Vi ser mennesket bag diagnosen

Hønsene pirker uforstyrret i græsset. Og skiltet over døren på den trelængede gård forsikrer om, at i dette landlige bo får sjælen hvile og tanken ro. Vi er på Bofælleskabet Krogholmgård i Nordsjælland, som er hjem for 32 ældre beboere med demens.

– Her i huset lever beboerne hele resten af deres liv. Det er et hjem med alle hverdagens gøremål, og de hverdagssysler forsøger vi at inddrage beboerne i så meget som overhovedet muligt. For vores motto er, at beboerne skal leve livet hele livet – ikke bare være vidne til det, forklarer centerleder Jane Hald, der viser Socialpædagogernes formand Benny Andersen og ældreordfører Astrid Krag (S) rundt på flere af kommunens ældrecentre denne fredag.

Pædagogikken bag opgaven
Jane Hald fortæller, hvordan der for eksempel er ergoterapeutisk mening i at forsøge at inddrage en beboer i at skifte pudebetræk, ligesom der ligger en pædagogisk opgave i at tage beboerne med på råd, når frikadellefarsen skal røres sammen.

– Det kan godt være, de ikke kan røre i gryden, men de kan huske opskriften, og det er også deltagelse. Alle mennesker har brug for, at der er brug for dem, og denne generation af mennesker har aldrig haft ledige hænder. Vi forsøger hele tide at finde anledninger til samspil, for samspil giver kvalitet. Først og fremmest for beboeren og dermed også for medarbejderen, siger Jane Hald, der blandt andet er meget optaget af at bruge den pædagogiske marte meo metode i arbejdet med beboerne.

Centerlederen holder inde for en stund, da Preben, som bor i Hus 3, trisser forbi og kredser et par gange rundt om gæsterne. Jane Hald og kollegaerne inviterer med både ord og kropssprog Preben til at sidde med ved mødebordet.

– Her er dørene ikke låst, for det er de ældres hjem. Så selvom vi måske bliver forstyrret lidt undervejs, skal de have lov til at komme inden for, siger Jane Hald.

Den gamle gård i Trørød blev renoveret for 20 år siden og åbnede derefter som bofællesskab for mennesker med middelsvær til svær demens. Beboerne fordeler sig i fire boenheder, som har hvert deres fælles opholdsrum, indrettet som enhver anden dagligstue. Og til at sikre beboerne det gode hverdagsliv er der ansat 38 medarbejdere: sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter og desuden syv pædagoger og socialpædagoger. 

Tværfaglighed gavner alle
De socialpædagogiske medarbejdere er blandt de omkring 400 socialpædagoger, der på landsplan arbejder inden for ældre- og demensområdet – et felt, der ellers traditionelt har været baseret på en sygdoms- og sundhedsfaglig tilgang, men hvor der i stigende grad er bud efter pædagogiske kompetencer.

– Der er sket en holdningsændring i retning af at indse, at man sagtens kan bidrage med sine sociale ressourcer og interesser, selvom man er ældre med demens. Dér kommer den pædagogiske faglighed ind, fordi socialpædagoger fokuserer på de ressourcer, der er tilbage. Alle medarbejdere ser mennesket bag diagnosen, men pædagogen har særlige faglige forudsætninger for at sætte ressourcerne i spil og inddrage pædagogiske værktøjer i arbejdet, forklarer Jane Hald.

En af de medarbejdere, som Benny Andersen og Astrid Krag får lejlighed til at møde, er pædagog Hanne Jeppesen. Hun blev ansat på Krogholmgård for tre måneder siden efter at have arbejdet med blandt andet vuggestuebørn og børn med handicap gennem 35 år.

