Vi skal larme noget mere

De har mere end den socialpædagogiske faglighed til fælles rundt om bordet. De otte kvinder, der er mødt op til aftenens netværksmøde i Kreds Nordsjælland, arbejder alle inden for demensområdet. Som nattevagt, musikterapeut, i et daghjem – eller som pædagog på et omsorgs- og plejecenter.

Fælles for dem er også, at de ofte står alene med den socialpædagogiske værktøjskasse blandt ergoterapeuter, sosu-assistenter, sygeplejersker og afspændingspædagoger.

– Vi har efterhånden en del medlemmer, der arbejder med ældre og demente borgere – og vi oplever, at mange af dem har et stort behov for at udveksle erfaringer og inspirere hinanden. For det er stadig forholdsvis nyt, at socialpædagoger ansættes på pleje- og omsorgscentre. Og det kræver noget særligt, når man skal trænge igennem med sin pædagogfaglighed på et felt, der traditionelt er bygget på en sygeplejefaglig tilgang, fortæller Birgit Anna Larsen, der er faglig sekretær på kredskontoret i Hillerød.

Netop derfor har hun taget initiativ til at etablere et netværk for medlemmer, der arbejder inden for demensområdet og afholder netværksmøder hver anden eller tredje måned.

– Nogle gange har vi et tema på dagsordenen, andre gange er det mere snak og netværk, der er i fokus. Det vigtigste er at få mulighed for at udveksle erfaringer med hinanden. Det handler jo om, at man ikke skal glemme sin faglighed, selvom man måske står lidt alene som pædagog. For hvis man vil lykkes med at arbejde mere tværfagligt på ældreområdet, så skal man som socialpædagog kende sin faglighed – og stå ved den, siger Birgit Anna Larsen.

Svært at løfte alene

Så snart ‘hvad er der sket siden sidst’-runden går i gang, bliver det da også tydeligt, at det indimellem kan være lidt ensomt at være socialpædagog på et omsorgs- og plejecenter.

– Jeg savner at få min faglighed i spil. Men der er ikke andre pædagoger ansat, så det kan godt være en udfordring at få faglig sparring, fortæller en af deltagerne.

En anden følger op med at fortælle, hvordan det kan være svært over for kollegerne at sætte ord på, hvad det helt præcis er, man kan tilføre de ældres hverdag som netop socialpædagog.

– Det kan godt være lidt ensomt at trække det her læs, og jeg føler nogle gange, at det er svært at fungere som pædagog, siger en af kvinderne, som hurtigt suppleres af sidemanden.

– Jeg oplever ofte, at jeg med min faglighed godt kunne tænke mig at gøre tingene lidt anderledes, men det kan være svært, når der ikke er andre pædagoger ansat. Man kan altså ikke løfte alene.

Diskussionen viser ifølge Birgit Anna Larsen, at der er behov for den slags fortrolige rum, hvor alle kan få luft.

– Når man går alene med sin faglighed i en travl hverdag, så er det vigtigt, at man lige kan få vendt stort og småt i et netværk som vores, hvor alle jo ved, hvad det er for udfordringer, man står med som socialpædagog i arbejdet med ældre og demente.

Noget af det mest fantastiske

Men på trods af, at alle otte kvinder mere eller mindre arbejder som eneste socialpædagog blandt andre faggrupper, er begejstringen ikke til at tage fejl af.

– Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor der ikke er flere socialpædagoger, der arbejder med ældre, for det er noget af det mest fantastiske – og man kan i den grad se resultater af den socialpædagogiske tilgang, lyder det fx fra Annette Møller Hansen, som glad fortæller de andre rundt om bordet, at hun for nylig er blevet fastansat som musikterapeut på omsorgscentret Tolleruphøj i Frederikssund.

– Jeg står bl.a. for musikterapi i en demensenhed, jeg arbejder meget med de urolige borgere og laver også musiktilbud i de palliative forløb. Mit arbejde handler meget om at aktivere beboerne med sang, musik og dans – og det oplever jeg, at plejehjemmene skriger på. Derfor skal vi som pædagoger virkelig larme så meget, vi kan, omkring vores faglighed, fortæller hun.

For i hverdagen oplever Annette Møller Hansen ind imellem, at de ældre borgere savner aktiviteter i deres hverdag.

– Mange sidder bare og venter på, at der skal ske noget. Så jeg gør fx det, at jeg går rundt med min guitar og spiller på alle afdelinger om formiddagen for at minde beboerne om, at der er sang og musik om eftermiddagen. Jeg arrangerer koncerter og inviterer pårørende indenfor – alt sammen fordi jeg ved, at når man har en hverdag, hvor der sker noget, og hvor man er aktiv som menneske, så er man mere tilfreds, man er træt på den naturlige måde, og man trives bare bedre, siger hun.

Tværfaglighed højner kvaliteten

Samme oplevelse har Ann Dorthe Engelhardt, som i ti år har arbejdet som pædagog på daghjemmet Frydenholm i Holte. Her arbejder hun i et tværfagligt team med bl.a. ergoterapeuter og afspændingspædagoger – og har en sygeplejerske som leder. Selvom hun er den eneste pædagog i sit team, oplever Ann Dorthe Engelhardt ikke, at hun står alene.

– Vi har udviklet et meget tæt tværfagligt samarbejde hos os, og jeg oplever virkelig, at vi får så meget energi af hinanden på tværs af fagligheder. Vores primære mål er at skabe en spændende og meningsfuld hverdag for gæsterne, fortæller hun – og remser nogle af aktiviteterne op.

– Vi har wellness, dansecaféer og masser af musik.  Vi har ligeledes et tilbud målrettet yngre demensramte. Her er det muligt at være mere fysisk aktiv i en vandregruppe, som går 7-10 km sammen med bl.a. en naturvejleder. Derudover er der åbent hus to aftener om ugen som aflastningsmulighed for pårørende, hvis de har behov for lidt alenetid – og senest har vi sat gang i et ‘Fortælle for livet’-projekt, hvor de ældre i grupper fortæller deres livshistorier, lyder det fra Ann Dorthe Engelhardt, som kun ser det som en fordel, at der er flere fagligheder i spil i arbejdet med demente.

– Det, at vi som personale hver især ved og kan noget forskelligt, er med til at højne kvaliteten i vores arbejde. Det handler om at finde energierne i krydsfeltet, når man arbejder tværfagligt.