Cathrines hunde kom med i aftenvagt

– Det var vanvittig godt. Jeg kan slet ikke komme på noget alternativ, der ville have været lige så godt for beboerne.

Så store ord bruger den nyuddannede pædagog Cathrine Nicla Andersen, når hun skal beskrive resultatet af et såkaldt pædagogisk udviklingstiltag, hvor hun som pædagogstuderende i praktik skulle afprøve noget nyt – og eksperimenterede med at tage sine to hunde med i aftenvagt på et botilbud for voksne psykisk syge og udviklingshæmmede.

Cathrine Nicla Andersen arbejdede med SMTTE-modellen, hvor man på forhånd udpeger nogle tegn, som man kan bruge til at evaluere, om det går, som man ønsker. Hun ville bl.a. se efter, om beboerne viste begejstring for at deltage i aktiviteter med hundene, om de talte til hende om aktiviteterne – og om de selv opfordrede hundene til at få deres selskab. Og det viste sig hurtigt, at mange af beboerne udviste netop de tegn, hun havde sat som succeskriterier.

– Der gik ikke lang tid, før de begyndte at købe godbidder til hundene, og når jeg ikke havde hundene med, spurgte de mig: ‘Hvordan har hundene det nu? Er de hjemme ved din mand?’, fortæller hun.

Særligt en af beboerne udviste stor begejstring:

– Hendes kognitive niveau er sådan, at hun ikke kunne huske hundenes navne, selvom hun havde været sammen med dem fire gange om ugen i et halvt år. Men bare hun hørte deres trippen på linoleumsgulvet, lo hun højt af grin på en måde, hun ellers aldrig lo. Hun oplevede virkelig en dybtfølt lykke ved at møde de hunde, fortæller Cathrine Nicla Andersen.

Fagligheden med

Cathrine Nicla Andersen observerede også et fællesskab mellem beboerne omkring hundene.

– Fx var der en af beboerne, der ikke kunne nå hundene fra sin kørestol, og så var der en anden beboer, der fik hunden op på sin rollator og skubbede den over, så den anden beboer kunne komme til at klappe.

Inden Cathrine Nicla Andersen kom i praktik, havde hun været med i et projekt med læsehunde, hvor børn med læsevanskeligheder læser op for hunde, og i den forbindelse var hendes hunde blevet trænet.

– Og det er meget vigtigt, at hundene er parate til opgaven. Det kan gå helt galt, hvis man bare lige tænker, at man kan tage sin hund med ind på et botilbud, for man skal jo fx være helt sikker på, at den ikke bider. Og en utrænet hund kan godt have svært ved at aflæse udviklingshæmmedes kropssprog, siger hun.

Cathrine Nicla Andersen lægger også vægt på, at man hele tiden skal have fagligheden med.

– Blandt personalet på botilbuddet var der i begyndelsen nogle, der sagde, at de godt kunne forstå, at jeg ville have hundene med i aftenvagt, fordi det ellers var lang tid for dem at være alene – men man skal altså ikke tage hundene med for hundenes skyld. Det skal være fordi, de kan give beboerne noget særligt, og det skal man fagligt kunne argumentere for, siger hun.

I dag er Cathrine Nicla Andersen ikke længere i praktik på bostedet, men da hun bor i nærområdet, kigger hun stadig forbi med hundene, når hun er ude at gå tur med dem.