Vederlagsguide skaber ikke den ønskede ro

Hvis der skal skabes ro omkring familieplejernes ansættelsesforhold, har vi brug for noget helt andet end denne guide, der på ingen måde kommer til at skabe ensartethed mellem kommunerne.

Sådan lyder det fra Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen, efter at hun har gransket Socialstyrelsens ’Guide for god praksis til vederlag,’ der udkom i januar.
Guiden blev ellers præsenteret med en understregning af, hvor vigtigt det er at skabe ro, idet socialminister Mai Mercado i forbindelse med lanceringen sagde:

- Plejefamilier skal være et trygt, omsorgsfuldt og familielignende alternativ til børn og unge, der ikke kan bo hos deres egne forældre. Derfor er det rigtig vigtigt, at kommunerne sørger for, at der er ordentlige og trygge ansættelsesforhold for plejefamilierne, så der hele tiden er ro og stabilitet omkring det anbragte barn.
Men ifølge Verne Pedersen er der et helt grundlæggende problem ved guiden, der bedst sammenfattes med tre bogstaver: K. A. N. Kan.

- Der er tale om et inspirationskatalog med ideer til, hvad kommunerne kan gøre – ikke noget de skal gøre. Og det betyder, at kommunerne bare kan plukke og derfor på ingen måde behøver at få en ensartet praksis, siger hun.

Korte opsigelsesfrister

Et godt eksempel handler om opsigelsesfrister.
Her står der at nedsættelse af vederlag typisk finder sted med en måneds varsel, og at plejefamilierne oplever, at det er for lidt – og at det øger oplevelsen af usikkerhed omkring økonomien for plejefamilierne.

"Med henblik på at sikre, at plejefamilien har tid til at omstille sig, kan det være relevant at hæve varslingsperioden til eksempelvis tre måneder og lade dette fremgå af en eventuel lokal plejefamiliehåndbog, kontrakter mv. Dette vil forventeligt øge plejefamiliernes oplevelse af tryghed og mindske bekymringerne omkring nedsættelse. En længere varslingsperiode kan dog samtidig være ressourcekrævende for kommunen, hvilket skal indgå i overvejelsen," står der.

Og den formulering finder Verne Pedersen næsten tragikomisk.

- Det eneste kommunerne skal, er altså at medtænke at en længere varslingsperiode kan være ressourcekrævende. Resten er en mulighed – noget de kan gøre, hvis de lige lyster, men hvis det skal batte, skal længere opsigelsesfrister selvfølgelig være et krav. Hvis der virkelig skal skabes ro på familieplejeområdet, har vi derfor brug for bindende aftaler – og allerhelst en overenskomst.