Sådan arbejder du på tværs

Det er naturligt, at du som socialpædagog kan være fløjtende uenig med både sygeplejersken og en anden socialpædagog om, hvordan I skal løse et problem, der har flere årsager – som fx når en ung med ADHD er på vej ud i misbrug og kriminalitet. Og uenigheden er faktisk et vigtigt redskab, for uden den kommer I nemt til at overse de bedste løsninger. Så giv plads til de samarbejdspartnere, der mener noget andet, men hav også modet til at lægge din egen uenighed på bordet. Undlad at kritisere de andre fagpersoner, men sig i stedet: ‘Jeg ser anderledes på tingene. Jeg mener, at løsningen er…’ 

Er du tovholder på et teamsamarbejde, så er det nu, du skal træde i karakter som koordinator. Men også hvis der ikke er udnævnt en leder for samarbejdet, kan du bidrage til at skabe noget struktur. Gør dig først klart, hvilke opgaver der skal udføres. Tænk dernæst over hvis kernefaglighed, der passer bedst til hvilke opgaver. Og tænk til sidst nogle faser ind i arbejdet: Hvad skal gøres i hvilken rækkefølge? Og husk ikke mindst: Indtænk, hvordan borgeren skal inddrages i processen – ellers kan hovedpersonen nemt blive sat af. 

Start et nyt samarbejde ud med at sige: ‘Skal vi ikke lave et forum, hvor det gælder om at få belyst den her sag så grundigt som muligt? Skal vi ikke prøve at finde frem til de spørgsmål, vi er uenige om?’ Det giver tryghed på forhånd at aftale et frirum, hvor man kan få diskuteret tingene igennem. Ansvaret hviler især på dig, hvis du er tovholder eller leder eller den med mest præstige på området. 

Pas på ikke at gøre borgeren til tilskuer i eget liv i jeres bestræbelser på at finde frem til de bedste løsninger. Husk at invitere borgeren med til vigtige møder om deres sag, og øv dig i at diskutere løsningsforslag med både borgeren og eksempelvis socialrådgiveren, ergoterapeuten, psykologen og socialpædagogen i et fælles rum.

Har du hørt Ahmed sige noget om jihad, og er du i tvivl om, hvorvidt du skal gå videre med oplysningen, så kan du med fordel gå til en anden relevant fagperson og bede om at tale under fire øjne. Sig fx: ‘Jeg vil nødig kaste unødig mistanke over nogen, men jeg har brug for et godt råd. Hvad tænker du om den her episode?’ Det kan også være, at du har brug for at få afklaret, hvad det vil betyde for en familie, hvis du underretter om verbale overgreb på et barn. Du kan fx gå til socialrådgiveren i familieafdelingen og spørge: ‘Hvis jeg underretter om sådan en sag – hvad gør I så?’

Vær særligt opmærksom, når du overtager en sag fra andre fagpersoner eller giver den videre. Fx hvis en ung fylder 18 år og skal overgå fra en støtte/kontakt-indsats til kontanthjælpssystemet. Stil dig selv spørgsmålet: ‘Hvad er der sket, før jeg blev inddraget i forløbet? Hvordan kan jeg bidrage til at skabe sammenhæng for borgeren?’ Ellers er der nemlig stor risiko for at komme til at tabe en borger på gulvet eller sætte ind med den forkerte løsning. 

Spørg nysgerrigt ind til de andres faglighed: ‘Hvad er I særligt gode til? Hvad har du brug for fra mig?’ osv. Når I lærer hinandens fagligheder bedre at kende, kan I bedre styre borgerens mål i en fælles retning.