Er der noget at grine af?

– Jeg er født med spastisk lammelse i benene. Tak mor!

Sådan indleder standup-komikeren Jonas Brøndum fra scenen ved Zulu Comedy Galla og får med det samme publikum til at fnise.

– Men jeg har det fint med det. Det har aldrig været et problem for mig. Og derfor kan jeg også tit blive overrasket over de reaktioner, jeg får fra fremmede mennesker, fordi jeg skiller mig en smule ud. Nogle gange sker det, at der kommer en hen og gør mig opmærksom på, at jeg går mærkeligt. Som sådan en slags service. 

Salen griner endnu højere.

– Hvis jeg ikke lige selv skulle have lagt mærke til noget… Men det værste er dem, der nærmest får dårlig samvittighed på mine vegne. Helt fremmede mennesker, som, hvis jeg kommer til at gå i vejen for dem, får øje på mine krykker, siger undskyld og skynder sig væk, fortsætter han, imens salen klapper.

Den 27-årige komiker gør det, vi alle sammen burde gøre meget mere: Udstiller sine egne og andres fordomme og har modet til at grine af sig selv. 

Den form for humor slår litteraturforsker Stefan Kjerkegaard et slag for i sin nye bog ‘Humor’. Han er en af dem, der tager humor gravalvorligt – han forsker nemlig i den.

Humor giver livet et eftersyn

Men hvis man er socialpædagog og arbejder med mennesker, der er tynget af et svært fysisk handicap, kan man så forvente at klaske sig på låret af grin dagen lang? Eller hvad hvis man arbejder med anbragte børn, der har set ting, som ingen børn burde se – eller man arbejder med psykisk sårbare mennesker, der har svært ved at holde livsgnisten tændt. Er der så egentlig noget at grine af? 

Svaret er ja, hvis man spørger Stefan Kjerke-gaard.

– I den situation er der måske netop noget at grine af. For humor giver livet et eftersyn. Og jeg tror tit, at de, der har den største humor og griner allerdybest, er dem, der er placeret i meget vanskelige situationer. Den store humor er den, hvor vi først og fremmest gør grin med os selv og først bagefter gør grin med andre, siger han.

Men hvorfor gøre grin med sit eget handicap og dernæst med den tørre sagsbehandler nede på kommunen? Fordi man ikke alene danner lykkeskabende hormoner i hjernen og forbinder krop og sjæl – man danner også et livsnødvendigt fællesskab med andre mennesker, fortæller Stefan Kjerkegaard.

– Især hvis dem, man griner med, har nogle af de samme livsbetingelser som en selv. Så er det bare med at dyrke den inkluderende humor. Det afgørende er, at man har en fælles tryg ramme, hvor man har lov til at sige noget sjovt, uden det bliver taget ilde op, siger han.

Humor er som sex

Resultatet af fagbladet Socialpædagogens medlemsundersøgelse, hvor mere end halvdelen af socialpædagogerne svarer, at de mennesker med handicap, de arbejder med, griner mindst fem gange om dagen, overrasker ikke humorforskeren. 

Mennesker med handicap og andre udsatte er nødt til også at kunne grine af livets alvor, så det hele ikke bliver for svært. Men humoren kommer ikke af sig selv.

– Det er som med sex: Det skal holdes ved lige, og det kræver, at man er flere, der vil det på samme tid. Derfor gælder det om at skabe nogle rammer, hvor humor trives. Og det skaber man allerbedst ved at begynde med at grine af sig selv, siger Stefan Kjerkegaard.

En af dem, der er ekspert i at frembringe det lattermilde miljø, er humoristen og foredragsholderen Karen-Marie Lillelund. Hun er helt enig med Stefan Kjerkegaard i, at grin og glade stunder er vejen til livskvalitet, fordi det hjælper os til at se positivt på livet.

Samtidig består meget socialpædagogisk arbejde af relationsarbejde, og humor er den korteste afstand mellem mennesker, som den verdensberømte entertainer Victor Borge har sagt. 

Derfor er humor også et vigtigt redskab for enhver socialpædagog og burde være obligatorisk på skoleskemaet på pædagoguddannelsen, mener Karen-Marie Lillelund. 

For humor på de socialpædagogiske arbejdspladser er ikke bare gjort med vandede molbohistorier. Humor kræver en høj grad af faglighed.

– For det første har socialpædagoger med deres faglighed en viden om nogle mennesker, som de tør gå tæt på, og som de rummer, imens andre dele af samfundet kan være nærmest berøringsangste. Dermed kender de dem godt nok til at vide, hvad der er fællesskab om at grine af. Når socialpædagoger har deres faglighed med sig, ved de desuden, hvad man ikke skal lave sjov med, siger hun og fortsætter:

– Viden og faglighed er humorens forudsætning. Ellers kan man ikke sortere i det, og så bliver det noget pjat.

