Sæt spot på overgangen til voksenlivet

Der findes ikke én fast opskrift på, hvordan et plejebarn bedst kommer ind i voksenlivet – det afhænger altid af det enkelte barn. Men på det overordnede plan er der nogle fællestræk for den gode overgang: Langsigtet, rettidig planlægning, inddragelse af alle relevante aktører – herunder biologisk familie og netværk – og faglig opbakning til familieplejerne.

Sådan lyder budskabet fra Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen, der mener, at TV2-dokumentaren ‘Mors lille dreng – på egne ben’, skal give anledning til at sætte spot på, hvordan plejebørn bedst støttes i overgangen til voksenlivet.

– Og det skal tages alvorligt. Når det kan gå så galt for Jørn, der havde et helt tv-hold i ryggen, tør jeg slet ikke tænke på, hvor galt det kan gå for andre, siger hun.

Overladt til sig selv

Dokumentaren viser, hvordan det går ned ad bakke for Jørn i de sidste teenageår. Med diagnoserne ADHD, autisme og alvorlige personlighedsforstyrrelser skal Jørn have massiv støtte i voksenlivet. Men da han fyldte 18, blev der ikke sikret en god og glidende overgang fra livet i plejefamilien til livet på et botilbud.

I stedet blev Jørn i alt for høj grad overladt til sig selv og et stigende misbrug.

– I Jørns tilfælde er det tydeligt, at der skulle have været fokus på at finde det rette tilbud til ham og på at opbygge relationer til socialpædagogerne på tilbuddet, inden han flyttede ind. Det vigtige er ikke at komme med én fast opskrift på den gode overgang – det vigtige er at have fokus på de gode overgange, for den enkelte proces skal altid være tilpasset det enkelte unge menneske og hendes eller hans behov, siger Verne Pedersen.

Netop for at sikre det rigtige tilbud til den enkelte mener hun, at det er uhyre vigtigt, at såvel plejefamilie, som barnet, de biologiske forældre og alle andre relevante aktører inddrages i beslutningen om, hvad der skal ske, når barnet fylder 18 år. Men en ny undersøgelse fra Socialpædagogerne viser, at det langt fra altid er tilfældet.

Inddrages for lidt

353 familieplejere, som alle har haft et plejebarn, der fyldte 18 år under anbringelsen, har svaret på spørgsmål om inddragelse – og 31 pct. svarer, at de er uenige eller meget uenige i, at barnet blev inddraget tilstrækkeligt.

39 pct. mener, at de som familieplejere selv blev inddraget for lidt, og 43 pct. vurderer, at andre aktører som fx skole og børnepsykiatri blev inddraget for lidt.

Når det gælder de biologiske forældre, vurderer 39 pct. af familieplejerne, at også de blev inddraget for lidt.

– Så det halter virkelig med inddragelsen, og det er skræmmende, når man tænker på, hvor vigtigt det er for at kunne give det rette tilbud og sikre en god proces, siger Verne Pedersen.

Undersøgelsen viser da også, at mere end hver tredje familieplejer (37 pct.) svarer, at de i ringe eller meget ringe grad oplevede, at barnet modtog et passende tilbud, da det fyldte 18 år.

Løbende opkvalificering

Hvis flere skal have det rette tilbud, mener Verne Pedersen, at den gode overgang fra barn til voksen skal planlægges i god tid, ligesom familieplejerne løbende skal klædes på til bedst muligt at forberede den unge på voksenlivet.

– Der kan opstå nogle nye problemstillinger, når barnet fx bliver teenager, og det skal familieplejerne rustes til gennem fx supervision, god og regelmæssig kontakt til familieplejekonsulenterne, efteruddannelse og deltagelse i netværk, hvor de kan sparre med hinanden, siger hun.

Socialpædagogerne har tidligere foreslået, at der skal opbygges ressourcecentre på fx døgninstitutioner, hvor man kan samle kompetencerne til bedst muligt at understøtte familieplejerne, og Verne Pedersen mener også, at sådanne ressourcecentre kan medvirke til at skabe bedre overgange.