Konference
Giv hjemløse en pause fra regler og krav
'Lad os frede hjemløse for alle de regler, der spænder ben for, at de kan få en bolig og støtte til at få sammenhæng i deres liv'. Sådan lød det fra Socialpædagogerne på en konference fredag den 18. august. Flere politikere bakkede op om ideen
18. august 2017
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Hjemløse borgere skal ikke holde styr på 22 forskellige sagsbehandlere. De skal ikke bruge alle deres ressourcer på at leve op til alverdens regler og krav om fx at møde op i jobcentret på et bestemt tidspunkt eller opfylde krav om digital dokumentation og kommunikation.
De bør i stedet helt fredes for de mange regler, der spænder ben for, at de faktisk kan komme ud i en bolig, få penge, finde beskæftigelse og få den rette støtte til at få styr på tilværelsen.
På en hjemløsekonference på Christiansborg fredag den 18. august luftede Socialpædagogernes formand Benny Andersen for første gang tanken om et såkaldt ’regel-helle’ for udsatte hjemløse i en periode på op til to år.
Og forslaget mødte opbakning fra flere af deltagerne på konferencen.
- Som hjemløs skal man ikke risikere at skulle møde 22 forskellige sagsbehandlere og gå ind af 22 forskellige døre. Der er et stort behov for at få anskueliggjort, hvordan sagsbehandlingen forløber på det her område, for kompleksiteten er enorm, og alt for meget viden går tabt undervejs, lød det fra socialordfører Orla Østerby (K). Han er initiativtager til hjemløsekonferencen, som Konservative har arrangeret i samarbejde med Blå Kors og Socialpædagogerne.
Også fra Enhedslistens socialordfører, Pernille Skipper, var der opbakning til at se på, om ikke man skulle rydde lidt op i de regler, man møder som hjemløs borger.
- Vi blander social- og beskæftigelsespolitik for meget sammen, hvor vi møder den hjemløse med mistillid og en ’det skal betale sig at arbejde’-tilgang i stedet for at tage afsæt i de udfordringer, den enkelte har. Derfor synes jeg godt om forslaget om et regel-helle, hvor man så at sige giver sagsbehandleren en nødbremse til at stoppe det store system, der bare kører derudaf – og i stedet fokuserer på det, der er bedst for den enkelte hjemløse.
Ny handleplan fra Socialpædagogerne
Ideen om et regel-helle for hjemløse indgår i en overordnet handleplan på hjemløseindsatsen, som Socialpædagogerne netop har vedtaget. Andre fokusområder, som forbundsformanden præsenterede på konferencen, er, at forsorgshjem og herberger skal styrkes, at ungdomshjemløshed skal bekæmpes ved at sikre målrettede tilbud til det stigende antal unge hjemløse – og endelig at Housing First metoden skal udbredes.
En metode om socialminister Mai Mercado gav fine ord med på vejen, da hun var på talerstolen.
- Kernen i Housing First tilgangen er, at man kombinerer bolig med en helhedsorienteret indsats. For det er vigtigt, at det aldrig bliver housing only – tag over hovedet skal gå hånd i hånd med en specialiseret indsats, hvor man også tager højde for de mange andre udfordringer hjemløse ofte har som fx misbrug, psykiske lidelser og manglende netværk, lød det fra ministeren.
Bedre sammenhæng i indsatserne
På konferencen var der oplæg fra bl.a. SAND – De Hjemløses Landsorganisation, Blå Kors Danmark, KL, Projekt Udenfor og Gadejuristen Nanna Godtfredsen, og flere af oplægsholderne kom ind på behovet for at sikre bedre sammenhæng i indsatserne.
- Det er så fragmenteret, det der bliver gjort over for hjemløse, og der er alt for lidt sammenhæng. Så vidt jeg husker, lød det med kommunalreformen, at man som borger ville få én dør ind i systemet, men det er langt fra det, man oplever som hjemløs. De har så mange døre, de skal prøve at ramme og så mange regler og paragraffer, de skal finde rundt i. Vi skal have færre regler og sanktioner - og langt større involvering af dem, det hele handler om, lød det fra Nanna Godtfredsen.
Også SF’s socialordfører Trine Torp talte for at skabe bedre sammenhæng i indsatserne.
- Hvis man laver et landskab over, hvor mange professionelle en hjemløs er i kontakt med, bliver man dybt chokeret. Det må vi kunne organisere meget bedre, så man fx som ung hjemløs får én tovholder og tilknyttes én enhed. Det handler om at skabe et værdigt liv for hjemløse – og her er vi nødt til at fokusere langt mere på, hvad udsatte borgere selv har af behov, og hvad der motiverer dem.
Fokus på overgangene
Fra Benny Andersen lød opfordringen også, at der sikres bedre overgange.
- Når fx medarbejdere på forsorgshjem arbejder med hjemløse, vil det jo give rigtig god mening, at de også følger vedkommende videre i udslusningsbolig og senere i egen bolig. Der skal hele tiden sikres sammenhæng i indsatserne. Den hjemløse, vi holder i hånden, bør vi aldrig slippe, før vi ved, at en anden hånd tager over.
Socialpædagogerne har netop lavet en undersøgelse blandt ledere og forstandere på landets forsorgshjem og herberger. Den viser bl.a., at flere hjemløse afvises på grund af pladsmangel, at der er kommet flere beboere med psykiatriske problematikker – og at der mangler tilbud til unge hjemløse. Læs mere om undersøgelsen ’Hjemløse på forsorgshjem og herberger 2017’.
I det kommende nummer af fagbladet Socialpædagogen kan du læse mere om hjemløsekonferencen