Demens
Tre spørgsmål til ældreministeren
Fagbladet Socialpædagogen har bedt ældreminister Thyra Frank (LA) om at sætte ord på, hvordan man bedst sikrer en tværfaglig indsats over for mennesker med demens
17. marts 2017
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Helle Scheffmann
En af visionerne på ældreområdet er, at ældre skal sikres mere indhold og flere meningsfulde aktiviteter i hverdagen. Hvilken rolle, mener du, at socialpædagoger kan spille i den sammenhæng?
– Vi skylder det stigende antal af mennesker med demens, og deres pårørende, at de kan leve et værdigt liv. Det er klart, at det er vigtigt, at plejepersonalet har forståelse for de menneskelige reaktioner, der helt naturligt opstår, når vores hukommelse svigter, og sproget forsvinder. Jeg mener, at en sådan forståelse er afgørende for, at det enkelte menneske med demens får netop den hjælp, støtte og pleje, som vedkommende har behov for. Derfor er det også så godt, at vi i den nye nationale demenshandlingsplan har afsat 37,5 mio. kr. til at etablere rådgivnings- og aktivitetscentre rundt omkring i landet med åbne tilbud til både demensramte og deres pårørende, herunder yngre med demens.
Af demenshandlingsplanen fremgår det også, at man ønsker at sikre en tværfaglig indsats af høj kvalitet. Hvordan kan man tænke socialpædagogers faglighed ind i det arbejde?
– For at vi kan sikre mennesker med demens en tryg alderdom, er det nødvendigt, at alle fagprofessioner taler sammen og koordinerer indsatsen, så den enkelte med demens og de pårørende oplever en sammenhængende indsats af høj kvalitet. En socialpædagogisk indsats kan være et meget vigtigt element. Ikke mindst for at finde ud af, hvad der giver mening for den enkelte – og støtte mennesker med demens i at få overblik og struktur i hverdagen og styrke deres kommunikation og sociale relationer.
Hvor ser du, at pædagogik kan gøre en forskel i indsatserne overfor demente, herunder også med fokus på yngre demente?
– Jeg mener, at det er helt afgørende, at de ansatte i ældreplejen har de redskaber, de har brug for i deres daglige arbejde. Det er bl.a. derfor, vi i demenshandlingsplanen har prioriteret 145 mio. kr. til et kompetenceløft for medarbejderne i både kommuner og regioner. Når vi eksempelvis ser mennesker med demens, der er udadreagerende, skyldes det jo ofte en mistrivsel og uro, der ikke bliver taget ordentlig hånd om.