– Jeg ser pædagoger som et fagligt kompetent supplement til det sundhedsfaglige personale og styrken er især evnen til at motivere, anerkende og have fokus på mennesket bag diagnosen. På den måde skaber vi samarbejdet mellem menneskene – de ansatte, beboerne og familierne. Jeg kan som pædagog være med til at sætte ord på beboernes følelser – hvad enten de er vrede eller kede af det – så de føler sig anerkendt. Jo flere faggrupper, vi samler om et menneske, jo bedre kan vi se, fortæller hun.

Astrid Krag spørger, om faggrupperne ikke til tider kan ryge i totterne på hinanden. Men fra alle sider lyder det samstemmende, at der selvfølgelig kan være diskussion om den rette indsats, men at den diskussion skal ses som en god ting.

– Det kvalificerer faglighederne, når vi er i dialog med hinanden. Man skal kunne argumentere for det, man gør, og det styrker ens egen faglighed, og når vi derudover inddrager kolleger med anden faglighed, lærer vi også nyt. Dermed bliver vi alle dygtigere, forklarer Jane Hald.

En værdig alderdom
Benny Andersen og Astrid Krag drager videre til Plejecenter Byageren, hvor det er blevet tid til kaffe og kage. Beboerne venter spændte i opholdsstuen, for de har i dagene op til talt meget om, at der skulle komme besøg fra Christiansborg. Og Lydia Nordberg Jensen, der er socialpædagog på plejecentret, har hjulpet beboerne med at søge et billede af Astrid Krag frem på iPad’en, hvorefter de fik sig en snak om politikerens mærkesager og om, hvad en værdig alderdom egentlig er.

– Det havde beboerne svært ved at svare på. Men for mig at se er det, at de får nogle hjemlige rammer. Derfor bruger vi fx mindst en time på måltidet. For én beboer kan det være afgørende at spise selv, og for en anden er det vigtigt, at der er tid til at byde maden rundt, siger Lydia Nordberg Jensen og spørger en af de ældre beboere, Gurli, om hun vil række thekanden til Erik. Gurli ser koncentreret Lydia i øjnene i 10-15 sekunder, hvorefter hun griber ud efter kanden.

– Det tager tid. Men den del af hverdagslivet holder vi meget fast i, for måltidet er også noget af det, beboerne erindrer. De kan høre og dufte, når maden bliver tilberedt. Det fylder dem med hverdagsminder. Og når ordene bliver væk, hjælper vi dem med at sætte farver og smag på. Grundlæggende tror jeg, at jeg som socialpædagog er god til at fange snakke og se hele mennesket, siger Lydia Nordbjerg Jensen.

Et besøg der gør indtryk
Selvom beboerne ikke kunne sætte ord på, hvad en værdig alderdom er, kan man se den udspille sig netop her, forsikrer Benny Andersen efter dagens besøg.

– Værdigheden er gennemgående, og samtidig mærker jeg en faglig stolthed. Det fortæller mig, at når der er socialpædagogisk faglighed til stede, så sker der noget andet med sådan et sted. Socialpædagoger ser ikke demente eller gamle mennesker, men først og fremmest mennesker. Samtidig bliver vi som socialpædagoger også bedre af at være sammen med andre faggrupper. Det gør stort indtryk på mig, siger han.

Astrid Krag havde på forhånd læst den hvidbog, som Socialpædagogerne udgav i marts i år. Den præsenterer en række bud på, hvordan socialpædagogikken kan styrke den tværfaglige indsats på demensområdet. Men det har alligevel gjort stort indtryk af se virkeligheden udspille sig i praksis, fortæller hun.

– I takt med, at vi arbejder med hverdagsrehabilitering, og i høj grad insisterer på, at det selv for de allermest svækkede handler om livskvalitet, så er der behov for en flerfaglighed. Behovet for en stærk sygeplejefaglighed vokser i takt med, at ældre og mere svækkede udskrives hurtigere fra sygehuset. Men det betyder, at der samtidig er tilsvarende stort behov for en øget faglighed med fokus på ressourcer og livskvalitet og med fokus på mennesket frem for diagnosen, siger Astrid Krag.