Vi arbejder også med dyr

Hvad enten det drejer sig om en familieplejer med høns i baghaven eller en behandlingsinstitution, der driver en hel dyrepark, er meldingen den samme: De pelsklædte pædagogmedhjælpere kan gøre en positiv forskel, når målet fx er at arbejde med empati, ansvarsfølelse eller fællesskab.

I forlængelse af nærværende fagblads serie om dyr og socialpædagogik har vi fået en halv snes henvendelser fra læsere, der gerne vil dele deres egne erfaringer om emnet. Og det samme budskab går igen og igen: Dyr kan være et rigtig godt socialpædagogisk redskab. Eller som fritidsleder Jakob V. Kristensen udtrykker det: 

– Dyr er et af de allerbedste ‘fælles tredje’ – måske lige efter fællesspisning, måske må de dele førstepladsen.

Han leder en fritids- og ungdomsklub for bl.a. børn og unge med vidtrækkende handicaps. Her er der både jordegern, hængebuesvin, dværgpapegøjer og flere andre dyr, og nogle af de unge har fritidsjob hos dyrene som en del af deres handleplaner.

Bente Wilstrup, der har været familieplejer i 21 år og nu er droslet ned til aflastning, siger: 

– Vi har altid brugt dyr i vores tilgang til børnene, og de har så meget at give: En fantastisk evne til at give ro, styrke selvtillid, selvværd, empati, sundhed og glæde.

I dag har hun og hendes mand åbnet ‘Ponystedet’ mellem Skive og Viborg, hvor fx mennesker med særlige behov kan opleve samværet med ponyer uden at ride.

Et minde

Ulla Lehmann, der i dag er underviser på Social- og sundhedsuddannelsecentret SOSU C i Herlev, mener også, at dyr kan være et godt socialpædagogisk værktøj. 

– Da jeg læste artiklerne i mit fagblad, fik det mine tanker på gled. Jeg har tidligere arbejdet på en af Danmarks største byggelegepladser, Ellekilde Fritidscenter i Skovlunde, og på byggelegepladsen arbejdede vi bl.a. med børnenes sorg, når dyrene døde. For mange børn blev kaninen en trofast ven, og så blev det rigtig svært, når den døde.

På byggelegepladsen var der også geder og får, og når de døde, blev skindet garvet. 

 – En dag var der en, der foreslog, at vi også kunne gøre det med kaninskind. I begyndelsen tænkte jeg, at det var alt for makabert, men det viste sig faktisk at være en stor hjælp for nogle børn. Med skindet fik de et minde om kaninen, og jeg tænker, at det måske svarer til voksne, der er særlig glade for en ting, de har arvet fra nogen, de kendte og holdt af.

Ventetid

Kaninskindet blev sjældent garvet lige efter, at kaninen var død – for det meste blev dyret lagt i salt eller fryseren, så garvningen først begyndte, når barnet var klar.

– Så det var ikke noget med, at barnet fx hulkende garvede skindet. Nej, det foregik stille og roligt, mens vi fx talte om de gode oplevelser, barnet havde haft med dyret. På den måde fik barnet mulighed for at bearbejde sorgen på en anden måde, end hvis dyret bare blev gravet ned og man aldrig talte om det, fortæller Ulla Lehmann, der samtidig understreger, at det ikke var alle børn, der havde lyst til at få kaninens skind.

– Og det er selvfølgelig vigtigt, at det er helt frivilligt.

I dag bruger Ulla Lehmann en gang imellem eksemplet, når hun underviser fx pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter.

– Pointen med historien om de garvede kaninskind er, at man kan arbejde med sorg og tab på mange forskellige måder – og at man nogle gange godt selv kan tænke: Nej, det er for makabert. Og så giver det alligevel mening for barnet.

Nemmere at stole på

Familieplejer Peder Staunfeldt-Larsen fra Fyn har også rigtig gode erfaringer med kombinationen af dyr og pædagogik – især i forhold til tidligt frustrerede børn.  

– Når man ikke stoler på mennesker, er det nemmere at stole på dyr, som altid er glade for at se en, siger han.

Peder Staunfeldt-Larsen og familie har både katte, høns, heste og hund, og når han og hustruen får et nyt barn i pleje, observerer de hvilket dyr, barnet har det bedst med.

– Og så er det dét dyr, der bliver sat i spil. Vi havde fx en dreng, der slet ikke havde været vant til at få sat grænser. Det hele var bare fandeme og sgu og fuck de voksne. Jeg tog ham med rundt, når jeg skulle lufte og fodre, og på et tidspunkt spurgte han, om han ikke måtte få en større rolle i forhold til hundene. ‘Joeh’, svarede jeg så, ‘men så skal jeg jo kunne stole på, at du også passer dem, og det ikke bare er lige meget om fem minutter – for ellers så kan jeg jo risikere, at de sulter eller tørster’.

Ansvar og empati

Det endte med at drengen påtog sig et stort ansvar, og da han havde bevist, at han kunne være vedholdende og ansvarlig, fik han sin egen hund. 

– Da han kom hjem fra sit månedlige besøg hos forældrene, sad den og ventede på ham. Han lyste op, og siden har det bare været den store kærlighed, fortæller Peder Staunfeldt-Larsen, der har erfaring for, at den socialisering, der sker mellem dyr og menneske, på sigt også kan overføres til andre mennesker. 

Også Orøstrand Skole- og behandlingshjem har gode erfaringer med at lade dyr indgå i behandlingsarbejdet. Her har de en hel dyrepark med så forskellige dyr som lamaer, næsebjørne, slanger, krokodiller og en kamel – og også her handler den socialpædagogiske dimension i arbejdet med dyr bl.a. om ansvar og empati. Derudover er dyreparken med til at åbne Orøstrand mod omverdenen, idet der sidste år var 14.000 betalende gæster i dyreparken – gæster som bl.a. blev guidet af børn fra behandlingshjemmet.