Humor som pædagogisk redskab

En af dem, der har specialiseret sig i at bruge humoren som fagligt redskab, er Bettina Baden, som er cand.pæd. og pædagogisk klovn. Hun har taget klovnens kulturelle udtryk og integreret det i en pædagogisk praksis i forhold til mennesker med forskellige former for psykiske og fysiske handicap – fra børn med ADHD til voksne med multiple funktionsnedsættelser. 

Den pædagogiske klovn er ikke ‘sjov for sin egen skyld’, men bruger klovnerollen som pædagogisk greb og har som sit ultimative fokus at skabe interaktion med deltagerne, fortæller hun.

– Målet for den pædagogiske klovn er kontakt. Det handler om at etablere det varme, kærlige møde. Vi kan skabe intense, sanselige og legende interaktioner med borgerne. Og så er det rigtig dejligt, når vi ler, siger Bettina Baden.

Den pædagogiske klovn er ikke en humoristisk klovn i traditionel forstand. For det er afgørende, at rollen former sig i mødet med det funktionsniveau, borgeren har.

– Rigtig mange af de borgere, jeg møder, er meget konkret tænkende eller sansende. Humor har ofte et symbolsk lag – når en klovn er sjov, er det mange gange, fordi den gør noget, som vi alle kan genkende fra vores eget liv, og så griner vi. Men mange af de borgere, vi arbejder med, er ikke i stand til at lave den refleksion og oversætte klovnens udtryk til deres eget liv.

Det kærlige møde gennem latter

Klovneriet er ikke et mål i sig selv, men et middel til at åbne op og skabe et rum, hvor Bettina Baden får kontakt med beboeren.

– Det, vi synes, er sundt i humor, er latteren. Vi arbejder direkte med latter. Når vi kan åbne døren ind til borgeren, kan vi få lov til at arbejde med vedkommende, siger Bettina Baden.

Hun forklarer, hvordan kontakten med klovnen både kan indebære omsorg, dialog eller motorisk udfoldelse.

– Først skaber vi kontakt. Og når vi så er inde, og borgeren har formået at åbne op og lukke os ind, så bliver vi ved med at fokusere på borgerens initiativer – hvis det er omsorg og tæthed, borgeren udtrykker, så er det det, vi giver. Hvis det er lydelig dialog eller samtale, så er det det, vi yder. Det kan også være en motorisk kontakt. Jeg har fx været hos en kvinde som var meget overvægtig, og der lavede vi fysiske øvelser i sofaen i en halv time, mens vi sang fra ‘De små synger’, så sveden sprang fra panden, siger hun.

Det nonverbale sprog fylder meget. Klovnen spørger ikke: Vil du det? Eller har du lyst til? Klovnen afprøver og gør ting, så kan borgeren gribe ud eller lade være. 

Lyde, farver og poesi

Et besøg af den pædagogiske klovn starter allerede, når klovnen kommer gående ned ad gangen og begynder at lave lyde – positive, varme og lattermilde lyde, der skaber en positiv forventning. Hvor end klovnen er, er der latterlyde, der smitter og fremelsker latter og nysgerrighed hos deltageren, forklarer Bettina Baden. 

Det ‘vækker’ borgerne, og nogle vil være klar med det samme, mens andre holder sig lidt i baggrunden. Klovnen bruger redskaber som tørklæder i kulørte farver, rainsticks, som er et instrument, der lyder som regnvejr – og så den røde næse. Og den skal være af skum – blød og føjelig. Det er der en vigtig pædagogisk pointe med.

– Når jeg står over for et multihandicappet barn, som bruger al sin energi på at kigge på mig og på min røde næse, og barnet så med al sin kraft får fat i min næse og skal røre ved den eller vil prøve at smage på den, og får skubbet den af mig, så oplever barnet at kunne manipulere med næsen og dermed være handlekraftig, siger Bettina Baden.

Kommer ud af deres tilbagetrukkethed

Hendes erfaring er, at borgerne viser nye sider frem i mødet med klovnen. De blomstrer op – en mand var eksempelvis ét langt smil i en halv time, og ham havde personalet ellers aldrig set smile i de halvandet år, han havde været på botilbuddet.

– Mange borgere sidder og venter i højinstitutionaliserede liv. Det bryder vi, mens vi er der. De lyser op og er meget interesserede og kommer måske ud af deres tilbagetrukkethed. Mange pædagoger fortæller, at et besøg af den pædagogiske klovn er en af de få aktiviteter, hvor stort set alle borgere er aktiveret på samme tid, og det giver en fælles oplevelse, siger Bettina Baden. 

Hun understreger, at man sagtens kan bruge nogle af teknikkerne fra den pædagogiske klovn i det daglige arbejde i kommunikationen med borgerne. Udviklingen af den pædagogiske klovn er meget inspireret af Daniel Sterns teorier om affektiv afstemning og anerkendende kommunikation. 

– Hvis man virkelig vil opnå en dialog med borgerne, særligt med dem uden verbalt sprog, så borgeren får oplevelse af, at’ nu er vi sammen her’, så kan man bruge nogle af de samme redskaber og på den måde få dem til at le. Og det at le sammen er for mig at se det allervigtigste, siger Bettina Baden.