Hvad stiller vi op med de journalister?

Er vi overhovedet stadig interesserede i dem? Sådan spørger ‘forstanderkonen’ i et debat-indlæg i Socialpædagogen med reference til landets ‘skriverkarle’, ‘ugebladsdamer’ og ‘samfundsrevsere’. 

Uanset om forstanderkonen fortsat var interesseret i landets journalister, slap hun og hendes efterkommere tilsyneladende ikke af med dem. I dag findes der tilmed langt flere medieplatforme, hvor livet på døgninstitutioner og i plejefamilier kan blive vist og debatteret. Men et kig ned i arkiverne afslører, at børneforsorgen i den grad også havde mediernes bevågenhed før i tiden. 

‘Vi skal være åbne i forhold til verden udenfor, en del af samfundet, både det lille udenfor institutionens havelåge og det store – der hvor pengene bliver bevilget, og hvor den offentlige mening skabes’, skriver forstanderkonen.

Men er hendes beskrivelse af journalisterne også genkendelig? Og måske de fordomme, de kommer med? I debatindlægget fortæller forstanderkonen bl.a. om den første journalist, hun ‘blev udsat for’. Hun mødte ham i begyndelsen af december måned, hvor hun fortalte om de mange forberedelser, der hører med til julen på et børnehjem. Det fortrød hun bitterligt:

‘Det var noget, han kunne bruge – og brugte: en drivende artikel i søndagsavisen om alle de små barneøjne, der kom til at stråle, om nissemænd og sprællemænd og ‘julen derhjemme hos moder engang’. Ikke et øje var tørt hos de ellers meget fornuftige ekspeditricer i forretningen, hvor jeg normalt gør mine julegaveindkøb, som altså det år tog tre gange så lang tid om at blive besørget’, skriver hun.

Eftermiddagsbladene er derimod oftere interesserede i en skandalehistorie, som de vil have socialpædagogernes mening om, fortsætter forstanderkonen. Ugebladsdamerne er til gengæld flinke og velmenende, forsikrer hun. 

‘De spørger, om vi synes, det er rart at være far og mor for alle de børn. De synes, det er så godt og rigtigt og smukt, det vi laver, og de skriver om os, så at man rigtig kan mærke, at de repræsenterer folket med den sunde fornuft og hjertet på det rette sted’, skriver forstanderkonen.

Desværre kan hun ikke kende sig selv, når hun efterfølgende slår op i bladet hos damefrisøren.

‘Især ikke, hvis de af diskretionshensyn har medbragt ‘modeller’, det vil sige børn og voksne, som de anbringer i børnehjemmets stuer, sådan at de kan blive fotograferet som ‘rigtige børnehjemsbørn og pædagoger’, skriver forstanderkonen.

Samfundsrevserne er dog de værste af slagsen, fortsætter hun. Det er dem, der formoder, at der foregår stygge ting på institutionen. Forleden havde en journalist af den type fået lov at tilbringe så meget tid, han ville, på børnehjemmet og stille alle de spørgsmål, han brændte inde med, fortæller hun. 

‘Det passede ham ikke at se det kvindelige personale færdes uantastet i deres cowboybukser. Hvorfor var de ikke i hvidstivede forklæder, antydede hans kritiske blik. Og jeg letfærdige kone, som optrådte uden så meget som en strimmel tækkelig hvidt i halsen, så han kunne skrive om den kolde og missionske ånd, som knugede børnenes livsglæde? Efterhånden som tiden skred, blev vi alle sammen stive i ryggen, når vi udsattes for hans røntgenblik’, skriver hun og må konkludere:

‘Manden havde simpelthen ikke forudsætningerne for at begribe, hvad vi fortalte. Han søgte kun eet: en bekræftelse på, at børneforsorgen i dag er livsfjendsk og utidssvarende.’

Og hvad skal man så stille op? – når man tilmed har brugt timer på at vise stedet frem, hælde spandevis af kaffe i journalisten og sågar ‘rigtige menneskebajere’. Forstanderkonen når desværre ikke frem til en løsning på sin fortvivlelse.