrebro, i Gellerup eller Vollsmose lyder. Og sådan en invitation er svær at takke nej til for en ung mand i et udsat boligområde, som savner et netværk, status og noget at fylde dagene ud med. Netop derfor kræver det en gigantisk indsats fra mange forskellige sider at trække de unge mænd i en anden retning, mener Claus Oxfeldt.

– Det kræver et kæmpe arbejde fra politi, skole, hele socialvæsenet og SSP-området at få livet uden for banden til at virke mere attraktivt. Det er et langt, sejt træk, som politiet slet ikke kan trække alene. Vores opgave stopper mange gange, når kriminaliteten er opklaret. Vi kan ikke afsætte uanede ressourcer til at få dem ud af det her forløb, de er på vej ind i, siger han.

Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, er enig. Opgaven ligger i at tilbyde og vise de unge alternativer, så fødekæden til banderne bliver brudt. De, der allerede er bandemedlemmer, kræver en større indsats. Men det kan godt lykkes at påvirke dem i en positiv retning, mener han.

– Vi skal ud på gaderne og møde de unge, som er på vippen til at vælge det forkerte fællesskab til. Socialpædagoger er gode til at skabe relationer og opbygge en tillid, som skal bruges til at få dem over i nogle andre fællesskaber. Det er lige fra klubber til fodboldforeninger, uddannelse eller job, siger Benny Andersen. 

Et angstfrit rum

Tillid er en af de vigtigste ingredienser i den store sammenkogte ret, der hedder ‘løsninger på bandekonflikten’. Det mener både Socialpædagogerne og Politiforbundet. 

De unge skal have tillid til, at socialpædagogerne faktisk giver dem det alternativ, de bliver lovet. Samtidig skal borgerne i de konfliktramte områder have tillid til, at kuglerne holder op med at suse dem om ørerne.

– Det tager jo mere end en uge at få de unge i en anden retning. Det kan tage fire, fem, seks, ti møder med en ung gut, før der begynder at ske noget. Så politiets arbejde med at stoppe kriminaliteten nu og her skal slet ikke undervurderes. Uden en kortsigtet indsats får vi ikke borgernes accept til at tænke langsigtet, siger Benny Andersen. 

Ifølge ham kræver den langsigtede indsats et samspil mellem politiets og socialpædagogernes arbejde, så man kan få gavn af hinandens kompetencer. 

– Politiet har en stor viden om, hvor de forskellige grupperinger opholder sig, hvem de er, hvad de laver, hvem de eventuelt er i konflikt med osv. Den viden kan socialpædagogerne bruge i deres arbejde, siger Benny Andersen. 

Claus Oxfeldt ser en styrke i at samarbejde med socialpædagogerne, fordi de unge mænd ofte har lettere ved at åbne op over for en socialpædagog. Desuden er det Oxfeldts oplevelse, at forældrene til de unge drenge med anden etnisk baggrund ofte er skeptiske over for politiet. Dermed vil det også i dialogen med forældrene være en fordel at være socialpædagog og ikke betjent. 

– De unge ved godt, at når man siger noget til politiet, så er der risiko for, at der vil være en konsekvens. Med en socialpædagog kan man tale i et mere angstfrit rum, lyder det fra politiforbundets formand. 

Ring døgnet rundt

Hvis man gerne vil ud af en bande, er det lidt det samme som at sætte sig for at droppe smøger eller sukker. Det er svært. Der vil være mange tidspunkter, hvor man bliver fristet, og hvor man bare har lyst til at give op. Derfor kræver det en døgnet rundt-indsats at få bandemedlemmer til at kvitte fællesskabet, mener Claus Oxfeldt, som gerne så en bedre exit-indsats for bandemedlemmer.

Han ser en fordel i at være et helt team bestående af både socialpædagoger og politibetjente omkring en enkelt person. 

– Det kræver ufattelig meget omsorg, og at man er på 24 timer i døgnet, siger han og bruger politiets gamle uropatrulje, som arbejdede i civil i det københavnske narkomiljø, som eksempel. 

– Alle betjentene i uropatruljen havde en narkoman hver, som de prøvede at hjælpe ud af deres narkomisbrug. Narkomanen kunne ringe til politimanden 24 timer i døgnet for at få råd og støtte. Det kræver det. Men det er også ressourcekrævende. Det kunne vi sagtens koordinere med fx socialpædagoger, siger han. 

Benny Andersens erfaring fra et tidligere projekt med politi og socialpædagoger på Københavns Vestegn viser ligeledes, at det virker, når socialpædagogen fungerer som den røde tråd i de unge drenges liv.

– De betror sig til socialpædagogerne om deres problemer, deres familier og de dilemmaer og valg, de står overfor. Socialpædagogerne bliver en slags livline, som er tilgængelig og klar til at gøre snak til virkelighed og rent faktisk kan flytte de her drenge, siger han.

Banderne viser tænder

Siden midten af juni har der ifølge politiet været omkring 30 skyderier i forbindelse med bandekonflikten alene i København. I midten af august blev der afsat ressourcer til at etablere en mobil politistation på Nørrebro, hvor konfliktens bølger går højest. Den skulle skabe tryghed for borgerne. 

Ifølge Oxfeldt skal man dog ikke tro, at banderne holder sig tilbage af den grund. 

– Kort tid efter, at stationen var blevet etableret, var der skyderier igen. Det lignede meget en magtdemonstration fra bandernes side for at vise, at de styrer området, siger Oxfeldt og understreger, at den forebyggende indsats er nøglen til at løse konflikten. 

– Vi kan godt stoppe skyderierne i en periode. Men de vender tilbage igen, hvis vi ikke får stoppet tilførslen af nye medlemmer til banderne. Det er dér, der skal sættes ind, siger han.